Mange aarhusianere nyder at snøre vandreskoene og gå en rask tur på den 17 kilometer lange Brabrandsti i det naturskønne område omkring Brabrand Sø. Tag med en tur tilbage i historien, der starter i istiden og slutter som et beskæftigelsesprojekt efter 2. verdenskrig. 

Tekst: Kristoffer Jakobsen

BRABRANDFJORDEN
Brabrand Sø er, trods sin længde på 3 kilometer, blot en lille del af, hvad der en gang var en 12 kilometer lang fjord ved navn Brabrandfjorden. Fjorden strakte sig fra landsbydelen Skibby gennem Årslev Engsø og Brabrand Sø til dens udløb ved Åboulevarden. Fjorden blev skabt af istiden for 8000 år siden, og den eksisterede frem til vikingetiden, da den del af fjorden tættest på Aarhus langsomt blev omdannet til Aarhus Å, som vi kender den i dag. 

MERE NATUR TIL AARHUSIANERNE 
Brabrand Sø var svær at tilgå før anlæggelsen af Brabrandstien. Initiativtageren til Brabrandstien var den socialdemokratiske borgmester Svend Unmack Larsen, der i sin tiltrædelsestale i 1945 nævnte Brabrandstien som et vigtigt led i at fremme muligheden for at komme ud i naturen i Aarhus. 

KICKSTART AF ØKONOMIEN 
Efter lange og hårde forhandlinger med arbejdsministeriet, omegnskommunerne og grundejerne blev projektet om at anlægge Brabrandstien skudt i gang i 1950. Projektet skulle være med til at sætte gang i beskæftigelsen og økonomien efter 2. verdenskrig. Stien stod færdig i 1956 og løb op i en pris på 3 mio. kr.  

HJEM FOR STORKEN
Området mellem Brabrandstien og søen blev fredet i 1957 for især at beskytte det rige fugleliv omkring søen. Tog man en tur omkring søen i 1950’erne, kunne man blandt andet forvente at møde en stork, der var én af de 30 forskellige fuglearter, der havde hjemme i området. 

KNALLERTFORBUD OM SØNDAGEN
Det var ikke kun naturelskere og ornitologer, der så potentialet i den nye Brabrandsti. Kort efter stiens indvielse kom der nemlig klager over, at den blev brugt til knallertvæddeløb. Et forbud mod knallerter blev foreslået, men modstand fra omegnskommunerne resulterede i, at forbuddet kun gjaldt om søndagen. 

TIL GLÆDE FOR TUSINDER
Hvis du går en tur på Brabrandstien, vil du ved Brabrand Rostadion støde på en mindesten, som vil huske dig på, hvem der gjorde projektet muligt. På stenen lyder det ”Sv. Unmack Larsen var borgmester i Århus 1945-1958 og tog initiativ til anlæg af Brabrandstien til glæde for tusinder året rundt”. 

DET’ FRA AARHUS, IK’Å!
Vi sætter fokus på ting, der har rod i byen. Denne gang fortæller vi om Brabrand Sø, et af byens elskede åndehuller, hvor aarhusianere kan skifte by og trafik ud med natur og fuglesang.