I hælene på: En Clairvoyant

Mød 55-årige Bettina Thomsen, der til daglig arbejder som clairvoyant. Hun blev født ind i en spiritistisk familie, og fra barnsben fyldte clairvoyancen en stor del af hendes liv. Siden da har hun studeret den åndelige verden helt tæt på i sit arbejde som selvstændig clairvoyant og healer. Få et et indblik i hendes hverdag, når vi åbner op for en verden, de færreste kender til.

Tekst: Daniel Skinbjerg
Foto: Jess Porse Clemmensen

08:10: Forberedelse før dagens første klient
Det er en tidlig onsdag morgen, og udenfor vinduet kvidrer fuglene, mens de første solstråler så småt er begyndt at skinne mellem bladene på bøgetræet i baghaven. Bettina Thomsen er netop stået op og påbegynder sin daglige rutine i sit arbejde som clairvoyant. Denne morgen er en klient på vej til en såkaldt ’sitting’, hvor de skal tale om livet efter døden, og der skal åbnes for en kontakt med klientens afdøde familiemedlemmer. Noget, som hun har flere års erfaring med, men som ikke altid er muligt.

Som forberedelse sidder Bettina Thomsen først i energien. En form for meditation, hun laver hver eneste dag, for at komme i kontakt og kommunikere med den åndelige verden.

Bettina Thomsen sætter sig ned og lukker øjnene. Hun tager en dyb indånding og puster langsomt ud og trækker vejret igen. Sådan bliver hun ved, mens stilheden breder sig i rummet. Efter nogle få minutter er hun klar til at tage imod dagens første klient.

”Det er noget af det vigtigste i løbet af dagen, og det er her, jeg åbner op og kommer i kontakt med den åndelige verden – enten i kortere eller længere tid. Jeg beder også altid en bøn for at skabe fokus i forhold til arbejdet og kontakten. Energien kan jeg så benytte, når klienten kommer på besøg senere.”

Det hele handler om intuition. En intuition, som hun har øvet sig til gennem mange år, og som kommer af kontakten med den åndelige verden. Bettina Thomsen karakteriserer evnen som en fornemmelse, der kommer til hende, når hun sidder i energien. Det kan være gennem alle sine sanser – farver, følelser, lyde eller symboler, som man skal kunne tyde.

10:00: Kontakt til de afdøde
Før dagens første klient kommer på besøg, gøres rummet indbydende og hyggeligt. Det er vigtigt, da klienten skal føle sig tryg og godt tilpas, forklarer Bettina Thomsen. Hun henter to glas vand og stiller dem på bordet og tænder derefter et stearinlys. Ved siden af stearinlysene lægger hun et lommetørklæde. Nogle gange kan mange følelser komme i spil under en session eller ’sitting’, som hun kalder det.

”For det meste ønsker folk at komme i kontakt med afdøde i familien, som stod dem nær. Ofte nogen, som de ikke fik sagt farvel til, eller fordi de står tilbage med noget uafklaret. Andre leder også blot efter beviset på, at der er et liv efter døden.”

Kort tid efter kommer dagens klient ind i rummet. Det er en mand midt i 40’erne, der skal have kontakt med et af hans afdøde familiemedlemmer. Bettina Thomsen byder ham velkommen, og de tager plads i midten af lokalet. Han fortæller intet om, hvem det er, han vil i kontakt med. Bettina Thomsen instruerer ham i, hvordan forløbet bliver.

For det meste ønsker folk at komme i kontakt med afdøde i familien, som stod dem nær. Ofte nogen, som de ikke fik sagt farvel til, eller fordi de står tilbage med noget uafklaret.

Han får at vide, at hun vil fortælle alt, hvad hun oplever, hvorefter han skal svare enten ja, nej eller ved ikke. Inden de begynder beder hun ham desuden om at sætte sin telefon til at optage det hele. Nogle gange kan det nemlig være nødvendigt at lytte det hele igennem efterfølgende, hvis der kommer mange informationer på én gang.

”Nogle gange kan informationen være i en helt anden form end den, som klienten forventer. Men ofte handler det om personens relation til den afdøde. Minder og oplevelser fra et langt liv. Og andre gange kan det være nogle helt små, trivielle ting fra hverdagen,” fortæller Bettina Thomsen.

Ligesom før begynder hun at trække vejret langsomt, mens klienten er helt stille. Efter nogle minutter begynder hun at kunne mærke en tilstedeværelse. Hun spørger ind til dødsårsagen hos den afdøde og fornemmer, at det har noget med kræft at gøre. Klienten bekræfter. Efterhånden får Bettina Thomsen mere og mere kontakt til den afdøde. Forløsningen kan ses hos begge. Og for klienten er det tydeligvis en personlig oplevelse.

Til sidst slutter Bettina Thomsen hele seancen af. Det gør hun ved at sige tak til den åndelige hjælper, som har været til stede og har hjulpet med at besvare de spørgsmål, som klienten havde. En procedure hun pointerer som vigtig, da man skal både åbne op og lukke ned for den åndelige verden.13:22: Regnskab og markedsføring
Efter de første klienter har været på besøg, fortsætter Bettina Thomsen arbejde ufortrødent. Selvom clairvoyance for det meste handler om det spirituelle, er der også mange andre opgaver, som skal klares i løbet af en almindelig arbejdsdag. For samtidig med, at det er en levevis, er det også en forretning. Derfor må Bettina Thomsen stå for alt fra regnskab til markedsføring.

”Meget af dagen går rent faktisk med at håndtere både virksomhedens regnskab, marketing og udbredelse af mit brand. Nogle gange kan der gå en hel dag med det – især når man driver hele virksomheden alene.”

Hun sætter sig ved skrivebordet og ser regnearkene igennem. Dernæst tjekker hun sin hjemmeside igennem og redigerer lidt her og der. Hun fortæller, at eftersom den clairvoyante verden er relativt lille, kan det være svært at markedsføre sig selv.

”Meget ofte handler det om at være kendt. Hvis man eksempelvis har været i branchen i mange år, lærer man jo mange at kende. Og har man været i fjernsynet, som en del clairvoyante har været, er man også i folks bevidsthed.”

Hun ønsker dog, at flere vil prøve kræfter med det åndelige – og er åbne over for, at der er mere mellem himmel og jord, end man går og tror. For det er ikke en lukket verden, der kun er til for nogle få mennesker. Det er rent faktisk alle og enhver, der er velkomne hos hende.

”Typisk er det helt almindelige folk, som søger en clairvoyant. Men det er meget forskelligt, hvem der kommer på besøg. Mest af alt er det kvinder, og det er branchen også kendt for. Om mænd bare er lidt sværere at overbevise om, at der er et liv efter døden, kan jeg ikke sige noget om.”

16:00: Kursus i Lysets Hus
Efter at have klaret regnskab er det tid til at bevæge sig videre fra hjemmet i Egå til Lysets Hus i Aarhus Centrum. Det er her, Bettina Thomsen ugentligt afholder kurser for folk, som er interesseret i at lære mere om den åndelige verden.

Jeg plejer at sige, at alle har mulighed for at bruge sine evner. Men det er kun dem, der virkelig bruger tid på at udvikle sig, der bliver i stand til at få kontakten.

Hun fortæller, at hun ofte får spørgsmålet, om de spirituelle evner er nogle, man er født med. Til det svarer hun, at vi alle er født med evnen. Det er blot et spørgsmål om at være åben for det og så træne. For alle og enhver kan komme i kontakt med den åndelige verden, hvis de blot har troen og viljen.

”Jeg plejer at sige, at alle har mulighed for at bruge sine evner. Men det er kun dem, der virkelig bruger tid på at udvikle sig, der bliver i stand til at få kontakten. Det kræver disciplin, og samtidig skal man pille janteloven af sig. Man skal bruge sin intuition og stole på de følelser, man får.”

I Lysets Hus gør Bettina Thomsen igen klar til besøgende. Hun tænder stearinlys og sætter beroligende musik til at spille i højtalerne, mens deltagerne dumper ind ad døren. De placerer sig i stolene, som er sat op i en cirkel under lysekronerne.

For enden af cirklen er der en tavle, hvor Bettina Thomsen skriver på. Dagens emne er aura, og hvordan man kan benytte sine sanser til at tyde kontakten til den åndelige verden.

At mange er skeptiske over for clairvoyance, og om det nu er virkeligt det hele, kuer ikke Bettina Thomsen. Hun ved, hvad hun tror på, og på samme tid vil hun ikke presse troen ned over hovedet på andre.

”Jeg tager det roligt i forhold til den skepsis, som folk har. For jeg oplever da også rigtig mange, som bliver lidt ’a-ha’, når jeg fortæller dem, hvad jeg arbejder med. Men selvom de måske ikke tror på det, er de alligevel overbevist om, at der er mere mellem himmel og jord.”