Det er noget bøvl at være komikeren Lars Hjortshøj. Blandt andet fordi comedy udvikler sig, hvilket tvinger den 48-årige komiker til konstant at søge nye veje.
Af Brian Mogensen
Mænd i min alder er sådan lidt bedrevidende og kategoriske, og ’Jeg har prøvet det hele’ og hold nu op, hvor er det usympatisk. Den gryde var jeg selv havnet i, og det var bare så utiltalende.”
Ordene er Lars Hjortshøjs. Den 48-årige komiker sidder i en af suiterne på Hotel Royal.
I brunt læder, brune træmøbler og en gennemtrængende fornemmelse af klassisk arbejdsværelse passer han tilsyneladende perfekt ind med sit stilede jakkesæt og sine designerbriller. Men Lars Hjortshøj har smidt jakken og har for længst ødelagt enhver illusion om, at han er ligeså tjekket som de omgivelser, han sidder i.
”Det er dødbesværligt. Jeg har ikke nogen let gang på jorden. Jeg synes, at det er et bøvl at være mig. Halvdelen af min tid går med at sidde og skrive, og det er kedeligt. Det hænger ikke sammen, og jeg bliver ikke færdig. Det er den enormt introverte del af det, og så har jeg den anden del, som er, når jeg går ud og præsenterer. Det er vildt angstfremkaldende, når man skal ud med ting, der lige så godt kunne ligge hjemme i skrivebordsskuffen. Det bliver ikke nemmere med alderen. Bestemt ikke.”
Der er ikke antydningen af klynk. Det er ikke et forsøg på at høste medlidenhed, det er bare en nøgtern erkendelse af, at sådan er det at være tæt på et halvt hundrede år. Det er også afsættet i hans nye show ’Omvendt’. Dagligdagens trummerum og en tilstandsrapport for den tilværelse, han har skabt sammen med familien med villa i Farum og et imponerende CV inden for dansk comedy. Det trivielle og banale er netop, det, der giver Lars Hjortshøj materiale til stadig at være sjov efter 25 år
i branchen.
”Jeg taler om de trængsler, der fylder i mit liv. For en mand, der nærmer sig de halvtreds, med teenagebørn og et godt, slidt ægteskab. Hvad har tilværelsen nu at byde på? Det er jo forbundet med nogle overvejelser. Med mit show nu prøver jeg at gå ned af nogle andre veje, hvor jeg ikke har været før. Stadig med nogle gode solide emner, som rigtig mange af os taler om. Men det er måden, man angriber det på. Det er vinklen, der afgør, om det er sjovt. Folk spørger, hvordan kan jeg, en 48-årig midaldrende mand, stå og lave jokes om sex. Jeg synes nærmest, at jeg har pligt til det. Ja, vi er faktisk nogen, der har sex, efter vi er fyldt tredive.”
Livesjoflerier på Café Jorden
Det var også et forbandet bøvl, da karrieren skulle startes i slutningen af 1980’erne og starten af 1990’erne. Comedy dengang var Finn og Jakob, De Nattergale og Linie 3, men tanken om at optræde live på caféerne var noget ganske nyt i den ellers favnende Aarhus-verden.
”Der var op ad bakke. Jeg har gået rundt på caféer og spurgt ’Må jeg optræde her?’. De havde aldrig hørt om stand-up, så de spurgte: ’Kan du synge og spille?’. ’Næh. Jeg kan fortælle småsjofle jokes i ti minutter.’ Det skulle de ikke have noget af, men jeg blev ved, og på første sal på Café Jorden var så det første sted, jeg optrådte.”
Hvad det helt skulle blive til, var der ikke lagt nogen plan for. Da Lars Hjortshøj begyndte sin karriere som komiker omkring 1990, blev der lagt en masse energi i at skabe en verden for stand up, der dengang var forholdsvis ukendt i Danmark. Den kamp havde gjort, at Lars Hjortshøj ikke på nogen måde forestillede sig, hvor stor stand up ville blive.
Jeg har fået rigtigt mange kilometer i benene ved at optræde i Aarhus.Lars Hjortshøj
”Jeg havde aldrig tænkt på det som en levevej. Men så, da jeg var i USA, så jeg stand up i tv. Jeg havde aldrig set det før, og jeg ved ikke, om jeg vil kalde det en åbenbaring, men jeg blev i hvert fald blæst omkuld af det. Jeg havde ikke ambitioner om at skulle være skuespiller, og jeg kan ikke synge eller spille et instrument. Jeg kan bare godt lide at optræde, så da jeg så det der, tænkte jeg: ’Det er det,
jeg skal’.”
Dengang, først i 1990’erne, var Aarhus knudepunktet for hele det vestlige Danmark. Hvis man ville være noget, skulle man forbi byen, der til gengæld var imødekommende og lod mange komme langt på viljen alene i de år.
”På det tidspunkt havde jeg gået tre år på universitetet, og jeg havde sat et mål, hvor jeg ville se, om jeg kunne leve af comedy i et år. Hvis ikke, så ville jeg tilbage til studierne, hvor jeg læste dansk. Så vandt jeg DM i Stand-up 1992, og jeg kunne se, at hvis jeg skulle forfølge den der ambition, så skulle det ikke være i Aarhus. Det skal ikke lyde arrogant, for jeg har fået rigtigt mange kilometer i benene ved at optræde i Aarhus, men jeg havde et ønske om at prøve mine lyster og talenter af i en større sammenhæng.”
Sex, drugs and comedy
Sammenhængen fandt han i København. I årene inden havde han haft kontakt med nogle af de københavnske komikere. Han prøvede at optræde på steder i hovedstaden, og efter han flyttede til København, begyndte det at tage fart. Stand-up var stadig en spirende industri, men populariteten steg, og når unge mænd bliver nogenlunde succesfulde, skal den slags fejres.
”Der var ikke nogen penge i det. Rigtig mange steder optrådte man for en stor fadøl og en lp-plade. Det varede nogle år, inden at der ligesom også var et publikum. Man glemmer det nogle gange, men jo. Vi levede den der rock’n’roll-livsstil, var i starten af tyverne og havde ikke nogen forpligtelser. Vi var tit afsted. En uge eller ti dage ad gangen. Så var vi lige hjemme og vende og så afsted igen. Vi var jo ikke særlig mange stand-up komikere, så samtidig var det de samme, der turnerede rundt. Det var da et liv, og det var sjovt. Casper (Christensen, red.) og jeg var de første komikere, der optrådte i Aalborg. Det var det første sted, der ligesom tog imod os uden for København, og det var jo cirkus, der kom til byen. Vi levede af comedy, og vi skulle ikke andet. Skrive og optræde. Det var det.”
Vendepunkt på Hovedbanegården
I takt med at tiden gik, og de unge sultne komikere fandt deres plads i verden, begyndte ønsket om mere at melde sig. Samtidig fandt verden plads til dem, og det krævede, at man levede op til de forventninger, der pludselig blev sat foran dem.
Der var ikke nogen penge i det. Rigtig mange steder optrådte man for en stor fadøl og en lp-plade.Lars Hjortshøj
”Der kommer et tidspunkt, hvor man finder noget modenhed og ansvarlighed, for vi var dødambitiøse. At det ikke går, hvis man konstant er plaget af tømmermænd, fandt jeg så ud af. Jeg kan huske, at Casper og jeg var inde på Hovedbanegården i København, hvor de havde sådan en visitkortmaskine. Det var sådan lidt et ’defining moment’, da vi stod der med vores visitkort, hvor der stod ’Stand-up komiker’. Så var det det, man identificerede sig som, og det krævede jo, at man skulle levere.
Så det kan godt være, at vi var og er nogle gøglere, men det har altid været forbundet med noget disciplin. Og i dag får jeg virkelig dårlig samvittighed, hvis jeg ikke laver noget. Det gør man ikke hjemme hos fatter Hjortshøj.”
Seriøsiteten i det absurde
Arbejdsomheden og seriøsiteten for faget gav pote, og i midten af 1990’erne bragte det Lars Hjortshøj i forbindelse med DR, hvor han med tiden kom til at lave mere og mere forskelligt. Siden har han ligesom comedy udviklet sig. Det er eksempelvis blevet til meget andet end bare stand-up. Ligesom i karrierens spæde start i det aarhusianske gav DR plads til at prøve noget nyt af. En af de ting var tv-programmet ’Casper og Mandril-aftalen’, som Lars Hjortshøj lavede med Casper Christensen, og som blev sendt i DR2.
”Mandrillen er jo stort set det, der stadig driver mig. Det er en lyst til at undersøge, hvor det næste grin ligger. I Mandrillen afveg vi fra vores egen tradition, der er båret af en 1-2-3-punchline. Vores mission var mere at undersøge det mere surrealistiske og meningsløse. Hvor ligger komikken, når det ikke er sådan klassisk punchline-orienteret, som stand-up er? Hvad virker inden for sitcom? Min nysgerrighed har taget mig alle mulige steder hen. Der er ting, jeg kun kan lave i radioen, som er underholdende der, men som ikke er det på scenen og omvendt.”
En verden til forskel
Denne søgen har ledt Lars Hjortshøj mange steder hen, og midt i overvejeler om, hvad der er tilbage, må han også indse, at andre ting i livet også udvikler sig. Desværre ikke altid til det bedre. For selvom comedy har til formål at afprøve nogle grænser og rykke ved nogle tabuer, gør en voksende gruppe af mennesker, ifølge Lars Hjortshøj, sig til dommere over, hvad man kan og ikke kan. Hvad der er sjovt, og i højere grad hvad der absolut ikke er.
”Vores nye nationalsport er at blive forargede via de sociale medier. Jeg kom for nylig til at indrømme i radioen, at jeg ofte bruger handicap-toiletter. Gør vi ikke alle sammen det? Men der kom jo et bombardement fra folk, der var rasende på mig. På de handicappedes vegne. Der var ingen handicappede imellem. De handicappede, jeg hørte fra, syntes, at det var meget sjovt. To minutter forinden i showet havde jeg svinet politikere til, men det er folk ligeglade med. Det er altid nogen, der bliver stødt på andres vegne. Rædselsfuldt, ikke? Nogle mennesker bliver også enormt angste, hvis jeg begynder at snakke om indvandrere. Jeg ser det som en måde at inkludere dem på. At integrere dem på. Jeg laver jokes om børn og kvinder og tykke og tynde. Teenagere og indvandrere og hundeejere. Jeg synes, det er værre at blive ignoreret. Så står du virkelig udenfor fællesskabet.”
Integration og inklusion er vigtige elementer, og mens comedy har en masse gode og effektive værktøjer, der kan være behjælpelige i den henseende, skal det heller ikke blive for højtragende. For der er stadig ’kun’ tale om comedy.
”Jeg har ingen intentioner om, at jeg skal ud og flytte folk. Hvis folk går hjem og reflekterer lidt over noget af det vrøvl, jeg har sagt, så er det fint. I de gamle dage havde jeg måske en ambition om, at jeg skulle ud, rent politisk, og få folk til at indse, at det var da helt bims. Den illusion har jeg mistet. Der er ikke noget værre, end en komiker, der prøver på at blive taget seriøst.”
Absurditeten i det seriøse
Comedy har et ganske afklaret formål, og det er tilsyneladende ikke altid foreneligt med den verden, vi lever i. Nogle gange skal man bare indse, at man ikke kan tilfredsstille alle og klø på. For det modsatte er meget værre, mener Lars Hjortshøj.
Jeg har ingen intentioner om, at jeg skal ud og flytte folk. Hvis folk går hjem og reflekterer lidt over noget af det vrøvl, jeg har sagt, så er det fint.Lars Hjortshøj
”I det øjeblik man sætter grænser op, bliver min stillingsbetegnelse ligegyldig. Mange spørger: ’Hvor går grænsen?’, som om det er meget interessant at vide. Det er jo netop vores job. At afsøge, hvor grænserne går. De flytter sig hele tiden. De har jo ændret sig meget siden 1990’erne i forhold til i dag. Det handler jo om at undersøge, hvor grænserne går. For hvis vi ikke er ude at røre ved dem hele tiden, så kan det hele også være lidt ligegyldigt.”
Selvom mørke skyer således trækker sammen i horisonten, er han langt fra klar til at kaste håndklædet i ringen og give op. Der har altid været dem, der ikke er enige i, hvad man kan lave grin med, og Lars Hjortshøj ærgrer sig over denne udvikling. Dog ikke kun på fagets vegne.
”Jeg er ikke så bekymret for comedy, som jeg er for nationen. Det her polerede, puritanske, kønsforskrækkede samfund, vi er ved at udvikle landet til.”
Hvor forargelsen stammer fra, og hvad der har gjort, at den har nået disse proportioner, har Lars Hjortshøj ikke et svar på. Det er blevet dagligdag for dem, der lever af at udtale sig i offentlige fora. De sociale medier har givet alle en stemme, og mange vælger at bruge den til at lade den gjalde imod det, som andre er for. De seneste år har medierne været pakket med diskussioner om ytringsfrihed og retten til at gøre grin med alt og alle.
”Hele denne her debat om ytringsfrihed har jeg jo selv deltaget i. Den kører en lillebitte smule af sporet. For ytringsfrihed bliver lig med, hvad sådan nogle gøglere som mig, og satiretegnere og humorister i øvrigt kan tillade sig. Det, mener jeg, fjerner fokus fra, at ytringsfriheden er til for at beskytte minoriteter, så de kan tale magthaverne imod. Det er jo den fornemste opgave. Hvad komikere siger, er ovre i en lillebitte afkrog, men det har fået vanvittigt megen opmærksomhed, fordi vi er mediepersoner. Vi bliver nødt til at holde fast i, at ytringsfriheden ikke er sat i verden for at beskytte sådan en som mig.”