Historien bag Riis Skov

Alle aarhusianere har på et eller andet tidspunkt i deres liv begivet sig ud på eventyr i Riis Skov nord for Aarhus C. Men hvad er historien bag skoven? Og hvorfor er skovbunden egentlig fyldt med ramsløg?

Tekst: Daniel Skinbjerg
Foto: VisitAarhus, pressefoto

Grundlagt af Margrete den 1.
Riis Skovs udstrækning på 80 hektar blev bestemt af den daværende regent af Danmark og Kalmarunionen, Margrete den. 1. i 1395. Det var dog i starten kun den sydlige del af Riis Skov, der tilhørte Aarhus by. Resten af skoven blev dog skænket til Aarhus i 1542 af Kong Christian den 3.

Lystskov for byens borgere
Riis Skov blev Danmarks første offentlige skov, og skoven blev gennem 1800-tallet lystigt brugt af aarhusianerne til skovture. Man kunne nyde musik, underholdning og forlystelser tre forskellige steder i skoven – ved Salonen, som i dag hedder Sjette Frederiks Kro, Ferdinands Plads og Pavillonen, der nu benyttes som vandrehjem.

Ramsløgs-invasion fra Spanien
Hvis du nogensinde har gået en tur i Riis Skov på en forårsdag, har du måske lagt mærke til den stærke duft af ramsløg, der hænger i luften. Ramsløgene dækker en stor del af skovbunden i Riis Skov om foråret. Selvom løgsorten har eksisteret i Danmark siden bondestenalderen, findes der en myte om, at det skulle være spanske soldater, der i 1808 plantede dem i Aarhus, da de opholdte sig i byen i forbindelse med Napoleonskrigene.

Meteoritten i Riis Skov
Historiebøgerne beretter, at Riis Skov i 1951 blev ramt af en meteorit på størrelse med en knytnæve. Den findes i dag på Geologisk Museum i København, hvor den ligger til skue for de besøgende. I 1966 rejste man en mindesten, hvor meteoritten landede – ikke langt fra Margrete den 1.’s mindesten.

Hvad kom først – Riis Skov eller Risskov?
Hvad mange ikke ved er, at det er Riis Skov, der har langt navn til forstaden Risskov – og ikke omvendt. Vejlby sogns befolkning steg eksplosivt i starten af det 20. århundrede, og sognets sydligste del fik tilført mange nybyggere fra Aarhus. Den nye bydel, der voksede op i området, fik navnet efter den nærliggende skov.