Steen Brogaard

Ordet er frit: Niels Olsen

Mit navn er … Niels Olsen, og jeg er … født og opvokset i Århus (dengang der var bolle-Å i Aarhus)

Mit stærkeste minde fra Aarhus … var dengang, der landede to påfugle i vores have. De tilhørte Prins Henrik og var stukket af fra Marselisborg slot.

Hvis jeg var borgmester i byen, ville jeg … beslutte at Aarhus Stadion skulle hedde Aarhus Stadion og ikke alle mulige firmanavne.

Da jeg var yngre, troede jeg … at Aarhus var en dejlig storby.

Nu har jeg fundet ud af … at den bare er en dejlig by.

Et sted, jeg elsker i Aarhus er … Mindeparken, hvor jeg spillede mange skønne fodboldkampe med mine ældre brødre. Det måtte man ikke, så når opsynsmanden dukkede op, røg bolden op i hænderne. Det var nemlig ikke forbudt at spille håndbold.

Jeg kan godt blive træt af … at AGF’s fodboldhold hele tiden skal ligge nede i bunden af Superligaen.

Jeg bliver ofte spurgt … om, hvor den Jyske tone, der ind imellem dukker op i mit sprog, kommer fra.

Det bedste råd, jeg nogensinde har fået, er … “Vær mod andre, som du ønsker, de skal være mod dig.”

Jeg ville ønske at alle aarhusianere vidste … at grunden til, at man ændrede bolle-Å’et i byens navn til et dobbelt A var, at ellers skulle man have omdøbt byens hold til “ÅGF”, og det lyder simpelthen for dumt.

 

‘Ordet er frit’ er en række holdningsbaserede indlæg skrevet af spændende personligheder med tilknytning til Aarhus, der tør være klare i spyttet. Holdningerne er ikke udtryk for redaktionens overbevisninger, men er udelukkende udtryk for den enkelte gæsteskribents synspunkter.