Velkommen til fremtidens fritidsaktivitet

Hos Coding Pirates Mini Builders er teknologi noget, vi selv skaber, og derfor skal vi naturligvis også stille krav til det. Og så har Mini Builders lige mange piger og drenge på holdet for at få især pigernes øjne op for teknologi. Vi har mødt kvinden bag Coding Pirates Mini Builders til en snak om kreativitet, digital dannelse og ligestilling.

Tekst: Kathrine Bording
Foto: Alexander Loft Birkmose

Det er en torsdag eftermiddag i november, og dagens sidste sol står over containerbyen mellem Godsbanen og Institut for X i Aarhus. Indenfor gør en håndfuld frivillige klar til Coding Pirates Mini Builders ugentlige klubaften. På et af bordene står børnenes seneste projekt: små robotter pyntet i alverdens farver, der suser rundt mellem hinanden som elektriske insekter. Så lyder der ivrige fodtrin på ståltappen, og ind strømmer piger og drenge med vinterkolde kinder. Hele holdet starter med at mødes til en kort samling, hvor de hver især melder sig på dagens aktiviteter.

Coding Pirates Mini Builders er startet af interaktionsdesigner Anne Toft tilbage i januar 2020 som et fritidstilbud for børn i 7-11-års alderen med fokus på kreativitet og teknologi. Med sig i rygsækken har Anne Toft mere end 12 års erfaring i softwarebranchen fra blandt andet LEGO Education. Men hvorfor skal børn, hvoraf de yngste knap er begyndt i skole, overhovedet lære at programmere og kode?

Som svar på det spørgsmål, husker Anne Toft os først og fremmest på, at teknologi er noget, vi selv skaber. Det er vigtigt at huske, fordi det gør os i stand til at stille krav til den teknologi, der omgiver os. Hun kommer med et eksempel:

“Jo mere jeg ved, når jeg går ind og skal købe for eksempel en brødrister, jo mere kan jeg sætte krav til, at den ikke siger en bestemt lyd, fordi jeg ved, at man kan slå lyden fra. Så hvad er det for nogle ting, jeg skal huske at tænke på, at den kan og ikke kan, hvad ved vi kan lade sig gøre i stedet for bare at tænke, ‘nå, men sådan er det jo’.”

Ejerskab i børnehøjde
Til de ugentlige klubaftner hos Coding Pirates Mini Builders møder pap, papir og LEGO iPads, motorer og sensorer, når de alleryngste sætter liv til deres LEGO og bygger robotter. Gennem lige dele engagement og udfordring guider Anne Toft og de frivillige børnene igennem forskellige projekter. Lige for tiden er de i gang med at skabe elementer til et supermarked med varer lavet af pap og et kasseapparat, der scanner forskellige priser alt efter varernes farve.

“Hvis man fra barnsben ser, at der er programmering i en støvsugerrobot, der er noget design i, der er taget nogle valg, så vil det også sige, at man begynder at stille krav, og så ved man, at når den opfører sig dårligt, så er det fordi, at den er programmeret dårligt, og at man faktisk kunne have gjort det på en anden måde. Lidt ligesom at man lærer at bage et brød. Det er ikke fordi, man behøver at bage sit eget eget brød hver dag, men man kan faktisk gøre det, hvis bageren er lukket i længere perioder og på samme måde kan man også selv skabe sine digitale devices.”

Til klubaften denne torsdag er to drenge gået i gang med at programmere en kodelås til en bankboks bygget i LEGO. Imens bygger en pige en blomst i LEGO og pap, som er udstyret med en sensor. Når hun holder hånden hen foran sensoren, begynder blomsten at rotere. På sin iPad styrer hun, hvor lang tid blomsten skal rotere. Straks efter går hun i gang med at klistre sort tape på gulvet i et firkantet mønster. Her placerer hun en lille hvid robot, som mest af alt minder om en lille støvsugerrobot. På samme måde bruger hun sin iPad til at sende instrukser til robotten.

De frivillige sidder sammen med børnene og er altid klar til at hjælpe, men hele tiden på en måde hvor de udfordrer børnene, og gør dem i stand til at løse problemet på egen hånd. Børnene lader sig dog heller ikke slå ud af den til tider genstridige teknologi. De går i tænkeboks, er ihærdige og forsætter med at teste og forfine deres robotter, indtil de har set alt, hvad den kan, og når de er færdige, står de frivillige klar med forslag til nye udfordringer. 

Flere piger i techbranchen
Med Mini Builders ønsker Anne Toft ikke kun at gøre en forskel for børns fortrolighed med teknologi. Det er mindst ligeså vigtigt for hende at få især pigerne med, og derfor er der lige mange piger og drenge på holdet. Ifølge Anne Toft er der nemlig flere vigtige grunde til at tænke ligestilling ind i forhold til teknologi:

“Det er simpelthen så vigtigt, at vi får pigerne med, for hvis vi skal have nogle mere alsidige produkter, så er det vigtigt, at vi også har en større talentmasse. Det er den ene ting. Den anden ting i forhold til ligestilling er, at flere jobs bliver digitale, og de er ret højt betalt.”

Ifølge Anne Toft giver en mere alsidig sammensætning af udviklere ganske enkelt bedre produkter, som henvender sig til en større mangfoldighed af brugere. Hun peger samtidig på, at selvom der kommer flere kvinder i politik og på ledende poster i erhvervslivet, så sker der samtidig en skævvridning inden for tech-branchen: 

“Nu kommer der flere kvinder ind i politik og ledende stillinger, men i de hurtigvoksende teknologifag, er der for få kvinder, og det vil sige, at ligestillingen lige pludselig er vippet uden, at vi har lagt mærke til det – altså vi har faktisk ikke set det komme. Og så handler det om bedre produkter, for selvom man er brugercenteret, når man laver designs, så bliver mange beslutninger stadig taget rundt om mødebordene, og hvis det er ene mænd, der sidder der, så bliver der taget nogle andre beslutninger, end hvis det er mere mangfoldigt. Vi bliver nødt til at have lidt mere diversitet ind i hele udviklingsteamet, for ellers kommer produktet heller ikke til at afspejle de brugere, der er derude.”

Efter halvanden time i fuld koncentration er de to drenge omsider færdige med koden til deres bankboks, og i ægte Egon Olsen stil drejer de på den mekaniske nøgle, først den ene vej, så en halv omgang den anden vej og med et klik går lågen op, men hov, der er jo ikke noget i – drengene bliver enige om at lave nogle ting, der kan komme i bankboksen til næste klubaften, hvor forældrene også er inviteret til at se børnenes mange projekter. 

“Hos LEGO kunne vi se, at det er drengene og fædrene, der køber produkterne og arbejder sammen omkring det, og det er også det, jeg oplever ude i softwareverdenen. Når vi så til gengæld arbejder med pigerne, er de faktisk ligeså motiveret, så det må være noget, der ligger i vores kultur, historie og skjulte bias.”

Om Coding Pirates Mini Builders

  • Fritidstilbud for børn fra 7-11 år med klubaften hver torsdag fra kl. 16.00-17.30.
  • Det koster 500 kr. pr. halvår at gå på holdet, og man kan tilmelde sig på Coding Pirates hjemmeside.
  • Holder til i New Neighbour, som er Arkitektskolens contrainerbyggeri mellem Godsbanen og Institut for X.
  • Etableret i januar 2020 som afdeling under foreningen Coding Pirates Denmark, som siden 2014 har beskæftiget sig med børn, unge, kreativitet og teknologi.

Anne Toft

  • Uddannet interaktionsdesigner fra Designskolen Kolding. 
  • 12 års erfaring i softwarebranchen fra blandt andre LEGO Education. 
  • Ejer af virksomheden DearStudio. 
  • Afdelingsleder hos Coding Pirates Mini Builders.