Det Grønlandske Hus

Ved et løsrevet isbjerg på Dalgas Avenue støder Grønlands højeste samfundstinder sammen med de laveste grundfjelde. Det Grønlandske Hus maler et billede af barsk natur for en udsat minoritet, mens grønlige nuancer af nordlys skinner på ungdommens fremtidige Grønland.

Når der er vindstille, er det næsten umuligt at gætte, at den hvidkalkede villa udgør en bouillonterning af grønlandsk minoritet. Så hænger vimplen nemlig slapt ned langs flagstangen i forhaven, og huset kunne gå i forklædning som enhver anden mondæn og ambassadeudstrålende bygning med Marselisborgskovene og havet som tætteste naboer. Men så går en brise gennem træerne og griber fat i det rødhvide erfalasorput, der rejser sin karakteristiske opadgående sol og vejrer i vinden.

En mumlen af stemmer trænger ud gennem den på klemstående entrédør ind til stuen, hvor et morgenmøde er ved at nå sin afslutning. Om et meterlangt bord planlægger vejledere, rådgivere og en enkelt regnskabsfører, hvordan uddannelsesvejledning og målrettet arbejde med socialt udsatte smelter sammen med kulturarrangementer, kollegieliv på overetagerne og driften af en specialbutik. Alt sammen inden for de samme hvidkalkede mure.

For bordenden takker direktør Jørn Holbech af, skraber stolen ud og fortsætter ind på sit kontor. Der bindes sløjfe på mødet, skaglerne er strakt, og man går til hver sit knudepunkt i et hus, der summer på alle planer.

det-grønlandske-hus3Et billede af virkeligheden
”Det er helt uvurderligt at få et overblik over dagen, inden administrationen spreder sig ud til de mange funktioner, huset varetager,” lyder det inde fra kontoret.

Papirbunker med orden i kaosset pryder skrivebordet. På bagvæggen hænger to malerier forestillende en rå, grønlandsk natur og en indfanget, blødende sæl, som Jørn Holbech står og betragter.

”Det er jo virkeligheden,” konstaterer han.

Vi kan både svæve højt og være nede på bunden og samle op. Det ser jeg som en stor styrke.Jørn Holbech, Direktør for Det Grønlandske Hus

Jobbet som direktør af Det Grønlandske Hus omfatter, at man med realiteterne for øjnene kan lede en moderne institution, der skal løfte, udvikle og bevare det Grønland, vi kender. På nært plan er det arbejdet med en virkelighed, hvor medarbejderstaben dagligt er i kontakt med nogle af landets hårdest udsatte mennesker. Men det er samtidig et arbejde med Grønlands akademiske fremtid, i form af husets vejledning af unge, driftige studerende.

”Vi er en slags ambassade og prøver at være det offentlige Grønland i Danmark, men generelt har vi fire ben: uddannelsesvejledningen, kollegiet, kulturinstitutionen og socialvejledningen,” forklarer han.

Arbejdet mellem samfundsniveauerne iklæder de travle lokaler en dynamik og en diversitet, hvor skellet mellem høj og lav svinder ind.

”Vi har jo at gøre med nogle mennesker, der befinder sig på slagsiden af livet. Men så også de unge studerende, der løfter samfundet og vender hjem med en kandidatuddannelse,” siger Jørn Holbech og tænker et øjeblik.

”Vi kan både svæve højt og være nede på bunden og samle op. Det ser jeg som en stor styrke.”

det-grønlandske-hus6Med hundeslæde til Langenæsbageren
En direktør for Det Grønlandske Hus i Aarhus skal kunne ride stormen både i større og mindre perspektiver. Det er en person, der skal kunne overskue at lukke et blafrende vindue på husets førstesal, mens de politiske vinde blæser inde fra Christiansborg.

”Det kan godt være, jeg er øverste chef, men jeg skal også lidt være en far, og ham der tjekker, om der står en gryde, der ikke er vasket op i kollegiekøkkenet,” griner Jørn Holbech, inden en medarbejder stikker hovedet ind på kontoret med et anliggende.

Jørn Holbech har gennem de sidste otte år virket som skoleinspektør i Angmagssalik på den grønlandske østkyst. Oprindelig kommer han dog fra noget så eksotisk som Kolding og har tilbragt 25 år i Aarhus, inden isfjeldende og hundespanden trak fra nord. Naturen har altid kaldt på ham. Så da han stod som færdiguddannet lærer, så Jørn Holbech sit snit til at forfølge drømmene om de sneklædte landskaber, indtil jobbet i Det Grønlandske Hus kaldte ham tilbage til Aarhus.

Men grønlandsk levevis er ikke noget, man ryster ud af kamikkerne, bare fordi man er tilbage på dansk grund. Sammen med familien fulgte også førertæven fra hundespanden i Grønland.

”Én hund har svært ved at trække, så nu har jeg faktisk også fået en stor han på to år. Så kunne jeg køre på hundeslæde efter morgenbrød her i vinters,” smiler Jørn Holbech og medgiver, at seancen til tider kan vække lidt opmærksomhed.

”Folk kigger da lidt, når jeg parkerer slæden med pisk og rensdyrskind ude foran Langenæsbageren i Holme. Men det er jo faktisk en form for afvænning, i forhold til min tid i Grønland, hvor jeg havde et kuld på 14. Det er meget sjældent, at sneen i Danmark er til det, så de trækker mig også på mit løbehjul med store mountainbikehjul og skivebremser. Ja okay, jeg er nok lidt småtosset,” griner han afvæbnende.

det-grønlandske-hus1Bevaring og globalisering
I 1953 blev Grønland et amt og gennemgik en gennemgribende modernisering, der medførte en stor import af dansk arbejdskraft. Grønland var på vej til at blive fordansket. I sidste ende medførte det en modreaktion, hvor der i stedet blev gjort en indsats for at bevare de oprindelige forhold.

”Der er en stærk nationalfølelse til stede. Men det er en balancegang mellem at bevare sin grundidentitet og at lære at skulle indgå i en globaliseret verden,” forklarer Jørn Holbech og fortsætter:

”Da Grønland var en koloni forsøgte man egentlig at bevare kulturen. Man sejlede blandt andet grønlænderne ud til sommerbopladser. I dag er der omkring 56.000 beboere i Grønland, hvoraf 6000 af dem udgøres af etniske danskere. Der er også kommet en del thailændere, faktisk. Så nu handler samtalen om, hvad Grønland skal være i dag.”

Grønlændere er nøjsomme på en anden måde, så de står ofte bagerst i køen, fordi de ikke råber op. Det er kulturen, og derfor rammes nogle af de socialt udsatte hårdere.Jørn Holbech, Direktør for Det Grønlandske Hus

Shopping af sociale ydelser
Det er vanskeligt at definere en grundæggende identitetsforskel mellem grønlændere og danskere. Alligevel er den tilstedeværende, særligt hos de ældre generationer, mener Jørn Holbech:

”Den kulturelle baggrund er anderledes. Familiesammenholdet spiller en markant rolle, hvor vi i Danmark har en længere tradition for et offentligt system, der kan tage sig af alle, der mangler hjælp. Grønlændere har ikke nødvendigvis brug for at kunne tjekke ind og shoppe i sociale ydelser hos Borgerservice. Bare det at gennemskue det offentlige system kan være en gigantisk udfordring, når man lander i lufthavnen direkte fra Nuuk.”

Kulturforskellen ender med at ramme hårdere, end det kunne synes. For på trods af fremgang, uddannelse og statistikker, der peger i den rigtige retning, så er fordommene om grønlænderen og guldøllen stadig gældende. Det Grønlandske Hus har med sit Kammak-projekt mulighed for at lave opsøgende arbejde og sikre, at væresteder og varmestuer tager hånd om dem, der rammes hårdest. Socialvejledningen i huset tilbyder rådgivning og tolkningshjælp ved offentlige anliggender.

Nederst i hierarkiet i 90’ernes Gellerup
Arbejdet med at nedbryde fordommen om den arketypiske, hårdtramte grønlænder er tidskrævende, for det er til en vis grad et oprigtigt scenarie, der endnu gør sig synligt i gadebilledet. Mølleparken og trappeopgangen foran Frelsens Hær i Klostergade er stadig befolket af udsatte, mens Klostertorvets ventende buspassagerer fra tid til anden holdes med selskab af berusede og triste skæbner.

”Grønlændere er nøjsomme på en anden måde, så de står ofte bagerst i køen, fordi de ikke råber op. Det er kulturen, og derfor rammes nogle af de socialt udsatte hårdere,” fortæller Jørn Holbech.

Det er den rå skyggeside for en mindre del af den omkring 3500 personer store minoritet i regionen.

”Det er hårdt, for de her mennesker dør sgu,” siger han, mens hans øjne igen dvæler ved sælen på billedet.

”Vi er ude hos folk, der ikke når at blive 50.”

Trods de stadig nærværende barske forhold ser Jørn Holbech en tendens mod bedring, i forhold til 1990’ernes Gellerup, der dengang husede en høj koncentration af minoriteten:

”Grønlænderne lå nederst i hierarkiet her. Der herskede nogle rigtig alvorlige tilfælde dengang. Boligpolitisk gjorde man noget ved det, og derfor er der nu rykket en høj koncentration af grønlændere ud i Trige. Her synes integrationen at lykkes med mange nationaliteter side om side.”

det-grønlandske-hus2Sælknogler, studieliv og russisk drivtømmer
Fryseren i butikken fyldes med moskussuppekød, mens stueetagen fyldes med administrativ kontorhverdag og lejlighedsvis harpundemonstration, når det gamle klasseundervisningssæt fremdrages fra hylden.

En kastearm af landdrevet russisk drivtømmer har gjort en sælfanger i stand til at forlænge sit spydkast med adskillige meter. Sælen blev flået, og spæk kan også findes inde i butikkens fryserskuffe. Kamikker og luffer er syet af skindet, men selv knoglerne er blevet anvendt til at lave børnelegetøj, i form af en kendama-lignende foranstaltning, hvor knoglen sidder fast i en snor, som skal svinges ned i et hul.

”Alt på sælen bliver brugt. Engang kunne man komme her til undervisning, men nu udlåner vi denne her kasse til skoler, og som alle andre arbejder vi på at digitalisere undervisningen,” forklarer Jørn Holbech.

For de 200 grønlandske studerende i regionen kan uddannelseseventyret i Danmark virke som en omvæltning. Selvom Nuuk trods alt rummer en population på 17.000, er det stadig præget af at være et lukket samfund. Der kan ikke som sådan køres til nabobyen, smiler han skævt:

”Man flyver, og siden det ikke ligefrem er en busbillet til en 10’er, tager man ikke bare lige en weekendsviptur.”

det-grønlandske-hus4Førstesalens fremtid
Ovenpå administrationsstuen kører fjersynet i kollegiekøkkenet. Her har to unge fyre sat sig til rette i sofaen iført underbukser, mens en snavset gryde pryder køkkenbordet som en obligatorisk kollegieskulptur.

Hansine bor på værelset inde ved siden af.

”Jeg går på VUC lige nu. Når jeg er færdig, vil jeg gerne læse jura. Eller måske sociologi,” overvejer hun fra sengen i det lille kollegierum, hvor udnyttelsen af de sparsomme kvadratmeter kræver lidt opfindsomhed.

”De må bo her et år. Vi ønsker ikke at skabe en enklave i bygningen, så man bor her i et slags integrationsår. Bagefter hjælper vi beboerne med at finde videre,” fortæller Jørn Holbech.

Det Grønlandske Hus’ uddannelsesvejledning hjælper de unge med at finde sig til rette i Danmark og har indgået samarbejde med udvalgte efterskoler og højskoler. Overgangen virker især markant i skellet mellem unge og gamle, smiler han:

”De ældre generationer er pavestolte, men måske også en smule forvirrede over, hvad de unge akademikere kommer hjem med af lærdom.”

Den akademiske generation markerer en begyndende overgang mod et mere globalt orienteret Grønland, hvor de unge påtager stadig flere af de faglærte lederposter, når de vender hjem fra Aarhus.

det-grønlandske-hus5