Hver mandag giver vi dig kulturguiden til din uge i Aarhus. Vi har i denne uge valgt arrangementer ud, så der er noget for ørerne, rejselysten, designelskeren, hjernen og øjnene. 

For Ørerne

Alex Vargas tryllebinder Train 
De seneste to år har sangeren Alex Vargas tryllebundet publikum på både små københavnske spillesteder, skovbunden på Smukfest og Royal Arena, men også i udlandet har den karismatiske kunstner imponeret. Lørdag den. 2. marts spiller han igen live, og du kan opleve ham sammen med det dansk-islandske musikhåb David44 på Train i Aarhus. Glæd dig til at opleve rummet blive fyldt med fornyende og brandvarme sangstemmer.Dato: Lørdag den 2. marts Tid: 21.00-23.00 Sted: Train Pris: 325 kroner.

For rejselysten

Mellemkrigstiden rammer Aarhus
Kriserne, kulturen og kunsten brager afsted i mellemkrigstiden. Udforsk perioden, når Folkeuniversitetet for ottende gang afholder Århundredets Festival. I år er temaet mellemtiden, og du kan tage på rejse tilbage i historien, når mere end 100 arrangementer finder sted rundt omkring i Aarhus by. Festivallen løber af stablen fredag den 1. marts, og frem til den 10. marts kan du glæde dig til at opleve vildmarksbade, svævefly, nøgenhed, vidensbif og intelligente cocktails.Dato: Fra fredag den 1. marts til søndag den 10. marts Tid: Flere tidspunkter Sted: Aarhus  Pris: Afhængigt af arrangement. 

For designelskeren

Designmarked i Elværket 
Tag til Form Designmarked V2, og gå på opdagelse blandt mere end 30 kunstnere og designstande. Oplev blandt andet den talentfulde kunstner Phuc Van Dang, Bach Design og Piece of Denmark. Ud over oceaner af designs kan du fornøje dig med livemusik af Deer Fist, mens de mindste kan fejre fastelavn. Slå katten af tønden, dyst i design af fastlavnsmasker eller deltag i lotteriet, hvor I kan vinde præmier for over 5000 kroner. Form Designmarked sætter rammerne for en lørdag med tid til hygge og fordybelse.

Dato: Lørdag den 2. marts  Tid: 10.00-17.00 Sted: Elværket Åbyhøj, Thorsvej 4, 8230 Aarhus Pris: Gratis.

For hjernen

Lars Christiansen efter slutfløjtet
Med 5.499 mål for landsholdet og Flensburg-Handewitt er Lars Christiansen en af de mest succesrige håndspillere i dansk håndboldhistorie. I denne uge kan du opleve Lars Cristiansen i et hudløst ærligt foredrag, hvor han lukker publikum helt tæt og fortæller anekdoter fra håndbolduniverset. Udover sjove historier fra EM- og VM slutrunder, fortæller han om det svære spørgsmål, som mange sportsstjerner kæmper med, når stilheden efter sidste slutfløjt indfinder sig, nemlig; hvad så nu? Glæd dig til et underholdende, ærligt foredrag, hvor publikum også får lov til at stille spørgsmål i den såkaldte “speed-spørgerunde”.Dato: Torsdag den 28. februar Tid: 19.00-21.00 Sted: Hermans, Tivoli Friheden  Pris: 259 kroner.

For øjnene

DOCS & TALKS film- og forskningsdag
Oplev to tankevækkende arrangementer, når Øst For Paradis tirsdag byder indenfor til dokumentarfilm og debat. Glæd dig til at opleve den prisvindende dokumentar Island of the Hungry Ghosts, der berører migration og asylpolitik i Australien. Bagefter viser de den oscarnominerede film Of Fathers And Sons, der skildrer familielivet blandt al-Nusra krigere i det nordlige Syrien. Bag arrangementet står Dansk Institut for Internationale Studier, og sammen med forskere fra Aarhus Universitet og Læger Uden Grænser vil de efter forestillingerne diskutere og perspektivere filmenes højaktuelle temaer og lægge op til debat. Dato: Tirsdag den 26. februar Tid: 14.00-17.00 Sted: Øst for Paradis  Pris: Fra 85 kroner.