Når hukommelsen vækkes til live igen

I erindringslejligheden strømmer minderne frem hos dem, der ellers ikke kan huske. Den Gamle By har et tilbud til demente, hvor de kan rejse tilbage i tiden i en lejlighed, der er indrettet som i 50’erne. Her husker de igen.

Tekst: Caroline Rossmeisl
Foto: Birthe Vembye

”Har du lavet sådan noget i håndarbejde?”

Damen holder en sweater frem foran Christine Jansen på 95 år.

”Kender du det mønster?” spørger hun.

Den ældre dame retter på sine røde briller og tager stoffet i sine hænder. 

”Ja, det gør jeg da! Det var sådan noget, jeg altid syede til min mor til jul,” udbryder hun og fortsætter:

”Og så sagde hun af hjertet tak! Men jeg ved, hun tænkte: ’Gu faen! Hvad skal jeg dog bruge den til’,” siger Christine Jansen og griner, inden hun får vist den næste genstand frem.

En tikken fra bornholmeruret kan høres inde fra stuen. Tapetet skriger sine mønstre ud i rummet, en telefon med en drejeskive står på bordet, og et Alt for Damerne i sorthvide farver ligger henkastet på kommoden.

Fra man træder ind i lejligheden, er man er trådt ind i en anden tid. 

Tilbage til ungdommen
Det er onsdag og et hold af ældre personer med demens er kommet på besøg i erindringslejligheden. Her skal de i løbet af de næste par timer, sammen med personalet i Den Gamle By få erindringer, som sygdommen ellers spærrer adgangen for. 

Det får de gennem en rundvisning i lejlighedens rum, ved at drikke eftermiddagskaffe sammen og synge en fællessang til sidst. 

Erindringslejligheden i Den Gamle By har ligget der siden 2012. Det er et tilbud til ældre dementramte, som kan komme på besøg i lejligheden, der er indrettet som et middelklassehjem i 50’erne. 

Henning Lindberg, som er afdelingsleder på Erindringsformidlingen i Den Gamle By, fortæller, at lejligheden omhyggeligt er indrettet for at få erindringerne til at flyde. 

Små detaljer, som at det mønstrede tapet dækker kablerne på væggene, noget som, man aldrig ville gøre i dag, er med til at gøre lejligheden så autentisk, at den får gang i livshistorierne hos personerne med demens. 

Derudover gør personalet også et forarbejde inden. De tilrettelægger besøget efter dem, der kommer. 

Er det en gammel elitesvømmer, lægges badedragten på sengen, og er det en tidligere præst, sættes biblen frem. 

Trods personalets forarbejde, er det faktisk selve lejligheden, der vækker de fleste minder. 

”Overalt, blot ved at kigge rundt, får man forskellige impulser, som sender én tilbage til 50’ernes erindringer,” siger Henning Lindberg.

Det er ikke uden grund, at lejligheden er indrettet som i 50’erne. De besøgende har en alder, hvor de var unge i netop den periode.

Erindringer står nemlig stærkest fra den periode af livet, hvor man er 10-30 år gammel. 

Det fortæller neuropsykologisk forsker på Aarhus Universitet, Marie Kirk.

”Man taler om en erindringspukkel, hvor man husker bedst fra. Det er altså her, man skal forsøge at grave erindringerne frem fra,” siger hun.  

Husker bedre, når man ser det 
Den sorte telefon i stuen har fået en ældre mands opmærksomhed.

”Vi var faktisk nogle af de første i vores by, der fik telefon,” siger Kurt Andersen på 86 år. 

Christine Jansen, som nu også er kommet ind i stuen, er betaget af, hvor virkelighedstro lejligheden er.

”Man hører jo om, hvordan det var. Men her ser vi det hele. Det er det, der er så sjovt,” siger hun begejstret. 

Henning Lindberg mener ikke, at der er nogen tvivl om, at de dementramte får erindringer i lejligheden.

Hvert år har Den Gamle By omkring 1500 ældre på besøg, og han har aldrig oplevet én, der ikke fik en erindring. 

Forskning har også vist, at erindringsformidlingen kan virke.

Marie Kirk, som netop har lavet forskning af erindringsformidlingen i Den Gamle By, fortæller at de i undersøgelserne har kunnet se, at de demente husker bedre under besøget og dagen efter. 

”Erindringsbesøget gør noget ved den selvbiografiske hukommelse hos dementramte fx med Alzheimers. De får flere erindringer, og erindringer bliver også mere detaljerige efter besøget,” siger Marie Kirk. 

Et andet forskningsprojekt, som Marie Kirk var en del af, viser også, at når personer med demens får en genstand i hånden fra de unge år, bliver det nemmere at få erindringerne frem. 

”Når de har genstanden, kommer der nogle mere specifikke oplevelser frem. De husker pludselig meget mere, end hvis de selv skulle tænke sig frem til det,” siger hun og tilføjer, at den proces kaldes spontan genkaldelse. 

Den spontane genkaldelse er meget mindre krævende for hjernen. Derfor er der også større sandsynlighed for at få en erindring på denne måde hos personer med demens. Da de ofte er svækket på de mentale styringsfunktioner, som ellers styrer erindringsgenkaldelsen, fortæller hun.

Brun sæbe er en genvej til fortiden
Udefra trappeopgangen siver en duft af brun sæbe ind i lejligheden til de besøgende. Der dufter som under en rengøringsdag i 50’erne.

”Det er ikke lige meget, hvad der lugter af i lejligheden. Der kan sagtens være nogle, der får en erindring fra duften af sæben,” siger Henning Lindberg og forklarer, at det er derfor, de har sæbespanden stående.

Det er vigtigt at få stimuleret alle sanserne, hvis man vil sætte skub i minderne hos personer med demens, fortæller Marie Kirk. 

”På grund af den kognitive svækkelse ved demensen, er det svært selv at hente erindringerne frem. Det hjælper at dufte og røre ved noget for at få det frem,” siger hun. 

Og jo flere sanser, der er i spil, jo bedre er det.

”Så er der flere steder i hjernen, der aktiveres og kan hjælpe erindringen på vej,” siger Marie Kirk.

En del af samtalen 
En klirren af skeer, der har fundet deres vej til kaffekopperne og en munter snak fylder lokalet, da de ældre sætter sig om kaffebordet.

Efter at være blevet vist rundt i lejligheden, har samtalen omkring bordet fået liv. Overalt summer fortællinger, som har været gemt væk i lang tid. 

Marie Kirk fortæller, at de i deres undersøgelser under besøgene har observeret, at der sker en ændring i stemningen hos de dementramte.

”De bliver mere snakkende, fordi de pludselig har noget sammen. Der udveksles gode minder og historier, og de sammenligner deres oplevelser med hinanden,” siger hun. 

Henning Lindberg har oplevet, at det kan føre de ældre sammen at dele deres erindringer. 

Han fortæller om to ældre herrer, der boede ved siden af hinanden på plejehjemmet, men som aldrig havde talt med hinanden. 

Under kaffen i erindringslejligheden opdagede de, at de begge var gamle landbrugselever fra Mors. Og så talte de pludselig varmt med hinanden. 

Men næste dag kunne de ikke huske det, og de opførte sig som før besøget. 

Her tænkte plejehjælperen tilbage på dagen i erindringslejligheden. Hun kom i tanker om, at det var ordet Mors, der havde sat gang i erindringerne. Da hun sagde ”Mors” til dem, begyndte mændene ivrigt at tale med hinanden om deres ungdom igen. 

”Det handler om at finde ud af at trykke på de knapper, som sætter en erindring i gang,” siger Henning Lindberg.

Samme fiskerhistorie for 117. gang i træk
Langt de fleste erindringer, de demente får, er gode minder. Men der er sommetider også nogle barske historier, der kommer frem. 

Henning Lindberg fortæller om en ældre, dement kvinde, som tog en tæppebanker ud af hånden på ham og kylede den ud af vinduet. Den mindede hende om, da hun fik tæsk med den af sin far. 

Men de negative historier er også vigtige at få med, fortæller Henning Lindberg.

”Vi bærer alle sammen rundt på historier, og det betyder noget at kunne fortælle dem,” siger han. 

Han mener også, at erindringerne er vigtige for det sociale liv.

”Det meste, man er social om, er erindringer. Hvis man ikke kan huske noget, er det svært at kunne være social,” siger han.  

Derfor er enormt vigtigt, at man som pårørende lytter, fortæller han.

Selvom man sidder til en fødselsdagsfest og hører sin farfar fortælle den samme fiskerhistorie for 117. gang. i træk, er det vigtigt at lytte efter. 

”Det er muligvis den sidste historie, han kan. Det er derfor måden, at han kan bidrage til fællesskabet på. Der går meget af et menneske, hvis familien ikke vil høre på det, “siger han. 

Erindringsformidlingen kan netop have effekten, at man føler sig som en del af fællesskabet igen, fortæller Marie Kirk.

”Det er med til at styrke intimiteten og det sociale bånd, fordi man kan føler, at man kan bidrage med noget igen,” siger hun.

Bliver noget værd igen
Det er ikke kun fællesskabet, der bliver påvirket. Det styrker også identitetsfølelsen at kunne huske igen.

”Når du kommer i tanker om noget fra dit liv igen, så er det med til at forstærke identitetsfølelsen. Du husker pludselig, hvem du er og var,” siger Marie Kirk. 

Henning Lindberg kan også se en tydelig effekt på de ældres selvværd. 

De går fra at være krumbøjede til i stedet at ranke ryggen.

”Man er noget i kraft af sine erindringer. Så det at blive lyttet til gør, at man bliver noget værd igen,” siger han.

Han fortæller, at selvværdet tages fra en med alderen. Det er derfor vigtigt at få noget af det igen gennem erindringerne. 

”Man er hele tiden under afvikling, når man bliver ældre. Man kan mindre og mindre. Derfor er det af stor betydning, når man føler, man kan bruges til noget igen,” siger han.

Tilbage i stuen har gæsterne plantet sig i sofaen og begynder at finde salmebøgerne frem.

Et stort smil breder sig hos Kurt Andersen. 

”Der er så mange ting, jeg genkender her. Det er som at komme hjem,” siger han og giver sig til at synge med på sangen sammen med de andre.


Om Erindringsformidlingen i Den Gamle By

  • Erindringslejligheden åbnede i 2012. Den var det første specialindrettede sted til Erindringsformidling.

  • Henning Lindberg fik i 2016 Nordisk Centrum for Kulturarvspædagogiks pris for arbejdet om Erindringsformidling.

  • Flere andre lande er blevet inspireret af Den Gamle Bys erindringslejlighed blandt andet Sverige, England, Norge, Ungarn, USA og Japan.
  • Alle genstande i lejligheden stammer fra 50’erne.

  • Aarhus Kommune tilbyder gratis forløb i lejligheden for lokalcentrene.

  • Om fire år bygger Den Gamle By lejligheden om, så den i stedet er fra 60`erne, til den nye generation af dementramte ældre.