KULTURGUIDEN // UGE 40

Hver mandag giver vi dig kulturguiden til din uge i Aarhus. Vi har i denne uge valgt arrangementer ud, så der er noget for fordybelsen, Institut for (X), ørerne, sanserne og hjernen.

For fordybelsen   

Doku i Domen 10-års 
Aarhus nye dokumentarklub, Doku i Domen, afholder i samarbejde med Mellemfolkeligt Samvirke sit første event. Aftenens tema er ‘erindring og barndom,’ og første film på programmet er Aslaug Holms dokumentar ‘Brødre,’ hvor han skildrer sine sønners opvækst gennem otte år. En poetisk fortælling om hverdagsliv, relationer og drømme. Hvad husker vi fra vores barndom, og hvilken betydning har dokumentation for vores fortid, nutid og fremtid? Det er nogle af de spørgsmål, der vil blive debatteret i den efterfølgende dialog. 

Dato: Mandag den 30. september Tid: 19.00 Sted: Domen Pris: Fri entré  

For institut for (x) 

Jubilæumsfest på Godsbanen
Menuen står på god stemning og højt humør hele weekenden, for Institut for (X) ved Godsbanen kan i weekenden fejre sin første runde fødselsdag. Siden de slog dørene op for første gang i 2009, er instituttet blevet en institution i Aarhus. Weekenden i gennem bliver det første årti fejret, og du kan blandt andet deltage i festivitassen lørdag aften. Her vil MADMOR stå for maden og drikkevarerne, og YCHWU vil med en blanding af reggae, dancehall, hiphop og dub lokke folk på dansegulvet. 

Dato: Lørdag den 5. oktober Tid: 18.00 Sted: Institut for (X), Godsbanen Pris: Fri entré. 

For ørerne 

Lyd+Litteratur Festival 
Lyd+Litteratur er en festival og udgivelsesrække i spændingsfeltet mellem litteratur, musik og lydkunst. Til festivalen kan du opleve hele tre verdenspremierer, når William Kudahl, Silja Henderson & Excelsior og Peter-Clement Woetmann & Jaleh Negari alle præsenterer helt nye værker. Du kan også opleve forfatter og tidligere dramatiker ved Aarhus Teater, Peter-Clement Woetmanns, der over to dage og med to forskellige musikere vil undersøge, hvordan litteraturen udfolder sig i forskellige musikalske udtryk. 

Dato: Fredag den 4. – lørdag den 5. oktober Tid: Fra 20.30 begge dage Sted: Radar Pris: Begge dage: 150 kr. – én dag: 100 kr. 

For sanserne  

Art Weekend Aarhus 
Kunsten vil poppe op i dit aarhusianske byrum, når Art Weekend rammer Aarhus i weekenden. Kunsten vil flyde ud fra byens mange museer, gallerier og kunstværksteder og ud i gadebilledet, så det kan være, at din favorit kaffebar, din ølbar eller din løbesti er blevet genstand for en kunstnerisk overhaling. Art Weekend Aarhus er til for at hylde den kunstneriske mangfoldighed i Aarhus, og for at afmystificere byens kunstrum. Der vil være udstillinger og arrangementer i hele byen, så tag afsted og stift bekendskab med kunsten og nogle af byens mange spændende kunstnere. Om fredagen er der åbningsfest på Kunsthal Aarhus, hvor der kan købes mad og drikke til favorable priser.  

Dato: Fredag den 4. – søndag den 6. oktober Tid: Arrangementer og udstillinger hele weekenden Sted: Aarhus C Pris: Flere arrangementer med fri entré.  

For hjernen

TED kommer til Aarhus
Har du også brugt utallige timer på at se de inspirerende TED Talks på nettet? Nu har du muligheden for at opleve det live. TED kommer nemlig til Aarhus. Ud fra ånden ‘ideas worth spreading’ har TED skabt programmet TEDx, som er lokale selvorganiserede events. Det bliver et event fyldt med live talks, optrædener og interaktive oplevelser, der vil udfordre, underholde og inspirere dig. 11 forskellige og engagerede speakere vil gøre dig klogere på alt fra teknologi til underholdning og design. 

Dato: Lørdag den 5. oktober Tid: 10.00-19.30 Sted: CentralværkstedetPris: 495 kr.