Godsbanen
Birthe Vembye

Et internationalt bofællesskab på Godsbanen

Siden 2013 har Startup Housing tilbudt tag over hovedet til nyankomne studerende fra august til oktober måned. Aarhus Panorama er gået på opdagelse i det liv, der gemmer sig bag de papirtynde vægge i skurvognene på Godsbanen.

Af Alexandra Bendixen

Skurvogne som perler på en snor
Godsbanen er hjemsted for kreative kontorfællesskaber, kunstfaglige centre, filmværksted, scenekunst, caféer og meget andet. Og så er der tre måneder om året sat 14 skurvogne op i området foran Scandinavian Congress Center. Et syn, som ved første øjekast står i skarp kontrast til al kreativiteten, graffitimalingen og de asymmetriske bygninger, der gennemsyrer miljøet på Godsbanen.

Skurvognene står som perler på en snor. Det eneste, der adskiller den enkelte fra mængden, er et stort sort tal på en hvid A4-side, som er klistret på siden af vognen. Et højt granitgråt stålhegn rammer området for skurvognene ind og signalerer, at uvedkommende ikke har noget at gøre her. Ved indgangen til området er hegnet udsmykket med små dekorerede stoftrekanter i forskellige mønstre og farver. Det sætter et hjemligt præg på et ellers koldt og råt stålhegn. At området bebos understøttes desuden af farverige blomster i lyse trækasser, der står rundt omkring i fællesarealerne. Enkelte er væltet. Andre vendt på hovedet.

De hvide aflange vogne er beregnet til at kunne huse 56 studerende, som lige er flyttet til byen, og som mangler tag over hovedet. Skurvognene er en midlertidig løsning, indtil de studerende finder en permanent bolig. De lejer sig derfor ind på ugentlig basis.

En øjenåbner af en oplevelse
I eftermiddagstimerne ligger området øde hen. Det er helt menneskeforladt. Stilheden brydes kun af trafikken fra Skovgaardsgade eller af lyden fra skridt på det opkørte grus, når folk passerer pladsen. Henslængte lave plasticstole og tilhørende borde er dog tydelige tegn på liv, ligesom efterladte cigaretskodder og tomme flasker vidner om liv i aftentimerne. En kontorstol i syntetisk læder står tilfældigt på pladsen og bryder med resten af udendørsmøbleringen. Endnu en kontrast i det sammensatte godsbanelandskab.

Enkelte studerende holder tidlig fyraften og har forladt universitetets rammer til fordel for det, der i øjeblikket fungerer som deres hjem. En af dem er 29-årige Eslar fra USA. Han står ude foran sin vogn og ryger en cigaret og fortæller, at han er kommet til Aarhus for at læse et semester på Internationale Studier på BBS. Indtil videre har han boet i skurvognen i to uger. Eslar er langt fra den eneste udvekslingsstuderende, der har måttet se sig nødsaget til at ty til denne boligform. Cirka trefjerdedele af beboerne i skurvognen er internationale studerende.

Tilværelsen i en skurvogn kunne bogstaveligt talt ikke være mere forskellig fra det hjem, Eslar er vokset op i hjemme i Seattle.

”Jeg er ud af en overklassefamilie. Begge mine forældre er læger. Jeg har derfor altid boet i en stor villa. Jeg havde aldrig troet, at jeg kunne finde mig til rette med at bo et sted som her. Men den her oplevelse kommer helt sikkert til at betyde, at jeg kommer til at sætte mere pris på det, jeg altid har taget for givet. Nu ved jeg, hvordan man også sagtens kan være lykkelig med færre ressourcer. Det er en øjenåbner for sådan en som mig.”

Eslar viser os sit værelse. Det består af en køjeseng, som han deler med en fyr fra Finland. Værelset er mikroskopisk og fugtigt, og det kan kun lige knap huse Eslars tre store kufferter.

Nu ved jeg, hvordan man også sagtens kan være lykkelig med færre ressourcer. Det er en øjenåbner for sådan en som mig.

”Hver dag er en udfordring, når jeg skal have fat i rent tøj. Det er altid spændende, hvad jeg får fat i, og om det passer sammen,” fortæller Eslar med et smil på læben. Han har heldigvis et godt forhold til sin roomie, som han i øjeblikket kigger efter lejlighed sammen med. Eslar er i det hele taget glad for at have fået muligheden for at møde så mange nye, spændende mennesker. Men han sætter også pris på privatlivets fred, som, han forklarer, at han savner hver dag.

Fire mennesker på 18 kvadratmeter
En anden beboer i skurvognene er tyske Sabrina på 25 år. Døren til hendes vogn står på klem, og hun smiler imødekommende og vil gerne fortælle om sin nuværende boligsituation. Hun gelejder os dog hurtigt over til en anden vogn. Det viser sig, at hende og bofællerne lige er flyttet ud af vognen, da der var problemer med toilettet.

Sabrina er også kommet til Aarhus for at studere Internationale Studier. Ligesom Eslar havde hun aldrig drømt om, at hun skulle starte ud med at bo i en skurvogn. Og sågar sammen med tre andre vildt fremmede mennesker. Hun er dog blevet positivt overrasket.

”Jeg må indrømme, at det faktisk er en rigtig god måde at starte ud med at bo på den her måde, når man kommer til en ny by. Det lyder nok værre, end det er – at bo i en skurvogn.”

Sabrina nyder især det sociale fællesskab, som er en stor del af miljøet ved skurvognene. Hun fortæller sprudlende om det sammenskudsgilde, de arrangerede aftenen forinden, hvor de var over 20 til fællesspisning. Ingen overraskelse, at der ligger efterladenskaber efter gildet på fællesarealerne.

Vi bliver inviteret ind bag de papirtynde mure, der indrammer skurvognen. Det er ikke kutyme at tage skoene af, når man træder indenfor. Laminatgulvet i trælook er allerede iøjnefaldende beskidt, selvom vognene bliver rengjort hver anden dag.

Man kommer direkte ind i et lille køkken med et bord og fire stole. Køkkenet indeholder et komfur, et camping-køleskab og en meget lille bordplade.

”Vi spiser morgenmad sammen hver morgen. Det er en dejlig start på dagen,” fortæller Sabrina.

Hun bor i øjeblikket sammen med en anden tysker, en dansker og en spanier. Sabrina forklarer, at boligen ved indflytning er umøbleret. Det giver pludselig mening, at et vindue i en af de andre vogne er tildækket med et håndklæde.

Det lyder nok værre, end det er – at bo i en skurvogn.

Ud over køkkenet har vognen to værelser, som er placeret i hver sin ende. Dørene til værelserne står begge på vidt gab. Det giver følelsen af et ægte bofællesskab, hvor ingen har særeje. Tøj ligger henkastet på de uredte senge. Den manglende plads sætter selv et ordensmenneske på prøve. Luften i vognen er tæt og tung. Sabrina fortæller, at varmeapparatet fungerer upåklageligt. Det sidste rum i vognen udgøres af et badeværelse i frimærkestørrelse. Her er pladsen om muligt endnu mere begrænset, og det forekommer som lidt af et smidighedsarbejde at tørre sig efter et bad.

”Det er lidt hårdt, at man ikke kan have et privatliv. Især på den lange bane. Og så er det knap så fedt, at der kun er varmt vand til to personer i bruseren,” fortæller Sabrina.

Venskaber på tværs af landegrænser
På vej ud af pladsen ved skurvognene møder vi 21-årige Thomas fra Danmark. Han er lige startet på Lærerseminaret i de nye lokaler i Ceresbyen. For ham er det komfortabelt at bo tæt på sin uddannelsesinstitution og så centralt i forhold til resten af byen. Thomas har kun boet i skurvognen i et par dage. Han glæder sig derfor til at møde en masse forskellige mennesker. Indtil videre er hans eneste problem, at han ikke kan tappe vand fra hanen i køkkenet.

I næste måned køres skurvognene væk, og hegnet pilles ned. Forhåbentlig har alle beboerne fundet tag over hovedet til den tid. I hvert fald har de fået et netværk, der rækker langt ud over Danmarks grænser. Og så har de fået en oplevelse lidt ud over det sædvanlige. På godt og på ondt.