Aarhusmesteren: Tryllekunstner

Korttricks, sabelslugning, jonglering og stand-up. Det er bare nogle af de tricks, som 22-årige Mortenn Christiansen har i ærmet. Han er tredobbelt Aarhusmester og Danmarksmester i tryllekunst, og så har han da også nuppet et Nordisk Mesterskab, mens han nu drømmer om VM. Han bruger sin autisme til at fordybe sig i tryllekunst, og hans passion for magiens univers har givet ham et stærkt fællesskab.

Tekst: Alexander Loft Birkmose
Foto: Bibi Berge

Siden jeg var helt lille, har jeg syntes, at underholdning er fedt. Både revy, tryllekunst og stand-up. Til at starte med tænkte jeg, at det var noget fjernt noget, som man ikke lige gjorde. Men så satte jeg en deadline for mig selv om, at når jeg blev 18 år, skulle jeg i gang med at optræde og være sjov. Jeg fik hurtigt nogle gode kontakter og begyndte at optræde, og så har jeg gjort det de seneste fire år.

Jeg har autisme, og i folkeskolen havde jeg ikke rigtig nogen venner. Så tryllekunst har givet mig et godt fællesskab. Det har samtidig givet mig en rutine, og nu handler mit liv bare om tryl. Det er alt, hvad jeg laver. Der følger også positive ting med autisme. Blandt andet kan jeg fordybe mig i ting ned til den mindste detalje i timevis uden at kede mig. Det er vel lidt en fordel i forhold til det, jeg laver.

Jeg har det fint med at optræde, fordi jeg har noget, jeg er stolt af at vise frem. Men det kommer også an på dagen og publikum. For det kan godt være nervepirrende at kigge ud på publikum og aktivt bede dem om at kigge på mig.

For mig handler det om, at folk kan lide det, jeg laver. Når jeg har optrådt, er isen brudt i hele lokalet. Så kan jeg snakke med alle, fordi de har set og hørt, hvem jeg er. Så tryl har gjort enormt meget for mit sociale liv, fordi jeg kan gemme mig bag noget, jeg har øvet mig på.

Jeg kender nærmest alle tryllekunstnere i Danmark, fordi vi mødes til forskellige arrangementer. Tryl har generelt et godt ry for at være en af de brancher, hvor du meget nemt kan møde dine helte, fordi alle synes, at det er enormt fedt at mødes for at vise hinanden, hvad man kan.

Min familie har støttet mig, lige siden jeg startede, fordi de kunne se, at jeg var god til det. Jeg har vundet forskellige konkurrencer, og nu er det ikke kun mig selv eller min familie, der synes, at jeg er god til det, jeg laver. Det er der også andre, der synes, og det er rart, at andre bakker mig op.

Aarhusmesterskabet er hyggeligt, fordi de fleste i vores trylleklub deltager. Vi viser, hvad vi kan, og så er der én, der vinder. Det har jeg gjort de seneste tre år, og de andre deltagere har da joket lidt om, at de nu går efter andenpladsen, fordi jeg efterhånden har vundet så meget. Det er pænt af dem, men det er også et enormt pres.

Mit liv handler om trylleri 24/7, fordi jeg til daglig arbejder i en tryllebutik og kun tryller i min fritid. Jeg kan godt lide at nørde trylleri derhjemme, fordi det er et puslespil, man skal sætte sammen, så det er svært for andre at lure tricket. Det synes jeg er virkelig spændende. Når jeg er på farten, har jeg også altid flere spil kort på mig, så jeg altid er klar til at lave et trick for andre.

Jeg kan rejse jorden rundt, og så kan jeg møde en anden, der også tryller, og så har vi det tilfælles, at vi begge har et spil kort i lommen. Så der er et stærkt fællesskab over hele verden. Vi behøver ikke at have de samme holdninger, når det gælder sport eller politik, fordi vi har trylleri som fællesnævner.

AARHUSMESTEREN
Hvordan er det at være den bedste i byen inden for sit felt? Vi møder en række Aarhusmestre, der deler ud af begejstringen for deres hobby