Dit næste måltid findes langs Ballehage

Smag på Aarhus handler om at dyrke naturen i sociale fællesskaber. På deres madskoler lærer man at spise det vilde, man normalt går lige forbi.

Tekst: Anna Winsløv
Foto: Pernille Thorup

På bordene er lyserøde rosenblade anrettet i glasskåle. Brune sommerarme går rundt og studerer opskrifter, der indeholder ord, man ikke normalt forbinder med et aftensmåltid. Urtedeller, sauteret bede og grillet strandkål er noget af det, der står på menuen under aftenens madkursus. Her skal deltagerne lære at lave retter med de danske strandes vilde urter.

Kurset er arrangeret af Smag på Aarhus, der er et natur- og madprojekt, som sætterfokus på at lære at dyrke naturens råvarer i sociale fælleskaber i byen. I aften er det Ursula Meander Bjerggaard, der underviser de 22 fremmødte, som kurset har plads til. Hun er selv uddannet i ernæring og sundhed og har lavet mad med ingredienser fra naturen hele sit liv.

”Det er sjovt at få folk til at begejstre sig over maden, når man viser dem, hvor simpelt de kan bruge de råvarer, de finder, enten i deres egen have eller i naturen i den by, de bor i. Der findes masser af spiselige ting, når man går en tur langs Ballehage Strand,” siger Ursula Meander Bjerggaard.En pensioneret biolog og et ukogt æg
Rullebordene er fulde af grønne urter, der bærer navne som strandmælde og strandarve. De 22 fremmødte sidder rundt om bordet og skriver navneskilte, mens Ursula Meander Bjerggaard sender de forskellige strandurter rundt mellem de nysgerrige hænder. Foruden læring om urterne, har madkurset også til formål at skabe hyggelige fællesskaber og nye relationer deltagerne imellem. Ansigtsudtrykkene skifter, som folk dufter til de forskellige urter.

Selvom gennemsnitsalderen på dagens kursus er over 40 år, er alle velkomne hos Smag på Aarhus’ madkurser. Under navnerunden fortæller folk, hvilken erfaring de har med at lave mad med strandurter. En pensioneret biolog har eksperimenteret med ramsløgolie, et ægtepar er nysgerrige på at få en ny oplevelse sammen, og en yngre kvinde fortæller, at hun nærmest ikke kan koge et æg.

På aftenens menu står blandt andet syltet strandbede, rosenbrød med glasurafrosenblade, urtedeller af strandmælde, som blandt deltagerne bliver kaldt mældedeller. Ursula Meander Bjerggaard fortæller om de mange urter, der alle har forskellige kendetegn. Burresnerren er en uvenlig urt, som er vigtig at skylle grundigt og ikke kan spises rå, mens en brændenælde er en flink og nem urt, hvis man bare tilbereder den rigtigt. De fleste af urterne kan man dog gumle på med det samme.

”Naturmad er udbredt på flere fine restauranter, som for eksempel NOMA, hvor man ser dygtige kokke lave avancerede retter. Smag på Aarhus har gjort det meget mere folkeligt, så folk får øjnene op for, hvor mange muligheder der er for at lave mad med naturen – også helt simple retter,” siger Ursula Meander Bjerggaard. Normalt samler hun sine urter på Djursland, men fortæller at der findes masser af urter på strandene ved Aarhus’ kyst.En duft af strand i Aarhus centrum
Køkkenet er stort og fuld af gule nuancer. Solbrændte sommerben i sandaler danser rundt efter køkkenredskaber, mens andre hoveder står bøjede over opskrifterne. I FOF’s køkkenlokaler midt i Aarhus’ centrum bliver de første urtedeller stegt i smør, og selvom man kan høre en svag larm fra Banegården gennem det åbne vindue, dufter der af strand herinde.

Det kan være svært at kende forskel på urterne, og derfor går Ursula Meander Bjerggaard og kursets to frivillige rundt og hjælper. Efter lidt tid skriver hun også navne på urterne.

Her på madskolen lærer du nogle nye mennesker at kende, du bliver mæt, og bagefter tør dumåske selv gå ud i naturen og plukke urter, som du kan bruge i dit eget køkken.Ursula MeanderBjerggaard, underviser på madskolen

Smag på Aarhus har eksisteret siden 2014 og er udviklet af en tværfaglig gruppe medarbejdere i Aarhus Kommune, som tilbyder alle, der har lyst, at være med til at udbrede det grønne byrum. Det betyder, at alle kan deltage og afholde arrangementer, hvor aarhusianerne er med til at bruge naturen i og omkring Aarhus som spisekammer. Smag på Aarhus holder til i Den Grønne Ambassade på Bispetorv, hvor man kan komme og få inspiration til den spiselige natur og indimellem få en smagsprøve eller få en opskrift med hjem.

”Her på madskolen lærer du nye mennesker at kende, du bliver mæt, og bagefter tør du måske selv gå ud i naturen og plukke urter, som du kan bruge i dit eget køkken,” siger Ursula Meander Bjerggaard.Edderkopper i syltetøjsglas
Der er paddehatte og hjorte på den grønne kjole, Ursula Meander Bjerggaard bærer under forklædet. Hun er vokset op i en forstad til København, hvor hun altid har samlet mad i naturen sammen med sin mor. I dag er det hende, der lærer moren om nye urter og svampe.

Der er især ældre mennesker til stede på madkurserne, men Ursula Meander Bjerggaard fortæller, at børnebørn også ofte kommer her med deres bedsteforældre. Hun synes, det er dejligt, når flere generationer vælger at fordybe sig i naturmaden.

Jeg bruger urter i min madlavning hver eneste dag, og det er dejligt at møde mennesker, der har samme interesse og motivation for at dyrke naturen.Randi Brodersen, deltager på madskolen

Randi Brodersen er en af deltagerne på madkurset og står bøjet over rosenbladene. Det er ikke sjældent, at man finder en edderkop eller to blandt urterne, og Randi Brodersen samler dem alle i et syltetøjsglas. Når hun cykler hjem, vil hun sætte dyrene tilbage i naturen.

”Jeg bruger urter i min madlavning hver eneste dag, og det er dejligt at møde mennesker, der har samme interesse og motivation for at dyrke naturen. Det er også godt at lære børnebørnene, at de kan spise en mælkebøtte,” siger Randi Brodersen, der er på besøg i Aarhus. Normalt bor hun i Bergen i Norge, men er på besøg i Aarhus for at deltage i forskellige kurser om naturmad – blandt andet hos Smag på Aarhus.

Som en skat på et loppemarked
Mens den første ret indtages, fortæller Ursula Meander Bjerggaard deltagerne, at nogle urter også kan være diabetesforebyggende og gør andre gode ting for kroppen. ”Kan man ikke bare drikke en Gin & Tonic på bitterstoffer?” spørger en ældre herre, og deltagerne bryder ud i grin.

Thomas Juhl og Astrid Sørensen er et ungt par i trediverne. De er kommet for at få en oplevelse sammen, der kan kombinere deres interesser.

”Det er altid Thomas, der laver mad derhjemme. Jeg går mest til hånde. Men jeg synes, det er sjovt at finde spiselige urter i naturen – det er ligesom at finde en skat på et loppemarked i Aarhus,” siger Astrid Sørensen.

Thomas Juhl er glad for at kunne kombinere sin egen interesse for madlavning med sin kærestesinteresse for at samle råvarer i naturen.

Aftenens kursus er en del af madskolerne, som Smag på Aarhus tilbyder. Kurset varer fire timer, og man spiser retterne undervejs, som de tilberedes. Arrangementerne kan kredse om forskellig naturmad, blandt andet urter eller svampe. Til august afholder Smag på Aarhus en stor høstfest, hvor nogle af Aarhus’ bedste restauranter sammen med råvarer fra økologiske landmænd skal danne rammerne for en kæmpe friluftsmiddag.

På aftenens kursus kommer deltagerne med forskellig viden om urter i bagagen. Alle i lokalet er dog enige om, at det ikke er sidste gang, de laver mældedeller.

Om Smag på Aarhus

  • Smag på Aarhus er et 4-årigt projekt støttet af Nordea-fonden og forankret i Teknik og Miljø, Aarhus Kommune.
  • Er et ambitiøst natur- og madprojekt, hvor byens rum bliver gentænkt, så der bliver flere spiselige og sanselige miljøer i Aarhus, og flere af byens borgere opdager det mangfoldige spisekammer, som naturen i og omkring Aarhus byder på.
  • Holder til i Den Grønne Ambassade på Bispetorv, hvor man kan kigge forbi og blive klogere på byens muligheder og grønnefællesskaber.
  • Afholder blandt andet ’Smag på Aarhus stafetten’, hvor alle er velkomne til at byde ind med et arrangement, som bliver afholdt den sidste torsdag i hver måned.