Mens 2020 blev året, hvor vi skulle holde afstand og skære ned på sociale aktiviteter, var det også året, hvor flere og flere fik øjnene op for dykkerfællesskabet i dykkerklubben Undervandsbiologisk Miljøgruppe BioDyk. Muligheden for at være sammen under vandet har trukket aarhusianere i alle aldre ud i vandet med dykkerbriller, våddragt og iltflaske i et fællesskab, hvor alt fra historienørder til naturelskere kan være med.

Tekst: Marie Amtoft Maillet
Foto: Christoffer Åberg

De mørkerøde træbrædder og det sorte teglstenstag danner konturerne til det lille klubhus ved Bellevue Strand i Risskov. Selvom de hvide vinduesrammer springer i øjnene, skal man vide, at huset er der, før man lægger mærke til det, for bladene og grenene fra træerne skygger så meget for det, at man knap ser det i forbifarten. Dykkerforeningen Undervandsbiologisk Miljøgruppe BioDyk har adresse i det røde klubhus, som i øjeblikket er under ombygning. Alligevel vidner de mange kasser med øl og sodavand om, at det stadig bliver brugt flittigt.

Da Danmark lukkede ned i marts 2020, var der mange måneder, hvor det ikke var muligt at dyrke en fritidsinteresse sammen med andre. Det har man næppe kunnet mærke i den aarhusianske dykkerforening BioDyk, der til trods for corona-restriktioner har haft et stødt stigende medlemstal siden pandemien. I dykkerforeningen er der primært fokus på SCUBA-dykning, men turene kan være i alt fra Aarhusbugten til det norske hav.

Følelsen af frihed
Efter en halv time på havet holder den orange speedbåd stille ude på vandet ved Kalø Vig. I det fjerne kan man spotte sæler, der svømmer ud mod den grålige horisont. I dag er der tre dykkere med på tur. En efter en sætter de sig på kanten af båden og lader sig falde baglæns ned i vandet. De skal udforske en gammel pramme i Aarhusbugten. 

”Jeg synes, det bedste ved dykning er, at når man lægger sig under vand, så er der ikke rigtig nogen. Du er vægtløs. Jeg føler mig helt vildt fri, når jeg dykker. Der er mange, der kan føle sig klaustrofobisk og alt muligt. Jeg føler mig bare fri til at bevæge mig, som jeg har lyst til,” fortæller 28-årige Phillip Reimer, der har været medlem af klubben i et år. 

Det er dog ikke kun følelsen af frihed og vægtløshed, der driver medlemmerne i BioDyk. 30-årige Joshua Oliver Bishop, der har været medlem i 10 år, mødte en dykker som barn og syntes, at han så sej ud med alt sit udstyr. Herefter tog han dykkercertifikat, og siden har han været en passioneret dykker. 

”Jeg tror, at jeg er lidt atypisk for den her klub. Mange af de andre i klubben vil gerne være Jacques-Yves Cousteau (opdagelsesrejsende, red.), men jeg kan huske, at jeg som barn bare gerne ville være James Bond. Det var noget af det sejeste i verden, når han dykkede,” griner han.

Dykning på tværs af interesser
Selvom de 88 medlemmer af BioDyk alle har det til fælles, at de elsker at dykke, så er det meget forskelligt, hvad de godt kan lide at lave under vandet. Nogle elsker at dykke efter historiske efterladenskaber. Andre dykker for at dyrke det biologiske undervandsmiljø med planter og dyr. Nogle er vilde med undervandsjagt og synes, det er fedt, når de kan fange en fladfisk med kniven. Andre elsker at lege med undervandskameraer og fange flotte motiver under vandet. 

”Vi har et medlem, som fandt en pistol for et par måneder siden i bunden af Kalø Vig. Den overleverede han så til politiet. Men der er også nogle, der synes, at det fedeste i verden er at se en stor havkat eller en stor torsk,” fortæller Phillip Reimer, der selv interesserer sig mest for de historiske fund.

Udover muligheden for at dyrke sin interesse for natur, historie, fotografi eller undervandsjagt, mener Joshua Oliver Bishop, at en af de helt klare fordele ved at dykke i en klub er, at man har mulighed for at dele sine oplevelser med andre. For når man dykker sammen, ser man de samme ting og kan snakke om det bagefter.

”For eksempel fik Phillip en brandmand lige i smasken. I stedet for at det blev en træls oplevelse for ham, at han kom for tæt på den brandmand, så kunne vi alle sammen grine af det, og så blev det en god oplevelse,” fortæller Joshua Oliver Bishop. 

Panik og for hurtig opstigning 
Det er dog ikke alle, der nødvendigvis får en fantastisk oplevelse ud af at dykke. For eksempel kan angst og stress under vandet gøre dykning til en ubehagelig oplevelse. 

”Jo mere doven du er som dykker, jo bedre en dykker er du. Panik og stress er simpelthen dykkerens værste fjende. Når der sker dykkerulykker er det typisk fordi, at man ikke kender sit udstyr rigtigt, eller fordi man bliver stresset og panisk. Du ligger for eksempel dernede, og så sker der et eller andet, så du tænker: ’Jeg skal op igen’. Og det er bare det, man ikke må i dykning – lave hurtige opstigninger,” forklarer Phillip Reimer.

Grunden til, at man ikke må lave hurtige opstigninger under dykning, er, at trykket stiger, jo dybere man kommer ned under havets overflade. Det gør, at kroppen ophober meget kvælstof, som sætter sig som bobler i vævet, hvis man stiger for hurtigt op. Det blokerer for blodtilførslen til vævet. Fænomenet kaldes trykfaldssyge eller ”dykkersyge” og kan give alvorlige mén.

Lysten til at udvikle sig
Motoren er tændt, og mens båden borer gennem bølgerne, sprøjter det kolde havvand op fra alle sider og lander som store dråber. Dagens dykkertur ved prammen er slut, og nu er kursen rettet mod klubhuset i Risskov.

Ifølge Joshua Oliver Bishop skyldes den stigende interesse for dykning blandt andet det populære tv-program ’Kurs Mod Fjerne Kyster’. Men først og fremmest tror han, at pandemien har spillet en afgørende rolle, fordi man kan dykke i små grupper uden at komme hinanden for tæt. Under alle omstændigheder vælger flere og flere aarhusianere at blive en del af det sociale fællesskab for dykkere.

”Jeg er vild med det her foreningsliv, hvor vi samles om noget. Det er ikke vigtigt, hvad man laver ved siden af, eller hvor god man er som dykker. Det vigtige er, at man har energien og lysten til at udvikle sig som dykker,” afslutter han.