Hver mandag giver vi dig kulturguiden til din uge i Aarhus. Vi har i denne uge valgt arrangementer ud, så der er noget for ørerne, hjernen, debattøren, pengepungen og for julestemningen. 

For ørerne

Koncert med Lihme
På onsdag kan du nyde en stemningsfuld aften i selskab med singer-songwriter Lihme. Under titlen ‘Lyt’ inviterer spillestedet Radar og Ungdomskirken UngK til en sjælfuld koncert med musik inspireret af blandt andre Lykke Li, Feist og Sia. Lihmes univers har en gennemgående akustisk vibe krydret med elektroniske elementer. I maj udsendte Lihme sin første single ‘Free Fall’ og arbejder i øjeblikket på en EP-udgivelse, der udkommer primo 2019. Oplev det nye aarhusianske talent ved UngK på Nørre Alle.Dato: Onsdag d. 28. november   Tid: 20.00 – 00.00   Sted: UngK, Nørre Alle 23   Pris: 50 kr.

 

FOR hjernen   

Foredrag med Leonora Christina Skov
Glæd dig til et spændende foredrag med forfatter Leonora Christina Skov, når hun på onsdag taler om musikken som inspirationskilde til hendes skriveproces. Specielt i hendes nyeste roman ‘Den der lever stille’ har musikken spillet en afgørende rolle. Bestsellerforfatteren er musiknørd og CD-entusiast og deler ud af sine bedste musikoplevelser og anbefalinger, der ligger forholdsvist langt fra mainstream. Det er alt fra obskur indie over shoegaze til singer-songwriting og klassisk musik. Bliv klogere på Leonora Christina Skovs forfatterskab og bliv inspireret musikalsk. 
Dato: Onsdag d. 28. november  Tid: 16.30 – 18.00  Sted: Dokk1  Pris: 50 kr. 

 

For debattøren  

Film og debat hos Øst for Paradis
Hetz mod journalister og lovgivninger, der begrænser ytringsfriheden, er ikke længere forbeholdt verdens diktatorer. Det eksisterer også i EU-lande som Polen, Ungarn og Slovakiet. Denne mandag eftermiddag viser Øst for Paradis dokumentaren ‘Courage – journalism is not a crime’. Filmen leder op til en efterfølgende debat i selskab med dokumentarens instruktør, Tom Heinemann, menneskerettighedseksperten Gulnara Akhundova og polsk undersøgende journalist Tomasz Piatek. Her tager de fat på de mange problematikker, der opstår i forbindelse med presse- og ytringsfrihed. Dato: Mandag d. 26 november Tid: 16.30 – 18.30  Sted: Øst for Paradis  Pris: Gratis

 

For pengepungen 

Bagagerumsmarked på Godsbanen
På lørdag kan du gøre et kup, når Godsbanen åbner op for det traditionsrige bagagerumsmarked. Her kan du købe alt det, du lige står og mangler til gode priser. Som altid er der rig mulighed for at slå en god handel af med de sælgende. Udvalget er stort i de mange boder. Om det er legetøj, keramik, smykker eller noget helt tredje, så er der noget for enhver smag. Tag vennerne eller familien med til en hyggelig eftermiddag på jagt efter brugte skatte.  Dato: Lørdag d. 1. december Tid: 10.30 – 15.00  Sted: Godsbanen  Pris: Gratis

 

For julestemningen

Gospelkor synger julen ind på ARoS
På lørdag er det d. 1. december, og i den anledning synger Jyllands største gospelkor julen ind på ARoS. De 270 gospelsangere fra Aarhus Gospel Singers er fordelt ud på museets mange etager. Her synger de smukke salmer som blandt andet Ingemanns ‘Dejlig er Jorden’, hvor også publikum invitereres til at synge med. Koret er ledet af Rune Herholdt, og de vil optræde to gange af 20 minutters varighed. Få skudt julemåneden godt i gang med dejlig julemusik fra det aarhusianske gospelkor. Dato: Lørdag d. 1. december  Tid: 14.00 – 15.30   Sted: ARoS   Pris: Gratis