Hver mandag giver vi dig kulturguiden til din uge i Aarhus. Vi har i denne uge valgt arrangementer ud, så der er noget for ørerne, hjernen, øjnene, smagsløgene og festglæden. 

For ørerne

Katedralsamtale med Loveless
Oplev far og søn, James og Shaka Loveless, når de tirsdag tager os med på en musikalsk rejse. Rejsen starter i de amerikanske sydstater, hvor James Loveless voksede op med en stærk tilknytning til den lokale kirke, musik og sang. Gennem samtale fører de os på tværs af landegrænser, racer, kulturer og religiøse traditioner. De fortæller, hvordan Shaka Loveless, ligesom faren, omfavnede musikken og brød igennem med sangen ‘Tomgang’. Publikum kan glæde sig til at overvære en samtale, der udover historier byder på smukke musikalske smagsprøver.Dato: Tirsdag den 12. marts Tid: 19.30 Sted: Aarhus Domkirke Pris: Gratis.

For hjernen

Diagnose eller opdragelse

Ann-Elisabeth Knudsen har specialiseret sig i neuropsykologi og hjerneforskning. På torsdag kan du blive klogere på børns hjerner, når Ann-Elisabeth Knudsen holder foredrag i Aarhus. Med en kritisk tilgang til diagnoser tager hun blandt andet stilling til om børn, der helst vil lege alene lider af Aspergers Syndrom eller i virkeligheden bare er umodne. Hun fortæller om børns forskellige udgangspunkter, og om at opdragelse skal tilpasses derefter. For Ann-Elisabeth Knudsen kan man ikke tale om arv eller miljø, for hjerner udvikler sig, som de bliver påvirket til. Glæd dig til et lærerigt foredrag med en humoristisk tone.

Dato: Torsdag den 14. marts  Tid: 19.00-21.00 Sted: Dokk1 Pris: 150 kroner. 

For Øjnene

Emil fra Lønneberg i Aarhus
“EEEMIIIL,” råber Anton Svendsen, så hele Katholt runger. Husker du fortællingen om Emil fra Lønneberg, der er fuld er gode ideer, som desværre ofte ender galt? I denne uge kan du opleve en ny version af Astrid Lindgrens folkekære fortælling. Musikhuset slår dørene op til en forestilling  i en indbydende musikalsk ramme og med gang i teaterlegen.  Publikum kan glæde sig til et gensyn med de enestående skarnsstreger, Tyttebær-Maja, suppeterrinen, Ida i flagstangen og mange flere. Dato: Lørdag den 16. marts Tid: 16.00-18.00 Sted: Musikhuset, Aarhus Pris: Fra 145 kroner.

For smagsløgene

Mesterskaberne i blindsmagning af rom

Er du på hjemmebane i rom-verdenen og god til at smage forskel, kan du i denne uge stille op i Romhattens Mesterskab i rom-blindsmagning. Sæt din viden om rom på spil og blindsmag syv forskellige rom. Dyst mod 17 andre hold af to personer, og glæd dig til en sjov, lærerig og spændende eftermiddag. Går du hele vejen kan du sammen med æren som årets blindsmager vinde to eksklusive romaftapninger og gratis deltagelse i selvsamme mesterskab i 2020.   Dato: Lørdag den 16. marts  Tid: 15.15-17.15 Sted: Alberts  Pris: 549 kroner.  

For festglæden

Aarhus’ største 80’er fest 
Creppet hår, skulderpuder, benvarmere og pastelfarver. Drøm dig tilbage til 1980erne, når Aarhus største 80’er fest byder op til dans i weekenden. Oplev en kæmpe fest med musik af livebandet fede80ere, DJ Mads Laumann og Thomas “Disco”, som alle vil spille sange fra det gyldne årti. Glæd dig til en aften med store smil, frække trin og god musik.  Dato: Lørdag den 16. marts Tid: 20.00 Sted: Ridehuset Pris: 175 kroner.