Moon Dog Film

Moon Dog Film

Alexander Gjerløv Nørgaard og Thomas Enemark Lundtofte brænder for at fortælle historier. I efteråret 2014 tog de derfor springet og startede deres eget filmproduktionsselskab, Moon Dog Film.

Tekst: Katrine Rønje

”Det fede er, at man kan bygge noget op helt fra bunden. Vi er jo fuldstændig fritstillede i forhold til, hvordan vi vælger at gøre det. Og det synes jeg er vildt fedt. Vi har valgt at arbejde med film, fordi vi har en interesse for at fortælle historier,” forklarer Alexander Gjerløv Nørgaard.

Han er 25 år og har en bachelor i dramaturgi fra Aarhus Universitet med tilvalg i film og tv. Her mødte han for tre år siden 27-årige Thomas Enemark Lundtofte, der også havde valgt at kombinere sin bachelor i japanstudier med film og tv. Allerede på tilvalget begyndte de to fyre at producere film sammen. Et samarbejde, der senere skulle vise sig at blive en tomandsvirksomhed.

”Vi har to grene: Den kommercielle del, hvor vi laver virksomhedsfilm og reklamespots, og så arbejder vi på en mere kunstnerisk del med dokumentarfilm og på sigt måske noget fiktion. Målet er at lave film i alle mulige afskygninger,” fortæller Alexander Gjerløv Nørgaard.

Efter tilvalget i film og tv valgte både Thomas Enemark Lundtofte og Alexander Gjerløv Nørgaard at tage en kandidat i medievidenskab, hvor de i efteråret fik en praktikplads på hver sit produktionsselskab.

”Næste skridt efter praktikken var, at vi skulle skrive speciale, og så har man lige pludselig en skov af tid på hænderne. Så det virkede som et perfekt tidspunkt at starte op på. Vi registrerede virksomheden i september, og siden da har vi bare spurtet derud af med at prøve at finde kunder. Vi har tre dokumentarfilm under udvikling, hvoraf vi har søgt midler til to af dem hos Den Vestdanske Filmpulje. Vi satser alt på, at det hele er økonomisk bæredygtigt her om et halvt års tid,” fastslår Thomas Enemark Lundtofte.

Rumgiraf og hundeører
Sideløbende med at skrive hvert sit speciale driver de to studerende deres fælles virksomhed fra Studentervæksthuset i Aarhus Nord. Det er et åbent kontormiljø, hvor Thomas Enemark Lundtofte og Alexander Gjerløv Nørgaard sidder side om side med andre unge iværksættere.

I et mødelokale med computere og papirer spredt ud på bordet tænker de to fyre tilbage på, hvordan filmproduktionsselskabet kom til at hedde Moon Dog Film.

”Vi var i gang med at finde på en masse frygtelige navne. Har vi nogle eksempler?” siger Thomas Enemark Lundtofte og ser spørgende på Alexander Gjerløv Nørgaard, der sidder med en kop kaffe i hånden på den anden side af bordet.

”Rumgiraf,” svarer han og trækker på smilebåndet.

”Ja rumgiraf. Nogle gange, når vi skal brainstorme, så kommer vi hurtigt ind på useriøse områder, hvis vi ikke har noget konkret at forholde os til – når det skal handle om os selv. Det er jo nok noget af det sværeste,” pointerer Thomas Enemark Lundtofte.

”Det der med at vende blikket indad,” tilføjer Alexander Gjerløv Nørgaard.

”Så kan man godt blive bange for det, man ser,” griner Thomas Enemark Lundtofte og fortsætter:

”Men det var faktisk en af vores tidligste kunder, billedkunstneren Mormor, der foreslog det, fordi han havde set et graffititag nede i byen, hvor der stod Moon Dog. Det syntes han lød ret fedt, og det syntes vi også. Så slog vi Moon Dog op, og det refererer blandt andet til et fænomen, der opstår, når lysende områder omkring månen kommer til at ligne, at månden har hundeører. Selve billedet ligner lidt, når man filmer i modlys, og der kommer ’lins flairs’ – den her lysstribe med cirkler. Det var for det meste noget, man forsøgte at undgå førhen, mens det nu er noget, de fleste gerne vil have.”

Månehund med vokseværk
Moon Dog Film befinder sig stadig i opstartsfasen, hvorfor Thomas Enemark Lundtofte og Alexander Gjerløv Nørgaard i høj grad selv opsøger potentielle kunder. De forklarer, at der er en tendens til, at folk ikke ved, at de har et behov for et fedt visuelt materiale.

”Netværksarbejdet er meget afgørende nu her. Men vi er også meget afklarede med, at der selvfølgelig ikke er nogen, som ringer til os. Vi er alt for nye til, at der er kommet kadence på det, men vi oplever, at vi bliver anbefalet,” forklarer Thomas Enemark Lundtofte, og Alexander Gjerløv Nørgaard tilføjer:

”Vi er nødt til at gøre det hele selv. Vi er begge i stand til at føre kameraer og redigere videoer, så det sørger vi for at få til at hænge sammen med familien. Men jeg tror også, vi prøver at arbejde hen imod en model, hvor jeg bliver instruktør, og Thomas kommer til at varetage producerrollen. For på den måde at udvikle hver vores kompetencer samtidig med, at vi har en masse områder, hvor vi har fælles kompetencer, som vi kan trække på.”

De to iværksættere drømmer dog om, at Moon Dog Film med tiden bliver større end en tomandsvirksomhed.

”Vi vil gerne kunne ansætte folk og uddelegere nogle opgaver. Vi vil gerne have nogen, som kan lave motion graphics og nogen, der kan være fotograf. Det kan vi jo godt selv varetage det meste af tiden, men det er klart, det er vi på den anden side heller ikke uddannet til,” forklarer Alexander Gjerløv Nørgaard.

Forbillederne er produktionsselskaberne Zentropa og Nimbus Film, men også DR, der ifølge de to iværksættere, i stigende grad producerer ”nogle rigtig fede ting.”

”Hvis vi kan producere noget, som DR har lyst til at vise her i løbet af 2015 eller 2016, så tror jeg, vi kommer meget tættere på vores mål. Jeg tror, at det med bare at springe ud i tingene, er noget, vi skal blive ved med. Uden at gøre noget dumt,” siger Thomas Enemark Lundtofte kækt og tilføjer:

”Det fede er, hvis vi kan bruge den interesse, vi har for at fortælle historier, og så anvende det i alle de opgaver, vi går til.”