Min passion: Quizmaster

Hver uge bliver walisiske Stephen Hutchings til Quizmaster Steve, når han onsdag og torsdag aften tænder for mikrofonen på Waxies og Tír na nÓg. Han deler tilsyneladende sin passion for pubquiz med det meste af Aarhus, for den sociale vidensdyst er populær som aldrig før.

Tekst: Matti Vlk Grabau
Foto: Alexander Loft Birkmose

En god quiz afhænger af humor og autoritet. Det er ekstremt vigtigt at være sikker på sig selv. Hvis du har et lokale med 200 mennesker, skal du huske på, at det er dig, der er bossen. Man skal også have en humoristisk sans, for måske siger jeg noget, der er fuldstændig forkert, hvis jeg prøver at forklare det på dansk. Så begynder folk at grine. Og det er helt fint, for et godt publikum interagerer med quizmasteren. Jeg er et meget socialt menneske.

Jeg kan især godt lide spørgsmål om sport og videnskabelige undersøgelser, fordi de skaber kontroverser og får folk i tale. Og så er de risikable spørgsmål gode, især dem om seksualitet. Jeg får et par chokerede blikke engang imellem, men det er det, de betaler mig for.

Vi har mange stamgæster på både Waxies og Tír na nÓg, og mange hold er meget seriøse omkring quizzen. Faktisk er de to quizzer de største af deres slags i Danmark. Vi appellerer især til studerende, fordi Aarhus er en by med mange udvekslingsstuderende. En gruppe består måske af seks forskellige nationaliteter, men de har den fællesnævner, at de alle kan tale engelsk, så det gør det unikt.

Jeg flyttede til Danmark for en pige. Jeg mødte hende til en fodboldkamp i 1988. Det var 2. runde i Pokalvindernes Europa Cup, og Cardiff var i Aarhus for at møde AGF. Kampen endte 4-0 til AGF, men jeg vandt pigen.

Det hele startede i Australien i 1997. Jeg var på ferie og deltog i en pubquiz. Jeg begyndte at lege med tanken og kom frem til, at næsten alle i Danmark taler engelsk, så det kunne sagtens fungere. Senere fik jeg en af mine venner til at lade mig stå for en quiz. Det blev hurtigt populært, og nogle år senere gik jeg helhjertet ind i det, fordi en pubejer tilfældigvis så mig lave en quiz. Han tænkte, det ville være en fantastisk idé til Aarhus. Og så overtalte han mig til at komme til byen.

Med quiz har jeg realiseret en drøm. Jeg bliver rent faktisk betalt for min hobby. Der findes ikke mange jobs, som folk er virkelig glade for og faktisk bliver betalt for. Jeg er aldrig mødt op på arbejde og ønsket, at jeg ikke var her. Det er en fornøjelse at komme på arbejde, ikke en pligt.

Jeg går også meget op i fodbold – især Cardiff og Wales. Så har jeg en svaghed for Randers FC. Det er det, der sker, når man bor i Randers i over 20 år. Jeg er også meget glad for ski, så meget at jeg har en lille hytte i Alperne.

Efter krigene i Bosnien og Kosovo arbejdede jeg for Dansk Røde Kors i et asylcenter. Da centret lukkede, besluttede jeg at fortsætte i branchen. Det førte mig til Kirkens Korshær i Randers, hvor jeg nu har arbejdet i 13 år. Jeg er glad for at hjælpe, og jeg synes, jeg er god til at kommunikere med mennesker.

Desværre er jeg også blevet skilt, og mange af dem, der kommer til vores center i Randers, har været igennem en skilsmisse. De har måske været tvunget til at forlade hjemmet og har ikke længere noget sted at bo. Det kan jeg relatere til. Det er et godt job, for vi gør virkelig en forskel.

En sjov historie: ”Hvem vil være millionær” søgte engang skilte mennesker. Min ekskone, den listige kvinde, ringede til mig og sagde, ”Steve, vi vil være perfekte til det her”, og jeg tænkte, ”My God, du fik en formue i skilsmissen, og nu vil du have mig til at skaffe dig flere penge”. Så det kom aldrig til at ske. Jeg kunne ellers godt tænkte mig at deltage for rigtig at teste mig selv.

Mit mest mindeværdige øjeblik som quizmaster var, da jeg mødte min forlovede på Waxies for tre år siden. Flot pige med et sødt smil.

Seks gange har folk mødt deres ægtefælle til quiz. Jeg blev inviteret til alle seks bryllupper, fordi jeg mere eller mindre havde ført dem sammen. Og jeg blev faktisk bedt om at lave en quiz til alle bryllupperne. Det er en smuk, social side af quizzen.

En anden god historie: Vi havde en pige, der mødte op til quizzen ret ofte. Hun var senere med i ”Hvem vil være millionær”, hvor hun gjorde det rigtig godt. Hun forklarede sin succes med, at hun kom til quiz på Waxies hver onsdag aften. Så nogen lytter rent faktisk til spørgsmålene. Det var meget tilfredsstillende.

Vi har haft flere stjerner til quizzen. Musikere som Deep Purple og Johnny Madsen. Fodboldspillere som det amerikanske landhold efter en kamp mod Danmark. Og politikere som Nicolai Wammen, der har været her en del.

Pubquiz som genre er populær, fordi det er en social begivenhed, hvor man let kan interagere med både quizmasteren og bordet ved siden af. Jeg har oplevet mange venskaber og forhold opstå gennem quizzen. Danskere er ret reserverede, men så snart de får et par øl, er de dine næste bedste venner. Og så er det dejlige aspekt ved quizzen, at alle kan være med.

Jeg bliver som quizmaster, indtil det ikke længere er sjovt. Og i øjeblikket har jeg the time of my life.

Stephen Hutchings, 53 år

  • Fra Cardiff i Wales
  • Boet i Randers siden 1995
  • For nylig flyttet til Risskov

 

Quizmesterens CV

  • Tidligere arbejdede Steve som glarmester.
  • Hver weekend har han en 24-timers vagt hos Kirkens Korshær i Randers.
  • I omkring 10 år har han arbejdet som quizmaster to aftener om ugen.
  • Onsdag aften er der quiz på Waxies, og torsdag er det på Tír na nÓg.

 

Faste kategorier

  • Nyheder og aktuelle begivenheder udgør 75 procent af indholdet.
  • De resterende 25 procent er generelle emner som historie og geografi.
  • Kategorier såsom sport, film, musik og sladder er altid på programmet.