Lucia til vands lyser havnen op

Kajakroere fra hele Østjylland lyser op i den mørke vinteraften til Lucia. I år bliver optoget både til vands og til lands, når de julepyntede kajakker mødes med det store, klassiske Lucia-optog fra VisitAarhus ReThinkers til fælles Lucia-sang ved Dokk1.

Med 100 lysende julepyntede kajakker på vandet og flere tusinde tilskuere omkring Aarhus Ø og Dokk1 de seneste to år, er ‘Lucia i kajak’ blevet en fast juletradition. Nu bliver kajakkerne pyntet op igen på Lucia-aften den 13. december, hvor hele byen er inviteret.

Idéen er hentet i København, hvor kajakklubberne i flere år har lyst kanalerne op ved juletid. I Aarhus bliver alle byens kajakklubber inviteret med til at pynte kajakkerne og ro en tur i mørket med Lucia-sang flere gange på ruten. Der er præmier på højkant til de smukkest pyntede Lucia-kajakker, og igen i år vokser arrangementet.

Lucia til vands og til lands
I år står det store, klassiske Lucia-optog fra VisitAarhus ReThinkers nemlig klar til at mødes med Lucia-kajakkerne, når de ror ind i inderhavnen. Så her er mulighed for at opleve et strålende møde mellem land og vand, når de to Lucia-optog synger fælles Lucia-sang ved Dokk1.

“Sidste år fandt vi ud af, at vi havde brug for lidt mere hjælp til at synge,” fortæller Camilla Quist Laursen fra Aarhus Kano- og Kajakklub og fortsætter: “Så vi har allieret os med det store Lucia-optog på land. Vi håber, det bliver en smuk oplevelse, at Lucia-optog fra vand og land mødes til fællessang.”

Juldamper og lanterneværksted
Som noget nyt i år sejler byens nye Juldamper også Lucia-rundfart, og efter Lucia-sejladsen holder damperen åbent skib på Havnepladsen, hvor man kan komme ombord til julehygge, gløgg og æbleskiver.

Ved Det Lille Hus på Havnen er der igen i år gløgg over bål og lanterneværksted, hvor man kan lave sin egen Lucia-lanterne og være med til at oplyse broen over kanalen. Så det bliver en usædvanlig hyggelig Lucia-aften på havnen.

Optoget starter klokken 18.00 ved Søsporten, hvor Aarhus Kano- og Kajakklub har deres Klubhus. Herefter bliver der roet en runde i Lystbådehavnen, hvor kajakkerne runder Sejlsportscentret og Træskibshavnen, inden de ror ind i kanalen og sætter kurs mod Dokk1. Der er to stop på ruten, hvor der bliver sunget Lucia-sang med hjælp fra kor på land.