Hugo Helmig: Et år i spotlysets skær

Den 20-årige Hugo Helmig har på bare et år taget Danmark med storm. Med numre som ’Please Don’t Lie’, ’Eyes Wide Shut’ og ’Wild’ har han spillet sig til tops på hitlisterne og videre ind i danskernes hjerter. Selvom der har været fuld fart på karrieren, har tiden som nyklækket popstjerne været præget af både højdepunkter og udfordringer. Og den hurtige berømmelse har sat sit præg på tilværelsen for Hugo Helmig, der er vokset både som musiker og menneske.

Tekst: Daniel Skinbjerg
Foto: Kenneth Stjernegaard

Det er torsdag den 24. august 2017, og bag scenen på spillestedet HeadQuarters i Aarhus tripper en ung mand nervøst rundt. Selvom hans øjne er fyldt med intensitet, er der helt stille i rummet. En stilhed, der kun brydes af en knurren fra maven under den hvide T-shirt, og som vidner om vigtigheden af det, der skal til at ske. For på den anden side af væggen venter et fyldt spillested på én person: Hugo Helmig.

To måneder forinden var den kun 19-årige musikers debutkoncert på HeadQuarters meldt udsolgt. Presset på den nyklækkede popstjernes skuldre var enormt. Han vidste, at koncerten ville blive et vendepunkt i hans karriere – og det skulle for alt i verden ikke gå galt. Mikrofonen stod på sin plads, sangene indøvet ned til mindste detalje, og spotlysene var alle rettet mod ham.

Barndommens rampelys
Hugo Helmigs interesse for musik startede allerede i barndommen. Hjemme på hans værelse blev der både spillet CD’er, sunget sange og drømt store drømme. Og allerede fra barnsben nød han at være i centrum og vise sine musikalske evner frem. Derfor virkede det også som en naturlig beslutning, da han i 2008 meldte sig som forsanger til et arrangement på Aarhus Friskole.

”Første gang jeg følte mig i spotlyset var nok i fjerde klasse, da jeg skulle spille til Høstival på Aarhus Friskole. Jeg husker tydeligt, hvordan jeg stod på scenen og kampsvedte, mens jeg sang, fordi jeg havde glemt at tage min tykke anorakjakke af,” fortæller Hugo Helmig om sin første koncert.

Han skulle synge funknummeret ’Brick House’ af Commodores. Et musiknummer, som ifølge ham selv, nok allerbedst synges af en mørk Motown-sanger fra 70’erne. Men til trods for de mange nerver og manglen på selvtillid, høstede Hugo Helmigs optræden store klapsalver blandt de fremmødte.

”Folk var ellevilde, klappede og roste mig til skyerne. Min far, mor og søskende var der. Nu når jeg tænker over det, var det nok den optræden, der for alvor var med til at trække mig i retningen af, at jeg ville være berømt musiker og spille på de største scener.”

Få år efter startede Hugo Helmig på Eriksminde Efterskole, hvor han blev bidt af at spille på en guitar, som han havde fået af sin far. Før da lærte han at spille klassisk klaver og læse noder på opfordring fra sin mor, uden at det fangede hans interesse. Men guitaren kaldte både dag og nat.

”Jeg startede med at øve ved at søge efter videoer på YouTube og akkorder på internettet. Og så lyttede jeg til en masse musik af blandt andre John Mayer, Prince og Justin Bieber. De blev til dels min inspiration, og jeg ville vel nok også være en smule ligesom dem.”

En overvældende modtagelse
Tilbage på HeadQuarters indtager Hugo Helmig scenen til lyden af jubel og hujen, der springer frem og tilbage mellem betonvæggene i den lille kælderklub. Han skuer ud blandt publikum, ser både venner og familie, og byder velkommen, som har han gjort det hundrede gange før. Det er nu, det sker. Kulminationen af flere måneders intensivt arbejde.

Jeg kan intet huske, fra jeg går på scenen, til det hele er slut. Jeg mindes kun ekstasen, da jeg kom ud fra backstagerummet efter selve koncerten. Fornemmelsen af at have kæmpet og opnået noget, som var så stort.

Hugo Helmig vender sig om og sender et anerkendende nik og smil mod bandet, velvidende om storheden i øjeblikket. Koncerten er en milepæl i Hugo Helmigs karriere. Og selvom det ikke er første gang, han står på en scene, er det første gang, han gør det som professionel musiker.

”Vi havde øvet, øvet og øvet. Målet var, at vi skulle øve så meget, at vi umuligt kunne glemme noget. Men alligevel var jeg nervøs, og alting var bare så intenst. Hele min krop summede. Backstagerummet var som i en sauna, og jeg havde ikke spist i flere timer op til koncerten,” mindes Hugo Helmig om sin optræden, som han kun husker få øjeblikke fra.

”Jeg kan intet huske, fra jeg går på scenen, til det hele er slut. Jeg mindes kun ekstasen, da jeg kom ud fra backstagerummet efter selve koncerten. Fornemmelsen af at have kæmpet og opnået noget, som var så stort. Og samtidig tanken om; ’gud – skal jeg være nervøs, hver eneste gang, jeg spiller for så mange mennesker?’”

Anmelderne kvitterede debutkoncerten med topkarakterer. Hugo Helmig var kommet for at blive. Han havde bestået sin eksamen – ligesom vennerne, der var begyndt at få studenterhuer på. Musikken var hans kald. Det var han nu sikker på. Præcis som han havde drømt om, siden han stod på scenen på Aarhus Friskole – og sad og øvede med sin guitar på efterskoleværelset i Eriksminde. 

Ud ad landevejen
Koncerten på HeadQuarters bliver startskuddet på Hugo Helmigs karriere. Hans single ’Please Don’t Lie’ bliver årets mest spillede sang på flere af landets radiokanaler, og samtidig bliver han nomineret til Årets Talent til awardshowet P3 Guld, hvor han også optræder live i bedste sendetid.

Men selvom det første år i karrieren blev fyldt med milepæle, lå en tanke plantet som et frø i baghovedet på Hugo Helmig. Skyldtes succesen hans efternavn – eller er det fordi, at folk virkelig godt kan lide hans musik? At hans single blev en af de mest afspillede på radiostationerne i Tyskland blev både svaret på hans spørgsmål og det absolutte højdepunkt i hans karriere.

”Da jeg fandt ud af, ’Please Don’t Lie’ lå nummer tre på de tyske spillelister, tænkte jeg bare ’what?!’ Det var en ren tilfældighed – for vi havde faktisk sendt sangen til en enkelt radio, bare for at se, om nogen ville spille den nogle enkelte gange,” fortæller Hugo Helmig.

Man kan vel godt føle, at det er gået for stærkt. Og jeg kan da også blive bange for, at det stiger mig til hovedet en gang imellem. Men jeg forsøger at holde mig selv nede på jorden. For man skal forblive sig selv – også selvom, man måske føler, at man har lov til at gøre, hvad man vil.

Singlen blev afspillet mere end 24.000 gange på de tyske radiostationer, og Hugo Helmig måtte på en udmattende promotion-tour 7.000 kilometer rundt til de tyske radiostationer for at lave interviews og liveoptrædener. Men det var det hele værd, forsikrer han. For nu er han begyndt at spille både sine egne koncerter og til festivaler i Tyskland, som er verdens tredjestørste musikmarked.

”Det var også et vidnesbyrd om, at succesen ikke kom af mit navn. Dernede er der jo ingen, som ved, at jeg er Thomas Helmigs søn. Så det kan ikke være derfor, at det går så godt. Det var en forløsning for mig, for det var nok altid noget, som lå og nagede i min underbevidsthed.”

Mens de første musiknumre er strøget til tops på hitlisterne, og Hugo Helmig nu pludselig bliver genkendt på gader og stræder, er det også blevet vigtigt for den nu 20-årige musiker at have fødderne solidt plantet på jorden. For når man fra den ene dag til den anden går fra at være ukendt til at være i alles søgelys, kan man hurtigt ændre sig som person.

”Man kan vel godt føle, at det er gået for stærkt. Og jeg kan da også blive bange for, at det stiger mig til hovedet en gang imellem. Men jeg forsøger at holde mig selv nede på jorden. For man skal forblive sig selv – også selvom, man måske føler, at man har lov til at gøre, hvad man vil.”

Medierne og Helmig
Med sit berømte efternavn er der heller ikke noget at sige til, at Hugo Helmigs karriere dækkes intensivt. Gennem de seneste år er flere børn af danske musikere trådt i deres forældres fodspor – blandt andre Hjalmar Larsen, søn af Kim Larsen, og Xander, søn af Anne Linnet.

”At jeg hedder Helmig, det må jeg stå ved. Heldigvis har der ikke hersket en opfattelse af, at jeg har fået succes på grund af mit navn. Min far og jeg er to forskellige musikere og personligheder. Men hvis vi ikke lignede hinanden, ville det også være mærkeligt. Jeg har jo set på ham hele livet. Det er vel ganske normalt, at sønner ser op til deres forældre?” siger han og tilføjer:

”Jeg ser jo op til mine forældre og vil imponere dem så meget som muligt. Hvis jeg var tømrer, ville jeg nok også forsøge at imponere dem. Jeg ved faktisk ikke hvorfor. For i virkeligheden er det vel vigtigere at imponere sig selv. Det er jo altid en selv, som er den hårdeste dommer.”

Men hvad nu hvis hans far havde været bankdirektør – ville Hugo Helmig så stadigvæk have valgt musikkens vej, eller havde han i stedet indfundet sig som talknuser ved et skrivebord hos Danske Bank eller Nordea?

Jeg bryder mig ikke om at blive sat i bås med en mand, som har optrådt på en scene i 35 år og har så mange hits. Jeg ser det hele som en begyndelse. Det er jeg nødt til.

”Det er ikke til at sige. Han er mit forbillede, og han har jo præget mig gennem livet. Hvis min far arbejdede i en bank, så havde jeg nok ikke hørt musik derhjemme og været til koncerter og festivaler hele tiden. Men nu hvor jeg tænker over det – jo, hvis han var bankdirektør, var jeg da sikkert også blevet bankmand,” slår han fast.

Selvom Hugo Helmig er et år undervejs i sin karriere, bliver han da også fortsat spurgt ind til sin far – både når han taler med fans og medier. Det kan være trættende, fortæller han. For selvom faren er hans forbillede, er de stadigvæk vidt forskellige – både som menneske og musiker.

”Nogle gange kan jeg godt mærke et pres fra omverdenen på grund af min fars status. Men jeg bryder mig ikke om at blive sat i bås med en mand, som har optrådt på en scene i 35 år og har så mange hits. Jeg ser det hele som en begyndelse. Det er jeg nødt til.” 

Klapsalver og fuckfingre i Tivoli
Det er sommer, og aftensolen har sendt de sidste stråler ned over København. Græsset på Plænen i Tivoli er efterhånden trådt fladt af det fremmødte menneskemylder. Der er Fredagsrock – og Hugo Helmig er på plakaten sammen med Kesi til det, der vil blive hans karrieres hidtil største koncert. Tror han.

For koncerten over for 19.000 mennesker i Tivoli ender på mange måder som en skuffelse for Hugo Helmig. Og det bliver en øjenåbner for ham om, at ikke alle optrædener vil sidde lige i skabet eller være lige sjove – og at det ikke er alle, som elsker hans musik lige meget.

”Plænen var proppet, og både Kesi og jeg skulle spille. Men det var en af de koncerter, hvor flere ting gjorde, at jeg ikke følte mig tilpas i min performance,” fortæller han.

Lyden i Tivoli var ifølge Hugo Helmig forfærdelig, og på samme tid forsøgte nogle drenge nede foran scenen at stjæle hans opmærksomhed – blandt andet med håndtegn og tilråb. Det tog hårdt på hans humør og gjorde desuden, at han til tider mistede koncentrationen på scenen.

”Det ødelagde stemningen fuldstændig, og det blev en negativ oplevelse, som jeg tog med videre. Også selvom jeg godt er klar over, at de nok var kommet for at høre Kesi og efterhånden var godt trætte af, at det var mig, der stod oppe på scenen.”

Alligevel gav Hugo Helmig den gas. Han indså, at han ikke skulle lade sig gå på af provokationerne og i stedet spille Tivoli op med den smule volumenhan havde. Koncerten blev gennemført uden problemer. Og til trods for at situationen var ærgerlig, lærte den ham at ignorere de negative røster, der kan komme fra publikum. 

Fra ungkarl til voksen mand
Før karrieren tog fart for et år siden, levede Hugo Helmig en tryg tilværelse hjemme hos forældrene på Frederiksbjerg. Her gik tiden med guitar, computerspil og byture. Og mens vennerne gik på gymnasiet, ventede han på, hvad skæbnen skulle bringe.

”Jeg føler mig meget mere voksen, end jeg gjorde for et år siden. Jeg skal sørge for mig selv, flytte hjemmefra og gøre alt alene og være så meget omkring voksne mennesker. Egentlig er jeg vel bare en ung dreng. Hvis man ser på, hvad jeg lavede et år før, min karriere startede, så var jeg virkelig teenager. Men nu er jeg blevet tvunget ud i voksenlivet – og det sætter jeg virkelig pris på.”

For Hugo Helmig var en del af drømmen om at blive musiker også at blive rig og berømt. Og selvfølgelig spille musik for tusinder af mennesker. Ligesom de musikere, han lyttede til på teenageværelset på Frederiksbjerg, gjorde det. Men efter et år har han indset, at musikken har en større betydning end bare penge og opmærksomhed.

Vi har vel alle brug for anerkendelse. Det er ikke fordi, at jeg søger den – men jeg tager hellere end gerne imod den. Hvem gør ikke det?

”Mit syn har helt sikkert ændret sig i takt med, at jeg er vokset som musiker. Selvfølgelig er det fedt at komme ud at spille på nogle af de store scener, blive kendt og tjene penge. Det samme gælder jo fodboldspillere. De vil vel også gerne tjene kassen og indtage banen på de største stadions. Det kan de ikke løbe fra. Men penge eller ej, så vil jeg stadig spille musik.”

På samme tid lægger Hugo Helmig ikke skjul på, at han har fået hang til en anden valuta end penge. Anerkendelse er noget, som han hellere end gerne modtager – både fra forældrene, medierne og fans. Det er ifølge ham selv et tegn på, at det hårde arbejde betaler sig.

”Mest af alt jagter jeg nok spændingen. Men jo, jeg har nok også fået smag for anerkendelse. Vi har vel alle brug for anerkendelse. Det er ikke fordi, at jeg søger den – men jeg tager hellere end gerne imod den. Hvem gør ikke det?”

Kommet for at blive
Til trods for, at Hugo Helmig har høstet succes i både ind- og udland, mener han endnu ikke, at han har opnået det, han vil med musikken. Tværtimod bliver han ved med at sætte sig nye mål i karrieren, indtil han har nået den ultimative stjernestatus som musiker.

”Jeg har først ’made it’, når jeg virkelig når til tops. Når jeg kan spille en hel koncert, hvor folk synger med på hver eneste sang og har lyst til at høre det hele – så har jeg ’made it’. Det er et bevis på, at man laver noget, som virkelig betyder noget for folk.”

Hugo Helmig mener ikke, at vi har set det sidste til ham. Musikken bliver han aldrig træt af. Og selvom han indtil videre kun har udgivet få sange, kan vi forvente meget mere musik fra ham i den kommende fremtid. Og måske også en slags musik, vi ikke har hørt før fra popmusikeren.

”Min begejstring for at stå på scenen er ikke forsvundet. Tværtimod vil jeg mene, at jeg er blevet bedre til både at optræde, synge og danse. Og det har været med til, at min interesse for musikken er blevet endnu større, siden dengang jeg begyndt at lave den,” fortæller han og fortsætter:

”Men det er vigtigt for mig, at jeg laver det, som jeg har lyst til – og prøver det hele af. For eksempel elsker jeg soul og blues, så den slags numre kan man måske forvente at se i fremtiden.”

Det er ifølge Hugo Helmig vigtigt hele tiden at sætte nye, opnåelige mål. På den måde bibeholder han begejstringen for musikken og oplever nye succeser i løbet af karrieren. Selv har han ét stort mål, som han håber på at få opfyldt engang i fremtiden.

”Hvis jeg skulle sætte mig ét mål, ville det være at spille på Wembley i England. Men lige nu er mit mål dog at gro både som menneske og som musiker. At få udgivet en masse musik, komme ud at spille live og leve livet. Alt sammen skridt for skridt.”

Hugo Helmig erkender, at han skal væbne sig med tålmodighed, før drømmen om en koncert for et fyldt stadion bliver realitet. Han har dog stadig masser af tid, og vi har kun set den spæde begyndelse på noget større.

”Min førsteprioritet lige nu er at nå ud til så mange mennesker som muligt med mine sange. Hvis der kommer en masse penge ud af det, er det selvfølgelig fedt. Men det vigtigste er, at folk har lyst til at lytte til min musik – og at den rent faktisk betyder noget for dem.”

 

BLÅ BOG

  • Født 24. juli 1998.
  • Opvokset i Aarhus.
  • Gik på Aarhus Friskole.
  • Søn af Thomas Helmig og René Toft Simonsen.
  • Udsendte singlen ’Please Don’t Lie’ i 2017, udgav minialbummet ’Promise i februar 2018’ og den nyeste single ’Wild’ i juni samme år. ’Please Don’t Lie’ blev det mest spillede hit i de danske radioer i 2017.
  • Danner par med Marie Frølund der studerer på Aarhus Universitet, og som han mødte på Hotel Royal i Aarhus, hvor hun arbejdede som receptionist.