Thomas Løvring

Ordet er frit: Line Kruse

Mit navn er … Line Kruse og jeg er … skuespiller, uddannet fra Skuespillerskolen ved Aarhus Teater i 2000.

Mit stærkeste minde fra Aarhus er … fra min første skoledag på Skuespillerskolen, hvor mit hold og jeg, i alt otte elever, skulle stå i en rundkreds og stønne højlydt i takt. Noget med frigørelse, tillid til hinanden og at lære sin krop bedre at kende. Christ! Jeg tænkte; “Hvad laver jeg her?” Har sidenhen måtte erkende, at netop det der dyriske kroppe-rop-undervisning var med til at gøre mig til en bedre skuespiller.

Hvis jeg var borgmester i byen, ville jeg … sørge for, at der kom flere gode og billige boliger til unge studerende. Aarhus’ nerve er ungdommen og dens glæde ved musik, kunst, teater, fashion, byliv og cafémad. De første par måneder af min elevtid boede jeg på folks sofaer, i et umuligt kollektiv og overnattede hemmeligt på skolen, indtil min far lavede et forældrekøb og købte den hyggeligste lille 1-værelses lejlighed til mig med fransk altan lige ovenover Langenæs Bageriet i Nordborggade nord for Harald Jensens Plads.

Da jeg var yngre, troede jeg … at Aarhus lå i Tyskland.

Men nu har jeg fundet ud af … at Aarhus ligger i mit hjerte.

Et sted, jeg elsker i Aarhus er … Pinds Café i Skolegade overfor teatret. Der er der blevet drukket mange legendariske fyraftensbajere. Alternativt til Pind er skønne Café Casablanca – bedre kendt som “Kassen”. Jeg glemmer aldrig den gang, forfatter Jens Christian Grøndahl kom helt til Aarhus for at se min holdkammerat, Kirsti Kærn, og jeg i en opsætning af hans “Mørke Skove”. Der sad vi på Kassen og rødmede i hans selskab, fnes ned i hvidvinen og var totalt starstruck!

Jeg kan godt blive træt af … byens slogan: “Smilets By. Verdens mindste storby”? Come on! Det MÅ altså være København, der er verdens mindste storby! Vær stolte af, at I er Danmarks mest charmerende provinsby! I har en frisør, der hedder Krøltoppen, hvor “modeklip” koster 50 kr mere end “almindelig klip” (det er dumme penge at spare mod at blive klippet hamrende umoderne, synes jeg), og et supermarked der hedder Favoritten, hvor man kan købe Tusind Øer-dressing til sin salat! Det er så provinsielt på den fineste måde!

Jeg bliver ofte spurgt … hvor jeg kender min nære veninde Anne Nim Pedersen fra. Hun er journalist og kommunikations- og pressechef på TV 2 og arbejder bl.a. på Vild Med Dans. Vi har været veninder, siden vi begge boede i Aarhus, mens vi studerede. Hun kan stadig huske mit gamle Aarhus-fastnetnummer udenad, tosset! Jeg kan huske replikker men ikke tal.

Det bedste råd, jeg nogensinde har fået … var at fylde sten i lommerne. Jeg har en tendens til at flyve lidt ud af vinduet. På teaterskolen lærte jeg at holde mere på mig selv og bevare jordforbindelsen. Det er jeg skolens tidligere rektor, Victor Marcussen, dybt taknemmelig for, at han lærte mig.

Jeg ville ønske, alle aarhusianere vidste … at at de fleste af os, der bor i København, virkelig sætter pris på, at I i Aarhus er så anderledes end os! Drop mindreværdskomplekset eller flyt over til os for en stund! Vi er vilde med jer! Slip aldrig jeres gævhed, dialekt eller jyske ro og lune. Hold aldrig op med at sige, at nogen “har haft ringet”, bliv ved med at bruge ordet TRÆLS, som jeg aldrig selv ville kunne få over mine læber, og af mangel på fuld forståelse af ordet ville kalde “nederen”, hvis jeg skulle. Og behold for guds skyld udtrykket, at jeres sko skarver.

‘Ordet er frit’ er en række holdningsbaserede indlæg skrevet af spændende personligheder med tilknytning til Aarhus, der tør være klare i spyttet. Holdningerne er ikke udtryk for redaktionens overbevisninger, men er udelukkende udtryk for den enkelte gæsteskribents synspunkter.