Historien om Smilets By

’Smilets by’, ’Verdens største storby’, ’Feriens Hovedkvarter’ eller ’Danish for Progress’? Kært barn har mange navne. Vi forbinder alle Aarhus med noget forskelligt, og gennem tiden har byen fået utallige tilnavne. Men hvad de fleste ikke ved er, at ’Smilets by’ rent faktisk var et af de første – og i år kan sloganet fejre 80 års jubilæum.

Tekst: Daniel Skinbjerg
Foto: Den Gamle By

Smilets by – siden 1938
Aarhus blev første gang kaldt ’Smilets by’ efter et bestyrelsesmøde i Aarhus Turistforening d. 17. marts 1938, hvor man planlagde et fremstød for byens turistbranche med en splinterny kampagne, der skulle tiltrække både danske og udenlandske gæster.

Trykt i 50.000 eksemplarer
Man udarbejdede i forbindelse med kampagnen en reklamefolder med det velkendte slogan. Folderen indeholdte omtale og billeder af byens største seværdigheder og blev trykt i ca. 50.000 eksemplarer på både dansk, tysk, engelsk og fransk.

Prætentiøst og latterligt
Tilnavnet blev ikke særlig godt modtaget blandt befolkningen og pressen. De var kritiske og fandt mest af alt sloganet prætentiøst og til nogen grad latterligt. For smiler aarhusianerne virkelig mere end resten af danskerne?

Ukendt ophavsmand
Det vides stadig ikke, hvem der skal tillægges æren for at have fundet på sloganet. Om det var turistforeningens formand Jens Rothausen, turistchef Jean Larsen eller Ib Henrik Cavling, der var journalistelev på Aarhus Amtstidende.

Turistbrochuren fra 1948. Sloganet blev brugt indtil starten af 1970’erne. Foto: Den Gamle By

Hadet og elsket af befolkningen
’Smilets by’ blev brugt af Aarhus Turistforening indtil 1948, hvor det blev afskaffet. Men selvom tilnavnet i starten blev stærkt kritiseret af befolkningen, endte det med at blive yderst populært, og det bruges derfor stadig den dag i dag.

Nye tider, nyt slogan
Det nye slogan for Aarhus blev ’Feriens Hovedkvarter’ og skulle markedsføre Aarhus som centrum for de naturskønne områder, der omringer byen. Det endte med at blive brugt indtil 1970’erne.

Verdens mindste storby
Aarhus blev omtalt som verdens mindste storby i forbindelse med seksdagesløbene, som blev afholdt i Aarhus-Hallen i 1954. Det skulle eftersigende være cykelstjernerne, der gav byen tilnavnet for dens størrelse.

Logoet, der forestillede Aarhus bøjet som et smil, blev ofte kaldt for ‘Det tandløse smil’. Foto: Den Gamle By

Det tandløse smil
Aarhus fik i 2006 sit første logo, der forestillede et smil, uden at gøre brug af selve sloganet ’Smilets by’. Logoet fik tilnavnet ’det tandløse smil’ og endte som en fiasko. Det blev afskaffet i 2011 til fordel for en ny strategi – ’Danish for Progress’.

Sloganet, der bare ikke vil dø
’Smilets by’ har aldrig været byens officielle slogan ligesom ’Verdens mindste storby’ og ’Danish for Progress’ – også selvom det altid er blevet brugt i folkemunde. Uanset hvilket andet slogan byen har haft, så har tilnavnet altid hængt ved.

Smilets by i Filippinerne
De fleste ved ikke, at Aarhus er ikke verdens eneste ’Smilets by’. I Filippinerne har byen Bacolod ligeledes fået tilnavnet ’The City of Smiles’.

 

Kilde: Den Gamle By // AarhusWiki

DET’ FRA AARHUS, IK’Å!
Vi sætter fokus på en ting, der har rod i byen. Denne gang fortæller vi om byens slogan ’Smilets by’, som har hængt ved i 80 år.