Hver mandag giver vi dig kulturguiden til din uge i Aarhus. Vi har i denne uge valgt arrangementer ud, så der er noget for ørerne, forårsfornemmelsen, kaffeelskeren, påskefejringen og familiehyggen. 

For ørerne 

NOAH og Rasmus Walter til Fed Fredag
Oplev årets første Fed Fredag koncert i Tivoli Friheden, der byder på intet mindre end to kunstnere. Denne fredag kan du glæde dig til musik fra popstjernen NOAH, der siden 2012 har leveret den ene dansksprogede hitsingle efter den anden. Oplev også den talentfulde sanger Rasmus Walter, der med fire soloalbum i ryggen, glæder sig til at spille en nærværende koncert for publikum. Med både nye numre og fornyet sult garanterer de to talentfulde kunstnere for en festlig aften.

Dato:
 Fredag den 19. april Tid: 20.00 Sted: Tivoli Friheden Pris: 135 kroner.

For forårsfornemmelsen 

Planteparadis med forårsfrø
Eksotiske stueplanter, duftende urter, hængeplanter, blomster og frø. Det er blot et udpluk af, hvad der venter dig til plantemarked i weekenden. Her forvandles Godsbanen til et planteparadis i en helt særlig forårsversion. Glæd dig til at opleve et designmarked fyldt med enestående planter og grønt, ligesom du kan gå på opdagelse blandt boder med plantekasser, haveredskaber, krukker, keramik og grafik. Plantemarkedet er både for den helt store plantenørd, den der har brug for plantebasics og dig, der bare nyder grønne omgivelser.

Dato: Lørdag den 20. april 2019 Tid: kl. 10-16 Sted: Godsbanen, Den Rå Hal Pris: éntre 20 kroner.

For Kaffeelskeren 

Historier fra en kaffefarm
Siden 1600-tallet har den mørke, smagsfulde kaffebønne og -drik sat sine indtryk på danskerne. Som samlingspunkt og nydelsesmiddel. Hver eneste dag nyder flere tusinde mennesker en god kop kaffe, men hvad ved du egentligt om drikken, kaffefarmene og folkene, der står bag? Det kan du blive meget klogere på påskedag, hvor du kan tage med på en spændende rejse ind i den mere end hundrede år lange historie om kaffefarmen Hacienda Misiones i Columbia. En farm, hvor der både er fokus på menneskerne bag, naturen og kaffebønnen. Lyt til fortællinger om farmens seneste tiltag med ‘sustainable farming’, sociale tiltag og produktion af højkvalitets specialkaffe i bjergområdet Cundinamarca. Imens, kan du nyde en kop kaffe og nybagt surdejsbolle med ost fra Arla Unika med god samvittighed. Overskuddet går nemlig udelukkende til nye bøger til kaffefarmens skolebørn. Glæd dig til at lytte til de spændende historier, der bliver fortalt af farmejeren Michael Tauchert. Oplægget er på engelsk, og undervejs vises der fantastiske hverdagsbilleder fra farmen.
Dato: Søndag den 21. april Tid: 09.30-11.00 Sted: Aarhus Street Food Pris: 70 kroner. 

For påskefejringen 

Aarhus’ vildeste påskefest
Helligdagene op til påsken hidkalder som regel Aarhus’ mange døtre og sønner. De skal hjem til påskefrokost, påskejagt og ikke mindst påskefest. Bernhardt Natklub inviterer som traditionen tro indenfor til Aarhus’ vildeste påskefest i samarbejde med EBK Events. Sammen sætter de rammerne for den perfekte måde at ønske god påske på. Glæd dig til sprød musik, cocktails, oceaner af vildskab, fest og kærlighed. Som sædvanligt hos Bernhardts Natklub gemmer der sig også et par overraskelser i løbet af aftenen, så du med garanti får en festlig påske.

Dato: Torsdag den 18. april Tid: 23.00-05.00 Sted: Bernhardts Natklub Pris: 60 kroner.

For familiehyggen

Aktiv ferie i DGI-Huset
I skolernes påskeferie bliver DGI-Huset forvandlet til et kæmpe legeland for de legesyge sjæle. Her kan hele familien få en sjov dag fyldt med aktiviteter. Hop løs i hoppeborgen, højt på trampolinerne eller tag springet ned i den bløde springgrav. I kan også udfordre højderne på klatrevæggen eller fornøje jer med boldspil og badminton. I DGI-husets legeland er der plads til alle uanset alder. De voksne, som ikke leger kan slå sig ned i caféen, der byder på gratis kaffe og wifi. Når sulten melder sig, er der også gode tilbud på lækre hjemmelavede retter til både børn og voksne.
Dato: Mandag den 15. april til søndag den 21. april Tid: 10.00-16.00 Sted: DGI-Huset Pris: entré 75 kroner pr. person/ugebillet 199 kroner (børn under 2 år gratis)