Asbjørn

Popmusiker på egne præmisser

Med et anmelderrost album på gaden og et voksende publikum går elektropopsangeren Asbjørn målrettet efter et internationalt gennembrud. Sidste år flyttede den 22-årige aarhusianske musiker til Berlin for at forfølge drømmen.

Af Simon Bækmark

Den grå tanktop er trukket ned i et par sorte bukser, og de afblegede lokker falder blødt ned i panden over det androgyne ansigt. Med lukkede øjne vrider han hofterne blidt, vugger overkroppen på stedet og bevæger følsomt hænderne rundt i luften, mens sangstemmen glider ubesværet ud og ind af falset.

Kun akkompagneret af klaverets melankolske toner bag ham på scenen. Kameraet fra tyske TV Noir panorerer ind og ud over et tryllebundet, sidden-de publikum, domineret af lyshårede kvinder. Den akustiske liveudgave af hittet The Criminal afsluttes med, at den 22-årige aarhusianske popmusiker sætter sig ned på scenekanten og opfordrer publikum til at synge med. Tøvende og med forlegne smil breder et sagte kor sig, før det afløses af klapsalver og pift.

Asbjørn har netop forført de tilbagelænede tilhørere og lokket dem ud af deres tryghedszone. Ud til et af de magiske, intense øjeblikke, han jagter og inspireres af. Og normalt fremmaner igennem elektroniske beats, løssluppen dans og blottende lyrik. Koncerten er en ud af mange i Tyskland gennem de seneste par år. Målet er et internationalt gennembrud. Først Europa, så USA. Undervejs sigter han på at rykke ved de fastgroede manderoller i pop-industrien.

Kunstnerisk energi i Kreuzberg
Jeg møder Asbjørn på hjørnet af Klostergade udenfor tapasrestauranten CANblau. Han modtager min fremstrakte hånd med begge hænder og fæstner mit blik med to blå imødekommende øjne og et skævt drenget smil. Bedømt ud fra den hvide hættetrøje og hummelblusen indenunder ligner han en hip fyr på vej til undergrundsfest i Berlin. Dr. Martens-støvlerne planter ham dog solidt i latinerkvarterets cement i dag.

Sidste efterår forlod Asbjørn Aarhus til fordel for den tyske hovedstad, og siden har der været fart på karrieren.

”Tingene går virkelig stærkt i Berlin. Der er en stærk elektricitet i byen, og det er et sted, alle fra musikindustrien kommer til på et tidspunkt i deres karriere, så man får nye kontakter hele tiden.”

Udover at skrive musik og spille koncerter har Asbjørn lavet musikvideoerne til albummet Pseudo Visions’ otte fortløbne singler. Albummets tolv skæringer er blevet taget godt imod af den danske musikpresse. Og mindst ligeså vigtigt; Asbjørns svenske idol Lykke Li har rost singlen Brotherhood. Det er noget, der bringer smilet frem hos den unge fyr foran mig, der for længst har bundet sin dobbelte espresso.

Tingene går virkelig stærkt i Berlin. Der er en stærk elektricitet i byen, og det er et sted, alle fra musikindustrien kommer til på et tidspunkt i deres karriere, så man får nye kontakter hele tiden.Asbjørn

Vanvittig optræden
Asbjørn trådte ud på den elektroniske scene som 19-årig, da han debuterede med albummet Sunken Ships. Året før blev han optaget på Det Jyske Musikkonservatorium, hvorfra han har en bachelor som sanger. Ligesom debuten er opfølgeren Pseudo Visions udgivet på pladeselskabet Body of Work, som Asbjørn ejer sammen med sin manager.

Udover sit eget projekt er den blonde popsanger også aktuel på engelske Andrew Bayers single Super Human, som han har været med til at skrive. Sangen havde premiere i slutningen af oktober til en optræden i Madison Square Garden i New York foran tusindvis af nævepumpende, unge og smukke amerikanere badet i lys. En vild og surrealistisk oplevelse for Asbjørn, som nu rangerer på EDM-hitlister (electronic dance music) verden over.

Hans egen elektropop er ambitiøs og eksperimenterende. Og han går ikke på kompromis med sin musikalske integritet. ”Jeg er i tidens løb blevet placeret i sessions med professionelle hitsnedkere, som jeg skulle lave en hitsingle med. Men det resulterede kun i, at jeg blev ked af det. Jeg ved, at hvis jeg skal lave det der store hit, skal det være på mine egne præmisser. Ellers er musik ikke for mig. Jeg skal ikke stå i spidsen for en kalkuleret hitmaskine.”

Rammen om barndommen var musiklokalet på Testrup Højskole, hvor faren var musiklærer. Som barn kravlede han op på skødet af sin mor og fik hende til at spille sørgelige eller glade klaver-improvisationer. Hurtigt mestrede hans små fingre selv de hvide og sorte tangenter. Og som 11-årig fandt Asbjørn ud af, at melankoli og et knust hjerte kunne spilles ud af systemet. Brændstoffet til den første sang var en ulykkelig forelskelse. Barndomsvennen Silas kunne pludselig aldrig lege mere, når Asbjørn ringede til ham og fik moren i røret.

”Selvom jeg var knust, kunne jeg bruge den smerte i musikken. Hvis jeg ikke kunne skrive sange, ville jeg være præget af melankoli, snarere end energi og krop, der kendetegner mig i dag.”

Der er ikke meget højskolesang over Asbjørns elektropopmelodier. Men han er en kultiveret herre, der selv i en digital tidsalder foretrækker at spille på rigtige old school-instrumenter, som klinger og klanger; xylofoner, trommer, bas, klaver og mandolin.

Hvis jeg ikke kunne skrive sange, ville jeg være præget af melankoli, snarere end energi og krop.Asbjørn

Britney på drengeværelset
Som barn passede Asbjørn ikke ligefrem ind i fodbolddrengegruppen i Testrup. Han ville hellere lave koreografier til Madonna og Britney Spears foran spejlet. Modet til at gå egne veje er intakt, og den nye hjemby Berlin rummer alle typer mennesker. ”Berlin har om nogen steder mandediversitet. Og det savner jeg i popmusikken. At en mandlig popmusiker tør lege med sin identitet. Vi mangler nogle musikalske ikoner, som tør være mand på en anderledes måde. Ligesom David Bowie gjorde det i 1970’ernes Berlin med Ziggy Stardust.” Men hvordan skiller man sig ud blandt hundredevis af talentfulde musikere? Asbjørn trækker på det og smiler lidt utrygt ved at skulle fremhæve sig selv over sine danske kolleger. 

”Jeg sætter mig selv meget på spil og tør at være selvudleverende i min lyrik og rent kropsligt. Min musik er også mere beskidt og grim end det meste af den danske popmusik.” Det er da også svært at pege på en ung, dansk popmusiker, der minder om Asbjørn. Han ligger langt fra kvindebedårere som Christoffer eller Rasmus Seebach. Musikken kræver en hel del af sin lytter. Udtrykket er androgynt. I videoen til omtalte hit, The Criminal, danser han rundt i en trøje med pailletter. I hans musikvideo til sangen ”The Love You Have In You” zoomer kameraet ind på to nøgne fyre i en intens, erotisk stund. ”Popmusikkens vigtigste ansvar er at kommunikere noget menneskeligt og noget selvudleverende. Det er vigtigt, at vi tør sætte os selv på spil. Det er noget, vi skal minde os selv om, for det er så let at lade være. Men det til gengæld virkelig givende, når man tør gøre det.”

Min musik er også mere beskidt og grim end det meste af den danske popmusik.Asbjørn

Disciplineret natteravn 
Musikere med drømme om at slå hul igennem den internationale lydmur flytter som regel fra Aarhus, men hvorfor blev det lige Berlin? ”Efter min første single, The Criminal, kontaktede en tysk booker mig og skaffede en masse jobs syd for grænsen. Her opbyggede jeg et publikum og spillede udsolgte koncerter. Hver gang jeg kom til Berlin, havde jeg en følelse af at komme hjem.  Det var her, publikum værdsatte min musik mest og levede sig mest ind i koncerterne.”  Den tyske hovedstad kører i et højt tempo, og fristelser er der nok af for en ung musiker, som finder inspiration i det hedonistiske trip.

”I Berlin kan du blive inviteret til rave på en søndag eftermiddag og danse natten væk uden at opdage, at det bliver lyst udenfor igen. For mig er det enten eller. Enten giver jeg slip, eller også er jeg 100 procent fokuseret. Jeg får dårlig samvittighed, hvis jeg ikke tager min musik alvorligt, men det er også vigtigt at kunne give slip og bare være ung.” De intense og drømmeagtige øjeblikke er præcist det, albummet Pseudo Visions handler om. Forelskelse, beruselse, selvforglemmelse og rytmiske energiudladninger. På klubbens dansegulv eller på scenen foran et hengivende publikum.

Ingen vej tilbage
Håbefulde, danske talenter, der forgæves forsøger at slå igennem i musikindustrien, er der nok af. Men Asbjørn har ingen plan b. Han er ”in too deep” til at bakke ud nu. Han joker med, at hvis han ikke kan leve af at være musiker, vil han være palæontolog. ”Jeg har altid været vild med dinosaurer”, lyder det med et skævt smil. Talentet er uomtvisteligt, og troen på egne evner mangler heller ikke.

I Tyskland har et voksende publikum fået øjne og ører op for den fremadstormede elektropopsanger. Hjemme i Danmark leverede han for nylig sin  tredje optræden på Spot Festival, og til sommer gæster han bøgeskoven i Skanderborg. Denne fredag eftermiddag går turen til Falstersgade. Til et gensyn med sine to brødre over en flaske hjemmebrændt æblevin i den halvslidte villa, hvor de alle tre er født. Tømmermændene må plejes på togturen hjem til Kreuzberg.