Spis grimme grøntsager og skån planeten

Vidste du, at eliminering af madspild er den tredje mest effektive løsning, når det kommer til klimaforandringer? Det ved de hos EAT GRIM, og netop derfor har de udviklet kasser med andenklassse såkaldt “grim”, men frisk overskudsfrugt- og grønt for at reducere madspild. I juni kunne aarhusianerne fejre, at de nu selv kan hente deres bæredygtige frugt- og grøntsagskasse hos det nyåbnede pickup-spot ved Soul Shine i smilets by.

Tekst: Freja Fredsted Dumont
Foto: Anders Rajendiram

Solen står højt og stemningen emmer af indforståede grin og hyggelige snakke ved bordene i det brostensbelagte gårdmiljø foran butikken Soul Shine i Latinerkvarteret. Birthe Kjærs evergreen ”Sommer og sol” flyder ud af højtalerne, og teksten matcher himlen, som er blå som en viol. Udover de fremmødtes umættelige trang til solens stråler er der en ekstra god grund til, at alle de sommerklædte mennesker er stimlet sammen i gården – det skal nemlig handle om, ja, grimme grøntsager.

Let at gøre en forskel 
Har du nogensinde tænkt over, at agurken, du vælger i supermarkedet, altid er lige og rank? At alle æblerne på hylden har den samme bestemte størrelse? Eller at appelsinerne altid er orange og ensfarvede uden pletter? I virkeligheden er frugt og grønt ligeså forskelligt i størrelse, form og farve, som vi mennesker er. Men skønhedsstandarder, overproduktion og ineffektivitet i vores madsystem gør, at en ud af tre frugter og grøntsager smides ud, fordi de ikke ser ”rigtige” ud.

Ifølge EU skal et æble for eksempel være 60 millimeter bredt i diameteren for at  klassificeres som førsteklasses frugt, som er det frugt og grønt, som supermarkederne køber ind på. Hvis supermarkederne ikke er interesserede i at købe, efterlades landmændene med to muligheder; enten at lade være med at høste deres afgrøder eller smide dem ud  – udelukkende på grund af skønhedsstandarder. 

Flere bekymrer sig om, at vi ikke har fødevarer nok til den voksende befolkning – men det behøves ikke være så svært at gøre en forskel selv. Virksomheden EAT GRIM har nemlig gjort det nemt at vælge et bæredygtigt produkt ved hjælp af deres kasser med økologisk, naturligt grim og frisk overskudsfrugt- og grøntsager direkte fra gården til dig.

“Mange bliver overraskede, når de opdager, at der findes krumme agurker eller trefarvede peberfrugter. Derfor er det også vores opgave at uddanne forbrugerne i, at der faktisk findes et problem, hvor spiselige frugter og grøntsager bliver smidt ud udelukkende på grund af skønhedsfejl. At abonnere på en GRIM-kasse er virkelig en nem måde for folk derhjemme at tage handling uden at ofre noget,” siger den ene af de to stiftere af EAT GRIM, Carolin Schiemer. Den anden stifter, Petra Kaukua, supplerer og understreger, at det også er en vigtig del af virksomhedens vision at yde direkte støtte til landmændene, som de hos EAT GRIM til dato har skabt mere end 2,3 millioner kroner i indkomst for. 

”Vi får råvarerne direkte fra gården og samarbejder primært med danske landmænd. På den måde skærer vi mellemleddene fra, gør forsyningskæden kortere og sikrer os, at alle gårde bliver betalt en fair pris for al den kærlighed, tid og ressourcer, de ligger i at dyrke vores mad. Det samme arbejde går til at dyrke, høste, pakke og transportere en skæv agurk, som en der er fuldstændig lige.”

Små abrikoser kan også være lækre
Under en blå parasol i den solrige baggård kan de fremmødte gæster til EAT GRIMs launch i Aarhus få en ”veggie” juice eller smage en GRIM-salat bestående af krumme agurker, for små abrikoser, bløde tomater, salat med skrammer og for store peberfrugter. Smagen? Lige så lækker og frisk, som man ville forvente af en hvilken som helst sommersalat i varmen. Man ville med andre ord ikke ane, at de råvarer, salaten består af, i princippet skulle have været smidt i skraldespanden. 

Rundt omkring på bordene står der skåle med ”grim” frugt og grønt. Denne uge er det abrikosen, som er ”star of the week”. De små, saftige frugter i skålene er fra Sicilien, og de blev oprindeligt kasseret, fordi de ikke havde vokset sig store nok til, at supermarkederne ville købe dem. Derfor landede de i stedet i GRIMs frugt- og grøntsagskasser blandt andre af sæsonens økologiske og friske grøntsager. En af de fremmødte kvinder sidder med den lille, saftige rød/orange frugt i den ene hånd og en seddel i den anden.

”Ej, vidste du, at man kan lave vegansk is af abrikoser. Mmm, eller hvad med en sprød abrikostærte,” siger hun til sin veninde, mens hun læser op fra sedlen. 

Netop viden og information om den frugt og grønt, der bliver leveret, er en væsentlig del af hele konceptet omkring EAT GRIM. Når man modtager sin kasse, vil der altid være vedlagt en seddel med navnet på det grønne, en beskrivelse af dets ”fejl” samt information om, hvor det er dyrket. Eksempelvis havde denne uges kasse blandt andet kartofler fra Birkemosegaard, og de var landet i kassen, fordi de var fra sidste sæsons høst. Derudover finder man også altid idéer til, hvordan man kan tilberede lækre og anderledes retter af ugens indhold.

Store revolutioner starter ofte småt 
EAT GRIM blev grundlagt i 2018 af Petra Kaukua fra Finland og Carolin Schiemer fra Tyskland. De to iværksættere fandt hinanden under deres kandidatstudier, hvor de delte en fælles kærlighed for musik og mad. Idéen til GRIM kom under et kursus i socialt iværksætteri, hvor de ledte efter en nem løsning til, hvordan man kunne bekæmpe madspild i nutidens samfund.

”Man hører de her vilde tal, for eksempel at en tredjedel af vores spiselige frugt og grønt bliver smidt ud, og man tænker, at det er meget. Men da vi kom ud til landmændene og så de her bjerge af mad, som bare skulle kasseres eller aldrig høstes, fordi det ikke så rigtigt ud, blev vi chokerede. Og vi blev enige om, at vi måtte gøre et eller andet,” siger Petra Kaukua.

Som det jo er med revolutioner, så starter de ofte i de små. Sådan var det også, da de første kasser fra EAT GRIM blev pakket i Carolins kælder med hjælp fra en gruppe venner. Da ordet begyndte at sprede sig gennem sociale netværk, tilbød mange flere deres hjælp, og det blev hurtigt til en gruppe af frivillige på nu over 400 mennesker, der stadig kommer regelmæssigt på deres pakkedage. 

I dag arbejder EAT GRIMs team hårdt på at skabe en vision om et mere mangfoldigt og troværdigt madsystem. Indtil nu har virksomheden leveret GRIM-kasser til mere end 5600 hjem over hele Danmark, og som et led i at komme tættere på deres mål om et nul-spilds-samfund har de udskiftet deres trækasser – ligesom dem du måske kender fra måltidskassevirksomheden Aarstiderne – til kasser lavet af genanvendelige og FSC-certificerede papkasser. 

Bingo banko 
”Nummer 38 – og det var 38. Vidste i forresten, at GRIM i alt har sparet 38 millioner liter ferskvand?!” Dagens nummeroplæser skråler i bedste bingo-banko-stil numrene op og indimellem tallene sniger sig lidt vigtig viden ind. Under tonerne til ”Jeg går aldrig til bal uden trusser” kan en af de fremmødte til launchen endelig lægge den sidste af sine limeskrald-brikker på pladen og råbe BANKO!

”Jeg glæder mig vildt meget til at komme hjem og kokkerere indholdet af min vundne GRIM-kasse. Min kæreste og jeg får gæster i weekenden, så der skal helt sikkert grillles peberfrugt og laves en lækker tomatsalat af de modne tomater fra kassen. Vi bruger ofte appen TooGoodToGo, når vi køber grøntsager, og på samme måde kan man med GRIMs frugt- og grøntsagskasser nemt tage et miljørigtigt valg. Det er jeg fan af!” siger dagens bankovinder, Kasper Anker.

EN KASSE DER STOPPER MADSPILD 

  • Alt er økologisk og kommer direkte fra gården, så GRIM stopper madspild, før det sker.
  • Når du køber en GRIM-kasse, støtter du landmænd direkte.
  • GRIM informerer om, hvorfor frugt og grøntsagerne er endt i din kasse.
  • Al GRIM-indpakning er fri for plastik.
  • GRIM-kasser er lavet af papir fra FSC-certificerede papirkilder og er nemme at genanvende.
  • GRIM udregner, hvor meget CO2, vand og land hver af deres kasser sparer.