Klimapriser uddeles på rådhuset

I dag mødes cirka 300 nøgleaktører for fjerde år i træk for at diskutere og udvikle klimaindsatsen i Aarhus. Konferencens formål er at styrke en fælles klimaindsats, som skal bane vejen for en ny klimaplan.

Siden 2008 har Aarhus arbejdet med at sænke CO2-udledningen – og er på 10 år nået godt og vel halvvejs. Arbejdet involverer alt lige fra kommunen til universitet, virksomheder, borgere, interesseorganisationer, ministerier og græsrødder. Som en del af klimaindsatsen samler Aarhus Kommune hvert år aktørerne for at styrke samarbejdet, oplyse om indsatsen og udvikle den, så man hele tiden sikrer, at man i fællesskab går i den rigtige retning.

”De næste skridt mod målet er udfordrende. Det kræver en fælles indsats og et godt samarbejde at nå målet. Byernes grønne omstilling er helt centrale for at skabe en bæredygtig verden, og vi har som bysamfund et særligt ansvar for at gøre vores vækst bæredygtig,” siger Bünyamin Simsek, der er rådmand for Teknik og Miljø, hvor klimaindsatsen er forankret. 

Folkelig opbakning til klimaplan
Byens nuværende klimaplan løber til og med 2020. Derfor er arbejdet med næste kapitel i klimaindsatsen i fuld gang. Det betyder også, at man på årskonferencen får mulighed for at komme med input til byens klimaplan. Byrådet har med budgetforliget i efteråret besluttet, at der skal ske et gearskifte i den grønne omstilling.

En retning som har stor opbakning blandt aarhusianerne. Ifølge en Megafon-måling, som Aarhus Kommune har foretaget, mener cirka 85 procent af aarhusianerne, at de forventer, at netop Aarhus Kommune skal være foregangskommune.

Uddeling af klimapriser 
Udover at være et rum for fælles udvikling er årskonferencen også der, hvor man fejrer dem, som er med til at gøre en forskel i Aarhus. I efteråret har det været muligt at nominere kandidater til Aarhus Kommunes Spirepris, som går til bæredygtige projekter, klimaiværksættere og grønne ildsjæle i Aarhus. Sideløbende har Aarhus Kommunes ansatte kunnet nominere en kollega, der gør en særlig forskel for klimaet med sin daglige arbejdsindsats, og som bliver hædret med prisen ‘Årets Klimakollega’. 

”Begge priser er vigtige anerkendelser af det arbejde, der hver dag bliver gjort, og som understøtter klimaindsatsen i Aarhus. Spireprisen sætter netop fokus på, at det er vigtigt, at man som virksomhed forholder sig til, hvordan man med sin forretning kan udvikle de løsninger, der er med til at skabe reel grøn omstilling af samfundet,” siger formand for Bæredygtighedsudvalget, Anders Winnerskjold, som overrækker Spireprisen.