Hver mandag giver vi dig kulturguiden til din uge i Aarhus. Vi har i denne uge valgt arrangementer ud, så der er noget for ørerne, ølentusiasten, litteraturelskeren, øjnene og for stjernekiggeren.

FOR ørerne   

Release party på ARoS
Vestbo Trio har de senere år markeret sig med deres karakteristiske bud på instrumental musik. Nu er trioen klar med deres helt nye album ‘Gentlemen’, og i den forbindelse inviterer de på lørdag til release party på ARoS. Her vil de optræde med deres helt nye numre og give publikum en smagsprøve på, hvad deres nye album byder på. ARoS caféen vil være åben, så du kan nyde kage og kaffe til musikken. Så sæt eftermiddagen af til en spændende trio, der inviterer dig ind i et nyt musikunivers.Dato: Lørdag d. 12. januar   Tid: 14.30 – 17.00   Sted: ARoS   Pris: Gratis

For ølentusiasten 

Ølsmagning på Aarhus Bryghus
I morgen inviterer Aarhus Bryghus på ølsmagning og efterfølgende rundvisning. Her kan du høre om alt fra gæringsprocesser til de forskellige øls ingredienser, temparaturer og smage. Du vil også høre nærmere om bryggeriets egen historie og tankerne bag de mange forskellige øl. Du vil smage tre øl direkte fra tanken og tre øl fra enten fad eller flaske. Er nogle af øllene faldet i din smag, har du til sidst mulighed for at købe dine favoritter med hjem.  Dato: Tirsdag d. 8 januar   Tid: 18.00- 19.30   Sted: Aarhus Bryghus, Gunnar Clausensvej 26   Pris: 120 kr.

For LITTERATURELSKEREN 

Kongens Fald på Aarhus Teater
KONGENS FALD blev hånligt kaldt en knaldroman, da Johannes V. Jensen udgav den i 1901. Fuld af dramatiske passager, spækket med øm og vild erotik, desperation, vold, voldtægt, mord, hestepartering med lysende indvolde og henrettelser med blodsmurte hoveder hoppende hen ad brostenene. Men romanen er for længst kanoniseret som et mesterværk og det 20. århundredes bedste danske roman, og nu giver Aarhus Teater den for første gang liv på teaterscenen i samarbejde med Det Kongelige Teater.

Dato: Torsdag den 10. januar   Tid: Mandag-fredag: 19.30 / lørdag: 16.00 Sted: Aarhus Teater   Pris: 60 – 390 kr.

For øjnene 

Livet, hvor svært kan det være
Hele ugen kan du på Teatret Svalegangen se den poetiske og humoristiske komedie ‘Livet, hvor svært kan det være’. Komedien følger livet set gennem et livslangt venskab. Vi følger vennerne Tom og Alex fra de dør til deres allerførste møde i barndommen. For historien fortælles baglæns og er et rørende tidsportræt om det, vi kæmper med igennem et liv. De velkendte skuespillere Henrik Lykkegaard og Niels Ellegaard spiller de to hovedroller og sammen giver de publikum en morsom og eftertænksom aften om livet og dets mange udfordringer.Dato: Torsdag d. 3. januar – lørdag d. 12. januar   Tid: mandag-fredag: 19.30 – 21.00 / lørdag: 16.00 – 17.30   Sted: Teatret Svalegangen   Pris: 195 kr. / studerende: 97,5 kr. 

For stjernekiggeren 

Astronomi på Ole Rømer Observatoriet
På fredag åbner Ole Rømer Observatoriet op for deres populære stjerneforevisninger i 2019. For bare 25 kroner kan du opleve en stjernefyldt aften i selskab med en astronomi-formidler fra Science Museerne. Han vil fortælle alt, hvad der er værd at vide om stjernebilleder og moderne astronomi. Du får også en rundvisning i det store observatorium, hvor du kan høre nærmere om observatoriets historier og se de imponerende teleskoper. Oplev en stemningsfyldt aften i det over hundrede år gamle observatorium i det sydlige Aarhus. Dato: Fredag d. 11. januar   Tid: 21.00 – 22.30   Sted: Ole Rømer Observatoriet   Pris: 25 kr.