19-21. maj kunne man på Bora Bora opleve den internationale co-produktion af Aakash Odedra, MURMUR/Inked. En personlig performance om at være ordblind, om at bruge kroppen som udtryksform og om at tatovere sin kultur i huden – en forestilling, der med stor elegance eksemplificerer, netop hvad vi kan bruge digitale virkemidler i dansen til.
Dansen er hans sprog. Kroppen er hans medium. Aakash Odedra fortæller historien, og det er dyb personlig poesi. Den awardvindende britiske danser har indiske rødder, og med en sammenvævning af moderne dans og den klassiske indiske danseform kathak introducerer han os for en særlig verden i forestillingen MURMUR/Inked. En verden, hvor kommunikation og udveksling går langt ud over sprogets logik.
MURMUR og Inked skal betragtes som to selvstændige stykker. MURMUR er koreograferet af Odedra selv og er produceret i samarbejde med Ars Electronica Futurelab, som har skabt det spektakulære lysdesign og scenografien. Inked er koreograferet af Laurence Olivier Award-vindende Damien Jalet. Fælles for de to stykker er Aakash Odedras personlige historier, som er omdrejningspunktet for begge forestillinger. Og som den eneste performer på scenen er det tydeligt, at han lægger både sjæl og krop i at fortælle dem.
Det handler om mere end ord
Aakash Odedra er dyslektiker. Med et yderst elegant samspil mellem visuelle effekter og kropsligt nærvær tematiserer han i MURMUR den personlige kamp, som han har måttet gennemgå i et skoleliv, hvor evnen til det skrevne sprog udgør hovedkriteriet for en succesfuld uddannelse. ”Du bliver nødt til at komme ud af den verden, du befinder dig i inde i dit hoved”, har Odedra fået at vide gang på gang. ”Men min verden er så smuk. Hvorfor er det din verden, der er den rigtige?” har hans svar været. Og det er netop denne verden, han har ønsket at inddrage os i med MURMUR.
Et rum i rummet
Ti roterende vifter tegner en ring på scenegulvet. På denne måde danner de et rum i rummet. Her foregår dansen. Flagrende, gennemsigtigt stof hænger ned fra loftet, på hvilket en lysende fuglefloks færd over himlen tegner sig i hvirvlende former. Odedra følger den forundret, og forsøger at finde en logik i fuglene, der også illustrerer Odedras følelse, når han kigger på bogstaverne i en bog.
Når han danser, er hans bevægelser hurtige. Så hurtige, at man næsten ikke kan se dem. Folk med dysleksi tænker meget hurtigere end det gennemsnitlige menneske, og den hastighed, med hvilken han imponerende maler luften med sine hænder, spejler dette faktum. Hans bevægelser manifesterer hans indre rum, hans indre logik.
Efter aftenens forestilling fortalte Odedra under en åben artist-talk, at han har ønsket at skabe et forestillingsrum, som man som publikum bliver draget ind i. Derfor har det været vigtigt for ham, at smelte dansen sammen med det digitale, samt skabe et tæt samspil mellem de forskellige medieelementer. Lyd, lys og krop skulle hænge sammen. Derfor har har lysdesigneren ved hjælp af et avanceret 3D-system koblet Odedras krop på et sensorsystem, der registrerer hans bevægelser. På den måde følger lyset hans bevægelser til perfektion, på nær en lille forsinkelse der minder os om, at det er et forestillet rum vi betragter.
Odedra fortæller under aftenens artist-talk, hvordan Inked er skabt ud fra et billede, der satte sig fast i hans erindring i en tidlig barndom. Mindet står stadig klart som blæk: hans egen børnehånd flettet ind i bedstemoderens, hendes er dækket af tatoveringer, hans er helt ren.
I Inked lægger hans egen krop lærred til de sorte streger. På midten af scenegulvet står en blækbøtte placeret, og han maler sig selv med en dyrisk elegance, der leder tankerne hen på en form for stammeritual.
Scenegulvet er dækket af papir, og som dansen skrider frem, bliver hans bevægelser vildere og vildere. Ikke blot kroppen må ligge under for Odedras sorte farve. Gulvet er i stykkets slutning udsmykket af sorte ringe og mønstre.
Odedras krop tager på et tidspunkt i stykket en overraskende form. Ved at placere sit hoved på gulvet og krumme ryggen ud mod publikum, får vi øje på, at han har tegnet øjne på skulderbladene. Og på den måde forvandler han sig til et blækspruttelignende dyr. Ud over at føre ideen om blæk tilbage til et primalstadie, viser han også i dette tilfælde kroppens evne til at fortælle en historie der skaber indlevelse hos den der kigger.
Inked fremstår, i en mantralignende, meditativ form, som en refleksion over, hvordan kultur og identitet sætter sine tegn på os. På bedstemoderens tatoverede krop blev den kulturelle tilknytning synliggjort, men faktum er, at vi alle er mærket af vores fortid, kultur og identitet.
Dans som universelt sprog
Alt er kommunikation – ikke blot ord. Dyr ”taler” jo også. Vi talte også, før vi overhovedet havde sprog. Sådan formidler Aakash Odedra sig. ”Selv hvis jeg ikke forstod dit sprog, ville jeg stadig kunne forstå dig. Den måde du bevæger dine hænder på, gestikulerer, ansigtsudtryk. Du danser.” Det er Aakash Odedras kamp i en sproglig verden, der har lagt fundament for MURMUR. Alligevel er det mig, der sidder her og kæmper for at finde ord. Men det er måske slet ikke så slemt endda.