Hver mandag giver vi dig kulturguiden til din uge i Aarhus. Vi har i denne uge valgt arrangementer ud, så der er noget for nysgerrigheden, gyset, danskeskoene, oplevelsen og en god sag.

For ørerne

Intimkoncert med Phlake
Phlake har efterhånden cementeret deres status på den danske musikscene med flere udsolgte koncerter, en god håndfuld hits samt det faktum, at bandet var det mest spillede navn på P3 i både 2016 og 2017. I dette efterår åbner Phlake dørene op til en anderledes koncertoplevelse med titlen ’Can We Talk?’. Musikhuset vil danne rammen for intimkoncerten, og her vil Phlake præsentere deres musik på en ny og udfordrende måde, hvor publikum kan forvente en oplevelse med musikken i fokus og uden stress.Dato: Torsdag d. 1. november   Tid: 20.00 – 22.00   Sted: Musikhuset   Pris: 215 kr.

 

For kreativiteten 

Håndarbejde og håndbajere på Godsbanen
’Håndarbejde og håndbajere’ er en ny lille klub på Godsbanen, hvor konceptet ganske som navnet er meget simpelt. Man mødes, tænder nogle stearinlys, sætter en jazzplade på, knapper en pilsner op og går i gang med at lave et lille finurligt håndarbejdsprojekt. Denne torsdag er det tredje gang, at ’Håndarbejde og håndbajere’ bliver afholdt, og her vil deltagende få lov til at give sig i kast med papirmarmorering. Lis Fristed, der til dagligt arbejder som vejleder i Godsbanens Tekstilværksted, vil være behjælpelig og instruere de deltagende i de grundlæggende teknikker. Når kurset er omme, har hver deltager materialet til en helt unik og håndlavet kærlig hilsen til én, som man holder af. ’Håndarbejde og håndarbejdere’ handler ikke om at lave den dybe tallerken – men om den gode, gamle danske håndarbejdstradtion – nu med øl, saltstænger, jazz og DIY-klassikere med et twist.
Dato: Torsdag d. 1. november   Tid: 16.30 – 18.00   Sted: Godsbanen   Pris: 120 kr. 

 

FOR nysgerrigheden  

Jan Grarup på Dokk1
Oplev krigsfotograf Jan Grarup, når han fører os med ind i sin fire kilo tunge bog ’And then there was silence’. Bogen er et fotografisk monument over den danske krigsfotografs årtier lange arbejde som fotograf i nogle af klodens absolut værste krisezoner. Med foredraget giver Jan Grarup et bundærlig og højst personligt indblik i verdens konflikter, ligesom han også fortæller, hvordan han har fotograferet, udvalgt og skabt æstetik i en bog, der viser nogle af de værste sider af verden, men som dog også indeholder glimt af håb, kærlighed, omsorg og overlevelse.

Dato: Mandag d. 29. oktober   Tid: 19.00 – 21.00   Sted: Dokk1   Pris: 195 kr. 

 

For de øltørstige 

Åbning af ny jazz- og ølbar i Aarhus
Nu er der gode nyheder for de øltørstige- og jazzglade! Fra den 1. november åbner Aarhus’ nye jazz- og ølbar i lokalerne på Nørreport 8. Baren hedder Erlings jazz- og ølbar, hvor besøgende altid kan finde kolde øl på fad og lækker jazz fra både husklaverets tangenter og pladespiller. Baren kører med 10 fadølshaner, som har skiftende sortiment. Så hvad enten man er til en god IPA, en kulsort stout, en syrlig geuze eller en helt almindelig pilsner, er Erlings stedet! På selve åbningsdagen åbnes dørene klokken 15, hvor folk bydes velkommen med 200 liter gratis friskbrygget IPA. Når klokken slår 17.00, ringes der med klokken, og endnu en gratis omgang sendes over disken. Husklaveret indvies klokken 20.00 ved den lokale jazzpianist Martin Vollertsen.

Dato: Torsdag d. 1. november   Tid: 15.00 – 03.00   Sted: Nørreport 8    Pris: Gratis

 

For DE NYSGERRIGE

Unik koncertoplevelse med Ellie
Få en unik koncertoplevelse, når det lokale Aarhusband Ellie giver koncert i et privat hjem. Det er koncertportalen low-fi, som arrangerer koncerten, og deres formål er at promovere upcoming bands og alternative spillesteder. Med koncerten kan publikum forvente en intim og unik oplevelse, hvor Ellie med deres lydbillede har en mission om at bringe rockens klassiske dyder frem i et mere moderne lys. Ellies lyd sammenlignes med bands som Father John Misty og The War on Drugs. Der er kun plads til 20 publikummer.Dato: Lørdag d. 20 oktober   Tid: 12.30 – 17.30   Sted: Universitetsparken   Pris: 50 kr. og 75 kr.