Hver mandag giver vi dig kulturguiden til din uge i Aarhus. Vi har i denne uge valgt arrangementer ud, så der er noget for ørerne, smagsløgene, øjnene, pengepungen og for den internationale.

For ørerne

Talib Kweli på VoxHall
På lørdag står den amerikanske rapper Talib Kweli klar på scenen på VoxHall. Talib Kweli er en poetisk, intelligent og eftertænksom rapper, der gennem to årtier har opnået stor anerkendelse på den amerikanske rapscene. Den seneste tid har blandt andet budt på samarbejder med navne som Kanye West, Just Blaze og Pharrel Williams. Siden karrierens start i 2002 har han udgivet syv albums, hvor det seneste ‘Radio Silence’ fik stor ros. Nyd en aften i selskab med den talentfulde rapper, der uden tvivl vil sætte gang i dansegulvet. Dato: Lørdag d. 10. november  Tid: 20.00 – 23.00  Sted: VoxHall  Pris: 255 kr.

 

FOR smagsløgene   

Snapseværksted på Aarhus Central Food Market
Julen nærmer sig, og allerede nu er tiden kommet til, at årets julesnaps skal brygges. På Aarhus Central Food Market kan du brygge din egen snaps og blive oplært af Aarhus’ måske største snapsentusiast Jan Kristiansen. Med ingredienser som blandt andet gran, vanilje, æble, citron og appelsin kan du kreere din helt egen og personlige julesnaps. Snapseværkstedet er for alle. Både garvede snapsemagere og nybegyndere inden for den store snapseverden. Tag venner eller familie med til en dag i julesnapsens tegn. Dato: Søndag d. 11. november  Tid: 13.00 – 14.00  Sted: Aarhus Central Food Market  Pris: 225 kr. 

 

For øjnene 

Teaterkoncert i papir
Tag med på en intens rejse ind i en teaterverden lavet af papir. Teaterkoncerten ‘The Flood’ er bygget op omkring otte udvalgte sange af den engelske musiker Peter Gabriel. Sangene er formidlet i et poetisk billedsprog og forholder sig til alt fra politik, miljø, globalisering og kærlighed. Peter Gabriels sange har fungeret som inspiration til den smukke iscenesættelse i papir. Den flotte scenografi er produceret af Papirteatret Meklenborg, der ønsker at viderføre papirteater-traditionen i samspil med nulevende kunstnere inden for billedkunst, litteratur og musik. Oplev den flotte miniature-teaterkoncert på Teatret Katapult.   Dato: Tirsdag d. 6. november – lørdag d. 10. november  Tid: 19.30 – 20.00 (lørdag: 16.30 – 17.00)  Sted: Teatret Katapult  Pris: 90 kr. (studerende/under 25 år: 50 kr.)

 

For pengepungen

Bagagerumsmarked på Godsbanen
På lørdag kan du gøre et kup, når Godsbanen åbner dørene op for det traditionsrige bagagerumsmarked. Her sælger private ud af deres brugte egendele, som ikke længere kan finde plads i hjemmet. Markedet byder på alt fra møbler, tøj, keramik og smykker og emmer af nostalgi og retrovarer. Der er gratis entré og gode muligheder for at slå en handel af hos de sælgende. Oplev det rå og kreative miljø på Godsbanen og gå på jagt efter brugte skatte, der bare venter på at få nyt liv. 
Dato: Lørdag d. 10. november  Tid: 10.30 – 15.00   Sted: Godsbanen   Pris: Gratis

 

For den internationale  

Polsk 100 års jubilæum på Godsbanen
Hvor meget ved du egentlig om Polen? Kampagnen ‘Fall in love with Poland’ er et frivilligt initiativ, der viser Polen frem for danskerne. Polen er nemlig meget mere end vodka og billig arbejdskraft. Det et land fyldt med kultur og traditioner, som de fleste danskere ikke kender til. I år kan landet fejre 100 års jubilæum for selvstændighed, og i den anledning kan du på søndag møde et hav af polske traditioner på Godsbanen. Du kan blandt andet smage traditionel polsk mad, opleve polsk musikkultur og se landets enestående folkedragter. Kom nærmere den polske kultur og vær med til at bringe danskere og polakkere tættere sammen.
Dato: Søndag d. 11. november  Tid: 12.15 – 18.00  Sted: Godsbanen  Pris: 30 kr.