KULTURGUIDEN // UGE 9

Hver mandag giver vi dig kulturguiden til din uge i Aarhus. Vi har i denne uge valgt arrangementer ud, så der er noget for ørerne, smagsløgene, musiknørderne, kageelskeren og lopperen.

FOR ørerne 

Bands of Tomorrow hylder spirende talenter
Endnu et år og endnu en gang hylder magasinet Bands of Tomorrow musikken under konceptet Bands of Tomorrows Uimodståelige. Denne gang i et udvidet format, da Musikhuset i Aarhus for første gang slår dørene op for en række spirende artister håndplukket af magasinet selv. Bands of Tomorrow elsker at præsentere vækstlaget og morgendagens musik, og på fire forskellige datoer henover foråret, henter holdet bag det danske musikmagasin lovende ungt talent ind til musikhuset. Sidste år gik blandt andet Mekdes, Jasmin og Alva Ravn på scenen i Pumpehusets byhave som en del af samme koncept. Nu er det blevet tid til at udvide konceptet til smilets by og bringe endnu flere upcoming-kunstnere til, hvis musik har én ting til fælles: at den er helt igennem uimodståelig.

Dato: Søndag den 23. februar Tid: 13.00 – 15.00 Sted: Caféscenen, Musikhuset Pris: Gratis

FOR smagsløgene 

International pandekagedag på Salling Rooftop
Findes der noget bedre end lune, nybagte pandekager på en kold vinterdag? Tag din familie eller vennerne under armen og kom i Salling til International Pandekagedag. Her kan du i morgen nyde nybagte dessertpandekager med flere forskellige slags lækre toppings og fyld. Pandekagedagen er en årlig begivenhed, som fast falder den første tirsdag efter påske og opstod oprindeligt som en måde at tømme køkkenet for ”hvide varer” som mel, mælk, æg og sukker inden den 40 dages faste inden påske – ikke at det nogensinde har været nødvendigt med en undskyldning for at spise dem. For børnene er der fine Rasmus Klump tegninger klar til farvelægning, imens der spises pandekager. 

Dato: Tirsdag den 25. februar Tid: 10.00-20.00 Sted: Salling Rooftop Pris: Gratis

FOR MUSIKNØRDEN

GAFFA-prisen vender hjem
Der er dømt underholdningsgaranti, når Melvin Kakooza står i spidsen for GAFFA-Prisen! Han flankeres af manden med Danmarks bedste og blideste radiostemme Carsten Holm, der vanen tro stiller de skarpe spørgsmål til artisterne fra bagscenen. GAFFA-Prisen har 10-års jubilæum næste år, og derfor er det nærliggende, at prisuddelingen for første gang nogensinde afholdes i Aarhus – Byen, der både er oprindelsessted og hjemby for Skandinaviens største musikmagasin. Musikhusets Store Sal skal danne rammen om GAFFA-Prisen, der i allerhøjeste grad er et show, hvor musik og ikke mindst livemusik er i fokus, når blandt andet Dizzy Mizz Lizzy, Vola og When Saint Go Machine går på scenen. Ud over fantastiske liveoptrædener, skal der naturligvis uddeles en lang række priser til de artister, der har klaret sig godt i 2019.

Dato: Onsdag den 26. februar Tid: 18.00 Sted: Musikhuset Aarhus Pris: 320 kroner

FOR den søde tand

Aarhuskagen-konkurrence i Bruuns Galleri 
I den gode s(m)ags tjeneste afholder Bruuns Galleri for tredje år i træk stor kagekonkurrence, hvor årets Aarhuskage bliver fundet. Efter at kagerne er blevet bedømt, og vinderne kåret, sælges alle kagestykkerne i den gode sags tjeneste. Bruuns Galleri donerer ubeskåret pengene for salg af kagerne til velgørenhed. I 2018 var det Børn, Unge & Sorg som modtog donationen, og i 2019 var det Danske Hospitalsklovne. Du kan enten deltage som kagebager og deltage med chance for at vinde flotte præmier, eller blot komme og få lidt til den søde tand. Kagerne bedømmes af et dommerpanel bestående af blandt andet TV-personligheder kendt fra kageprogrammer.

Dato: Søndag den 1. marts Tid: 12.00 Sted: Bruuns Galleri Pris: Gratis

FOR lopperen  

Kæmpe loppemarked på Godsbanen
Opsnus guld fra gemmerne og gør en god handel, når det store loppemarked, Habengut Marked, finder sted i weekenden. Der vil være godt 70 stande propfyldt med loppefund så som møbler, retro, vintage, nips, tøj, finurligheder, smykker, stort og småt og alt mellem himmel og jord. Så kom forbi og gør et kup, når der hver dag sættes nye lopper frem. Der er café med både kaffe, kage og sandwiches.

Dato: Lørdag den 29. februar og søndag den 1. marts Tid: 10.00 – 16.00 Sted: Den Rå Hal, Godsbanen Pris: 20 kroner i entré (børn under 12 gratis)