I vikingetiden var der ikke noget, der hed sociale medier og moderne distraheringer. Det er der heller ikke på Moesgård Vikingetræf, som hvert år tiltrækker mere end tusind vikingeentusiaster, der ikke kun er klædt ud som vikinger, men også lever som dem i en hel uge. Med deltagere fra hele verden tegner vikingetræffet et vellignende billede af, hvordan vikingerne i sin tid koloniserede og overførte vikingeblod på tværs af kulturer.
Tekst: Anne Møller
Foto: Christoffer Åberg
Selvom klokken er næsten syv om aftenen, valfarter folk fortsat til stranden med trækvogne og tæpper. Solen brænder i kinderne. Fra Moesgaard Strand lyder børnelatter og bølgeskvulp, og havde det ikke været for den gradvise forandring i folks påklædning, ligner det en hvilken som helst dansk sommeraften. Følger man en lille grussti langs stranden, bliver man mødt af en række telte. Pludselig står de der bare. Som om nogen har placeret dem i et splitsekund, man ikke har været opmærksom. En mand i brune pludderbukser og bar overkrop kommer gående med et stort trækar. Han forsvinder ind bag teltene. En duft af mad breder sig i luften, og fra et sted i det fjerne lyder hestevrinsken.
På de få minutter det har taget at gå fra parkeringspladsen, har alting forandret sig. Stemning, duft, omgivelser, påklædning. Og før man ved af det, har man glemt, hvad man kom fra. Velkommen til vikingernes verden. Velkommen til Moesgård Vikingetræf.
Fra formidling til genopførsel
Moesgård Vikingetræf er et årligt tilbagevendende reenactmentevent med vikingemarked og kampopvisninger. I løbet af ugen etablerer deltagerne sig på ægte vikingemaner, og i weekenden er der åbent for publikum.
En af deltagerne er 28-årige Lasse Æblehjem Olesen, som til daglig bor i Aarhus. For tredje år i streg er han afsted med vikingekampgruppen Ask.
”Det her er New Jutland”, siger han og slår ud med armene, men bliver afbrudt af en langhåret mand med fletninger i skægget.
”Prøv lige og smag den her hjemmebryg!”
Lasse Æblehjem Olesen får stukket et halv meter langt drikkehorn i hånden og tager en slurk.
”Lidt skarp,” siger han og skærer en grimasse, inden han rækker hornet tilbage.
Vikingetræffet blev stablet på benene i 1977, men dengang var formålet ikke genopførelse. I stedet handlede det om at formidle vikingetidens kultur og håndværk. Derfor var deltagerne de første mange år ikke klædt i vikingetøj. Det er de i dag, og det er tydeligt at se, at der er gået sport i at gøre vores forfædre kunsten efter, hvad angår udsmykning og påklædning.
Siden vikingetræffet for første gang slog dørene op for 41 år siden, er vikingeentusiaster fra hele verden hvert år strømmet til Moesgård Strand. Det startede i det små, men efterhånden er vikingetræffet blevet en enorm succes med mere end 1000 deltagende vikinger.
Inkludering og arkæologisk korrekthed
Lasse Æblehjem Olesen har bevæget sig væk fra lejren i New Jutland og har kurs mod vandet. Imens fortæller han med stor begejstring om sin interesse for vikinger.
”Faktisk har den været der fra barnsben. Min far havde rigtig mange vikingesmykker, og som bette knejt så jeg selvfølgelig op til ham. Og så hørte jeg lidt om vikinger gennem tegneserier.”
Han ser ned på sit håndled og rækker armen frem.
”Det her er min fars Fenris-armbånd,” siger han. Stoltheden stråler ud af ham.
En mørkhåret mand kommer gående imod os. Han har et håndklæde hængende over skulderen. Lasse Æblehjem Olesen spærrer øjnene op.
”Der kommer Rollo! Han er fra Tyskland. Hello, Rollo. Going down for a swim?” Manden ser op og lægger håndryggen mod panden.
“Yes, cooling down,” siger han og fortsætter forbi os. Lasse Æblehjem Olesen slår ud i latter.
”Aaah, bloody awesome, man.”
Han fastholder blikket på Rollo, der har smidt håndklædet fra sig og nu er på vej ud i vandet.
”Man får et helt nyt fællesskab af at være her,” siger han efter lidt tid. ”Personligt har jeg fået en helt ny familie. Der er så stor accept og så meget fællesskab herude, og oveni det er der masser af lærdom og historie. Og så er folk ikke blege for at invitere på en hurtig skænk eller en god snak.”
På vikingetræffet er det ikke afgørende, hvad og hvor man kommer fra. Her er der plads til alle. Tynd som tyk. Rig som fattig. Sara Heil Jensen, leder af vikingetræffet, forklarer:
”Jeg tror, at langt de fleste mennesker inderst inde har en drøm om at kunne møde andre mennesker med venlighed og åbenhed, og her er vikingelivet et redskab til at komme andre mennesker nærmere. Det bryder nogle sociale, økonomiske og klassemæssige skel ned.”
I ægte vikingeånd er gæstfriheden i højsædet på vikingetræffet. Det foreskriver Hávamál, som er Odins vise ord for, hvad der er gængs opførsel.
”Dem lever vi naturligvis efter, så meget vi nu kan, når vi er herude,” fortæller Lasse Æblehjem Olesen.
Men det er ikke kun deltagernes opførsel, der skal være autentisk. Også det materielle skal være i orden.
”Det er vigtigt for os med AK,” siger Lasse Æblehjem Olesen og holder en kort pause.
”Ja, altså arkæologisk korrekthed,” uddyber han og skuler mod en farvestrålende badedragt, der hænger til tørre på en snor.
”Når der ikke er turister, kan vi godt være lidt fleksible omkring reglerne. Men i weekenden skal der så vidt muligt ikke være nogle tegn på, at vi er moderne mennesker.”
Kulturel mangfoldighed dengang og nu
På vej op ad trappen mod markedspladsen lyder musik fra kroen. Den blander sig straks med en summen, og man må holde tungen lige i munden for at adskille de mange sprog fra hinanden.
”Langt de fleste herude taler engelsk, så på den måde er vi meget multikulturelle,” fortæller Sara Heil Jensen.
Faktisk kommer hele to ud af tre af deltagerne fra udlandet, og ifølge en ekspert giver det et meget godt billede af, hvordan det så ud i vikingetiden. Arkæolog Jeanette Varberg forklarer:
”Vikingerne migrerede til store dele af verden. De byggede gårde i Amerika. De koloniserede Grønland, Island og Færøerne. De erobrede halvdelen af England. Og de grundlagde Dublin. Vi mangler lige det sidste bevis for, at de også var i Indien og Kina. Det er derfor, at så mange kan identificere sig. Englænderne for eksempel kan jo hævde at være ligeså meget vikinger som os. På den måde er det ikke kun vores historie.”
Kokoskul, catering og kampe
På markedspladsen er folk godt i gang med at forberede aftensmaden.
”Folk har fundet af, at de kan bruge kokoskul. Det gløder ikke. Til gengæld tager det lang tid,” forklarer Lasse Æblehjem Olesen og peger over mod en stor gryde.
”Vi har bestilt catering. Det var simpelthen det nemmeste,” indrømmer han med et smil.
Længere inde på pladsen vrimler det med boder. Her er alt lige fra silkestoffer og smykker til lædervarer og drikkehorn sirligt linet op og gjort klar til weekenden.
”De mere velhavende vikinger holdt af at pryde sig med både sølv og guld for at markere deres status,” fortæller Lasse Æblehjem Olesen og peger mod et lille træstativ med halskæder.
I allerbagerste hjørne af markedet ligger skoven. Det er her, vikingerne træner op til kampene i weekenden. Lasse Æblehjem Olesen ser sultent efter to kampklædte skikkelser, der krydser klinger mellem træerne.
For mig at se fremmer sociale medier individualitet, og det gør, at man glemmer fællesskabet og nuet. Men det kan man få herude. I vikingetiden var der ikke noget, der hed sociale medier og moderne distraheringer. Jeg tror, det langsomme liv tiltaler folk.Lasse Æblehjem Olesen, deltager
”Jeg fik en tennisalbue for en måned siden. Det var først i dag, jeg kunne slås igen, men jeg tog den selvfølgelig med ro, så jeg er klar til weekenden.”
Hans krop nærmest sitrer efter at gribe et af de sværd, der står lænet op ad et træ få meter fremme.
”For mig er det højdepunktet af vikingetræffet. Prøv at forestil dig, at herfra og derover” – han peger over mod et træ midt inde i skoven – ”der er der fyldt op med vikinger. Vi snakker 150, måske 200, vikinger på hver side, der brager mod hinanden. I weekenden er der en strid mellem to konger, som ender med at erklære krig mod hinanden. Og så bliver der lagt strategier for, hvordan man kan vinde over den anden side. Det er ligesom showet. Og det er koloenormt fedt.”
Simple living uden moderne distraheringer
Tilbage ved trappen er folk stimlet sammen på bænke foran kroen. De snakker og drikker mjød, og i modsætning til ellers er der ikke en telefon at spore i miles omkreds. Ikke engang for liiige at forevige et minde til Instagram.
Heller ikke Lasse Æblehjem Olesen har haft sin telefon oppe af lommen i løbet af den seneste time.
”Jeg opholder mig generelt ikke særlig meget på de sociale medier,” siger han uden at fortrække en mine.
”For mig at se fremmer sociale medier individualitet, og det gør, at man glemmer fællesskabet og nuet. Men det kan man få herude. I vikingetiden var der ikke noget, der hed sociale medier og moderne distraheringer. Jeg tror, det langsomme liv tiltaler folk.”
En flok vikinger har samlet sig for enden af trappen. Noget er under opsejling. Lasse Æblehjem Olesen drejer hovedet.
”Der er øl-lege nu her,” forklarer han. “Det må jeg hellere lige se til.”
Aarhus Å dengang og nu
Det, der i dag er Aarhus Å, var havn i vikingetiden. Så der, hvor man sidder og drikker sin cafe latte eller Aperol Spritz, lagde vikingerne til og læssede deres ting af fra handelsskibe. Det kunne eksempelvis være silke fra Istanbul eller slaver fra Polen. Det har summet af liv dernede, og det internationale præg, som åen har i dag, var der også dengang.
I hælene på vikingerne
Metoderne til at identificere vikingernes færden er mange, og takket være moderne teknologi er det kun blevet lettere med årene. I dag er det nok med en kindtand, hvis man vil vide, hvor i verden vikingerne har rejst. Ud fra strontium-værdien i en kindtand er det nemlig muligt at spore DNA. Strontium er en GPS, der ligger i din kindtand, der kan sige noget om, hvor en person er født henne i verden, og hvilke sygdomme vedkommende har haft.
Om Moesgård Vikingetræf
- Reenactment er en måde at formidle historie på, hvor deltagerne forsøger at genskabe en bestemt tidsperiode eller begivenhed.
- Til vikingetræffet deltager 1200 vikingeentusiaster fra hele verden.
- Vikingetræffet har omkring 290 håndværkere fordelt på 68 boder, som kommer fra hele verden.