Fem timer om ugen mødes 60 elever fra Hasle Skole for at spille klassisk musik. MusikSak hedder projektet, der er inspireret af den venezuelanske musikskole El Sistema, som siden 1970’erne har brugt den klassiske musik til at holde socialt udsatte børn væk fra gaden. Formålet er fællesskab. Og oveni det får børnene også nogle grundlæggende dyder med på vejen.
Tekst: Anne Møller
Foto: Jess Porse Clemmensen
Det er torsdag eftermiddag, og for de fleste er skoledagen forbi. Med undtagelse af to piger, der sidder og tegner kridtstreger på asfalten, er skolegården tom.
Indenfor hænger en tung lugt af linoleum og madpakker, og på gangene flyder det med kladdehæfter og sølvpapirskugler.
På første sal står en gruppe børn og venter ude foran et klasseværelse. Flere af dem med tasker på ryggen, der næsten er større end dem selv. En ung kvinde med en violinkasse kommer gående.
“Glæder du dig til at spille Tjajkovskij?” spørger hun en pige, der kun lige når at se op og nikke, inden klokken ringer, og det strømmer ud af klasseværelset.
Klokken er 15.30, og det er tid til MusikSak.
Inspiration fra Venezuela
MusikSak er et socialt strygerorkester, et gratis fritidstilbud og et samarbejde mellem Hasle Skole og Aarhus Musikskole. Bag projektet står de to tvillingesøstre Gabriella og Rebecca Fuglsig, der for fire år siden lod sig inspirere af det venezuelanske orkesterprogram El Sistema og fandt på at gøre MusikSak til genstand for deres bachelorprojekt på konservatoriet.
“Vi havde kendt El Sistema i mange år, og i 2013 var vi nede og besøge det i ti dage. Vi blev vist rundt og fik lov til at høre en masse orkestre og se en masse børn spille, og det var bare mega inspirerende. Senere tog vi til Brasilien på udveksling, hvor vi begge underviste på nogle lignende projekter,” fortæller Gabriella Fuglsig, der ligesom sin søster spiller cello.
Tilbage i Danmark tog de to søstre deres celloer på ryggen og ud for at spille for de små klasser på Hasle Skole. Hvis det lykkedes at tiltrække elever, kunne de låne instrumenter fra Aarhus Musikskole.
“Vi præsenterede projektet for dem og sagde: Hvis I nu tropper op efter vinterferien, så kan I være med til at spille med os.”
“Jeg tror, vi fik 11 tilmeldinger, men der dukkede 16 op, og efter få måneder havde vi 25 elever.”
Gabriella Fuglsig holder en kort pause.
“Ja, og ud af de 25 har vi faktisk stadig otte,” smiler hun.
Fra fordumsfuld flab til talentfuld cellist
Tilbage i klasselokalet er bordene blevet skubbet ud til siden og stolene anbragt i en halvcirkel. Normalt på det her tidspunkt ville enten Gabriella eller Rebecca Fuglsig eller en af de andre undervisere tage ordet. Men i dag har MusikSak besøg af den guatemalanske gæstedirigent Bruno Campo, der selv er vokset op med El Sistema.
“Try to get a collective feeling,” lyder det prøvende og med store armbevægelser fra den passionerede dirigent.
“One more time perfectly together with her.”
Han peger fingeren i retning mod pigen, som eleverne skal rette sig efter.
Blandt dem sidder 14-årige Heidi Hamid, der går i 8. klasse. Hun har irakiske forældre, spiller cello og er én af de otte, der har været med fra start.
“Jeg havde ikke set den komme. Men det er virkelig bare noget, der har fanget min interesse,” indrømmer hun med et grin og puster en hårtot væk fra ansigtet.
Før hun startede i MusikSak, gik hun til kor, men ellers så hun mest bare fjernsyn. Alligevel blev hun nysgerrig og meldte sig til efter, at hendes veninde en dag kom gående ind i klassen med en stor cello på ryggen.
Den nye hobby kom imidlertid ikke kun som en overraskelse for Heidi Hamid selv. Også hendes forældre skulle vænne sig til tanken.
“Det kom lidt som et chok for dem faktisk. Jeg sagde til min mor, at jeg skulle spille cello, og hun troede, det var sådan en lille violin, og spurgte: Er det dén der store ting, du skal have med? Den er der ikke plads til i bilen. Den skal du aflevere med det samme. Og jeg var sådan: Mor, nej, rolig nu! Men i dag synes de, det er fedt, at jeg spiller,” siger hun med et smil på læben.
Selvom Heidi Hamid aldrig havde spillet på et instrument, før hun startede i MusikSak, har hun på bare fire år udviklet sig til en talentfuld cellist. For nylig blev hun inviteret med til en masterclass i Italien sammen med Gabriella og Rebecca Fuglsig, og hvis der er sygdom blandt lærerne, ringer de efter hende.
“Det er ret fedt faktisk, for jeg lærer rigtig meget af at undervise andre. Og så lærer man også, hvordan det er for Gabriella og Rebecca og Agnes og alle de andre lærere. Så ved man ligesom, hvordan de har det, og hvordan man selv skal opføre sig,” siger hun.
Når hun tænker tilbage i tiden, er hun ikke i tvivl om, at MusikSak har haft indflydelse på, hvordan hun har udviklet sig som person.
“Jeg kan huske, at vi for en del år siden skulle ind og høre Aarhus Symfoniorkester med klassen, og jeg vidste slet ikke, hvad det var. Vi sad i symfonisk sal med alle de der violinister og cellister, og jeg var bare sådan: Hvad laver de altså? Har de ikke noget liv?”
Hun skuler op med et skævt, lidt forlegent smil.
“Jeg vil selv sige, jeg er blevet mindre flabet,” siger hun og bryder ud i latter.
Vokseværk
Heidi Hamid er blandt de ældste af de 60 elever i MusikSak, hvor alderen spænder fra syv til femten år, og eleverne er fordelt i et lille og et stort orkester.
“I virkeligheden er det ikke så meget per alder, vi deler op. Det er det jo så blevet, fordi niveauet som regel afhænger af, hvor meget de har øvet sig. Men hvis der er nogen, der er rigtig gode, så kommer de op i det store orkester. I tirsdags lavede vi faktisk en lille audition for nogle af de bedste i det lille orkester, og nogle af dem har fået lov til at rykke op i det store. De spiller med for første gang i dag,” fortæller Gabriella Fuglsig.
Siden 2015, hvor de to søstre arbejdede frivilligt, er der sket en del i MusikSak.
“Det startede jo lidt som et forsøg, og vores tanke med det var at køre det i tre måneder, og så var det dét,” siger Gabriella Fuglsig og fortsætter:
“Vi skulle faktisk have afsluttet projektet om sommeren, men både børn og forældre og skolelederen syntes, det var mega fedt og ville gerne fortsætte. Og så tænkte vi: Jamen, det er da en god ide, og så kørte vi det videre.”
Siden dengang har Hasle Skole i samarbejde med Aarhus Musikskole støttet projektet økonomisk, og for at få råd til flere instrumenter og til at tage børnene med på ture har Gabriella og Rebecca Fuglsig måttet fundraise.
Det ændrede sig i 2017, hvor Aarhus Musikskole valgte at adoptere projektet og dermed ansætte alle lærerne gennem Aarhus Musikskole.
“Det er super fedt, at vi ikke skal fundraise længere. Nu kan vi ligesom koncentrere os om det, vi godt kan lide at lave, nemlig at undervise,” siger Gabriella Fuglsig.
Sunde sidegevinster
I klasseværelset er undervisningen stadig i fuld gang.
“I want to see who can do the most inspiring movement while playing these notes.”
Bruno Campo placerer sine hænder om en usynlig violin og bevæger hoved og overkrop i energiske ryk for at demonstrere.
Alle er fokuserede. Selv på bagerste række, hvor 10-årige Marius Kjær Sørensen anstrenger sig for at gøre gæstedirigenten kunsten efter.
Marius Kjær Sørensen bor i Hasle og har været med i MusikSak i tre år. Ligesom resten af sin familie har han spillet musik, siden han var lille.
“Jeg startede til trommer, da jeg gik i 0. klasse. Og så startede jeg til MusikSak i 1. klasse sammen med min storesøster. Min storebror spiller klaver, og min far spiller bas. Men vi har også et elektrisk trommesæt, som min far spiller på nogle gange.”
For Marius Kjær Sørensen har det været svært at skulle vænne sig til hele tiden at skifte position for at komme op i de høje toner, men han synes, det er sjovt at lære noget nyt.
“Det bedste ved at spille klassisk musik er, når det lyder godt. Og så er det dejligt, at jeg har noget at lave tirsdag og torsdag, for ellers spiller jeg meget computer,” fortæller han.
Ligesom Heidi Hamid har også Marius Kjær Sørensen oplevet, at MusikSak har haft en positiv indvirkning på ham som person.
“Jeg er blevet lidt bedre til at koncentrere mig i skolen. Og det tror jeg, er, fordi vi skal koncentrere os meget, når vi spiller hurtigt.”
De mange sidegevinster er også noget, som børnenes forældre har erfaret. Det kom frem, da Gabriella og Rebecca Fuglsig sidste år udsendte et evalueringsskema.
“Vi fik dem til at sætte nogle ord på, hvad de mente, deres børn fik ud af at være med i MusikSak, og så lagde vi det fuldstændig frit ud. Det var ikke noget med, at det skulle være noget musikalsk, eller at det skulle være noget personligt,” siger Gabriella Fuglsig og uddyber:
“Størstedelen af de ting, vi fik tilbage, var ikke noget musikalsk. Det var ikke: Mit barn er blevet bedre til at spille violin. Det var der ikke ret mange, der skrev,” griner hun.
“Det meste var sådan noget med: Mit barn er blevet bedre til at lytte efter. Mit barn har lært, at vedholdenhed er en god ting.”
Det er de glade for i MusikSak. At projektet rækker udover sig selv og kan være med til at lære børnene nogle grundlæggende ting om, hvordan man opfører sig, og hvordan man bliver en dygtig musiker.
“Generelt kræver vi ret meget af børnene. Det er ikke ligemeget, hvordan de spiller. Det skal blive godt, og niveauet skal være højt. De skal hele tiden forbedre det, og det kræver, at de lytter efter og samarbejder. Det handler meget om samarbejde i virkeligheden. De skal jo allesammen gøre det samme på samme tid. De skal ville det samme med musikken,” forklarer Gabriella Fuglsig.
Dagens undervisning er slut, og Gabriella Fuglsig har taget plads på en af træbænkene på gangen, hvor der på kort tid danner sig en slange af børn, der tålmodigt venter på at få sat nye noder ind i deres nodehæfte.
Om El Sistema
- El Sistema (på dansk: ‘systemet’) er en venezuelansk musikskole, der blev grundlagt i 1975 af økonom og komponist José Antonio Abreu.
- Projektet er rettet mod socialt udsatte børn og unge og har til formål at skabe et musikalsk fællesskab.
- I Venezuela mødes børnene hver eneste dag fra klokken 16-20. På den måde er det umuligt for dem at være på gaden.
- En stor del af El Sistemas omkostninger finansieres af staten.
- I 2008 udkom dokumentarfilmen ‘El Sistema’, der er instrueret af Paul Smaczny og Maria Stodtmeier. Filmen handler om, hvordan Venezuelas musikuddannelse forvandler nogle af eleverne til musikere i verdensklasse.