Charter McCloskey: Komik med angsten som følgesvend

Charter McCloskey er født og opvokset i en del af Danmark, der kategoriseres som ”udkantsdanmark.” Han har oplevet et tidligt dødsfald i sin nærmeste familie, som har mærket ham for livet. Han bruger i dag opvæksten og farens tidlige død som drivkraft i sin komik. Han håber i al beskedenhed, at han kan være med til at lave om på den måde, vi tænker komik.

Tekst: Mads Hørkilde
Foto: Stjernegaard Fotografi

Charter McCloskey er 11 år gammel. Han sidder og spiser aftensmad med sin mor. De er kun de to. Siden faren få år forinden – som 38-årig – døde af en blodprop, har det kun været Charter McCloskey og hans mor. Det er en stille og rolig aften i hjemmet i Østerild i det nordlige Thy. Alligevel er Charter McCloskey bange. Det føles, som om han bliver jaget af en løve. Han er bange for, at han dør. Det er en fuldstændig lammende fornemmelse, som han aldrig har prøvet før. 

”Jeg har det, som om at jeg er bange. Men det er jeg jo ikke,” siger han til sin mor. 

Selvom Charter McCloskey allerede som 11-årig godt ved, at der ikke er noget at være bange for, så er fornemmelsen af frygt fuldstændig ude af kontrol. Den slår ned som et lyn fra en klar himmel og efterlader ham gennemblødt af sved og med åndenød.  

”Jeg havde været igennem meget på det tidspunkt. Jeg havde mistet min far nogle år forinden og sådan set også min mor, fordi hun jo selvfølgelig var fuldstændig knust over tabet af min far,” siger Charter McCloskey.

Tiden efter farens pludselige død var uvirkelig for Charter McCloskey, der på trods af farens profession som fisker, hvor han ofte var væk flere måneder ad gangen, havde et tæt bånd til faren.

”Jeg savnede ham helt vildt. Han var min fribillet til verden. Når man kunne høre hans Harley Davidson gennem vinduet i skolen, så vidste jeg, at han var kommet hjem, og at jeg skulle se ham igen.”

Når Charter McCloskeys far kom hjem fra havet, stod han pludselig i klasseværelset på den lokale skole og lod underviseren vide, at der nok lige gik et par dage, før Charter McCloskey kom tilbage i skole igen.

Faren ville altid spørge Charter McCloskey, hvad jeg havde lyst til. Hvis han ville i Fårup Sommerland, så var det, det de gjorde. Hvis han ville have nyt legetøj, så var det, det de gjorde. Der var ingen smalle steder, når faren var hjemme fra havet.  

I de første par år efter farens død var alt uvirkeligt. Alt det negative blev fortrængt eller gemt væk. 

”Det var, som om at jeg gik rundt i en drøm det første lange stykke tid efter min fars død. Hvis jeg punkterede på vej hjem fra skole, så ville jeg bare lade cyklen stå, fordi jeg var overbevist om, at jeg ville vågne fra min drøm, og at cyklen så ville stå nede foran, ligesom den plejer,” forklarer Charter McCloskey.

”Sådan noget lort hober sig jo op.”

Siden dengang hjemme i barndomshjemmet i Østerild i det nordlige Thy har Charter McCloskey skullet leve side om side med angsten for at dø. En angst, som i mange tilfælde har været helt og aldeles invaliderende for den i dag 38-årige komiker. 

Andre gange har angsten været benzinen på den kreative motor, der har skabt karakterer som Jacob Ditzel, Tonni Bonde og lystløgneren Fjeder. Karakterer, som alle har en lille del af Charter McCloskey gemt i sig. 

Kunsten at få folk til at grine
”Nå, men skal vi ikke lige hilse på den her?” spørger Charter McCloskey, mens han hæver sin Arnbitter og sætter glasset til munden. 

Det er ved at være længe siden, han sidst har været på Peder Wessel på Trøjborg i Aarhus.

Charter McCloskey retter på sin kasket med ”Hanstholm” skrevet ovenover skyggen. Han sætter sine hænder tilbage i lommen på den armygrønne camouflagejakke. Det syntetiske stof knitrer, hver gang han rører på sig. Han har skubbet de store Timberland-støvler ind under sin stol. Tilbagelænet vender han tilbage til samtalen.  

”Når folk i Aarhus spørger, om man vil drikke et par øl, så mener de et par og ikke flere. Når folk i Thy spørger, om man vil drikke øl, så drikker man øl, indtil man går i seng. Det skulle jeg virkelig vænne mig til, da jeg kom til byen.”

Selvom Danmark er et lille land med små geografiske afstande, så er der langt fra Thy til Aarhus på mere end én måde. Som 18-årig rev Charter McCloskey teltpælene op af den nordvestjyske muld og flyttede til Aarhus i håbet om at kunne leve af sin kunst. 

”Da jeg fortalte mine nærmeste, at jeg gerne ville være kunstner, kiggede de bare åndsvagt på mig,” griner Charter McCloskey. 

”Skulle du ikke hellere til at blive tømrer. Du kan jo noget med de hænder, Charter.”

Selvom han rigtigt nok var god til at tegne og skrue ting sammen, så var tømrerfaget ikke nok for Charter McCloskey. Han havde trang til at gøre en forskel. Han ville ændre på verden.

”Jeg tror, at jeg er født med en trang til at skændes med skaberen. Jeg vil lave om på de ting, som jeg synes er forkerte,” forklarer han. 

Kunsten var den naturlige udtryksfrom for trangen til at ændre på verden omkring ham. Her havde han fuldstændig kontrol over udfaldet på sine billeder eller skulpturer. Nærmest ved et tilfælde udviklede den samme trang sig til at være komik i stedet for kunst gennem et genfundet venskab med Lars T. Therkildsen, som også havde taget turen fra Thy til Aarhus. De to thyboer er i dag ejere af produktionsselskabet Grasværk i Aarhus.

”Lars og jeg kom til at snakke om, hvorfor det bliver anset for at være lavsocialt, lige så snart man griner og stor kunst, så snart man græder. Det ville vi lave om på,” siger Charter McCloskey. 

Han er tøvende, men ikke afvisende for at kalde sine karakterer for små kunstværker. 

”Det er måske lidt storladent at kalde vores sketches for kunst, men jeg kan mærke, at det er den samme del af hjernen, der bliver aktiveret, når jeg laver kunst, og når jeg laver komik,” siger han med et skævt smil. 

Humoren ligger i det dystre
Der står to kolde Ceres Top på bordet foran Charter McCloskey. 

”Jeg tror sgu aldrig, at jeg har været på Peder Wessel ædru. Her er jo egentlig meget pænt,” siger han og smider et stykke snus under læben. 

Før adressen hed Vesterbro i København hed den Trøjborg i Aarhus. Det er i Aarhus, han og barndomsvennen Lars T. Therkildsen har deres produktionsselskab, Grasværk. Han indrømmer, at efter han har købt sommerhus på Sjælland, så går der lang tid imellem, at han er i Aarhus. 

Sammen med Lars T. Therkildsen er Charter McCloskey blevet et navn på den danske komikscene. De har sammen lavet ’Turbomodul’, som for første gang løb over skærmen i efteråret 2014 på TV2 Zulu. Her møder vi blandt andre Tonni Bonde, som velvilligt smider ”et par gule handsker i valgfri farve” oven i handlen, hvis man slår til med det samme. 

’Turbomoduls’ absolut mest kendte karakter er Jacob Ditzel, som på trods af en imponerende skægvækst på overlæben er en 11-årig dreng, der oplever verden set fra, ja, en 11-årig drengs perspektiv. 

”Der er hentet inspiration fra virkeligheden til stort set alle karakterer. Små træk eller talefejl,” fortæller Charter McCloskey om tilblivelsen af sine karakterer. Han har blandt andet brugt sin egen søn som inspiration til nogle af de ting, som Jacob Ditzel siger og gør. 

Netop fordi mange af karakterernes træk er hentet i den virkelige verden, så har den komiske duo oplevet flere, der er blevet stødt over deres personager og de emner, de berører. Det er dog aldrig meningen at latterliggøre eller håne nogen, når Charter McCloskey er trukket i kostume foran kameraet. 

”Vi sparker aldrig ned på nogen, men der er omvendt heller ikke noget, som vi ikke synes, er okay at lave sjov med. Der vil jo altid være nogen, som bliver stødt, men det kunne jeg ikke være mere ligeglad med,” forklarer Charter McCloskey. 

Duoen har blandt andet i en af deres sketches behandlet medicinsk fangeskab. Her spiller Lars T. Therkildsen kørestolsbrugeren Kevin, som er blevet forladt af både kone og børn efter en ulykke. Charter McCloskey spiller Jannik, som i folkeskolen var Kevins yndlingsmobbeoffer, men som nu er flyttet ind hos en sagesløs Kevin. 

”Det er jo egentlig en fuldstændig forfærdelig historie,” siger Charter McCloskey med et grin, der gør hans overskæg bredere, end det egentlig er. 

”Men det er jo samtidig også skide sjovt, at vi danser så let henover noget, som er så larmende.” Overskægget falder tilbage på plads på overlæben. 

”Angst og stress er skide gode kammerater”
Efter ’Turbomodul’ blev et hit på TV2 Zulu går Charter McCloskey og Lars T. Therkildsen i gang med at lave deres seneste serie ’Helved’. Serien handler om Albert, der sidder fast i en tidssløjfe til en familiefødselsdag hjemme i Thy, hvor han bliver konfronteret med sit ophav. 

’Helved’ har en bredere appel end ’Turbomodul’, fordi man nemmere kan spejle sig i karaktererne og tænke, at de findes i virkeligheden,” siger Charter McCloskey. 

’Helved’, som er produceret i samarbejde med Amazon Prime, er duoens hidtil største produktion med andre professionelle skuespillere, som blandt andre inkluderer Uffe Rørbæk, Sofie Stougaard og Kasper Gross. 

Den store produktion var anderledes hård for især Charter McCloskey, der som bærende hovedrolle havde mange, lange optagelsesdage iført stramme læderbukser i den danske sommervarme.

”Det var hårdt at optage ’Helved’. Jeg havde det tit sådan, at jeg bare lige skulle igennem ’Helved’ – i mere end én forstand – og så skulle jeg have verdens længste sommerferie.”

Efter tre måneders sommerferie glæder Charter McCloskey sig til at vende tilbage til arbejdet i 2018. Han har udviklet en idé til en sketch, hvor han skal gøre reklame for en kuglegrill, som, han selv synes, er ”en skide god idé.” 

Charter McCloskey står i en garage med lukket garageport. Han ved, at på den anden side af porten står et filmhold. Han ved, at kameraerne kører, og han ved, at de venter på, at han kommer frem på den anden side af den automatiske port. Han har sine replikker klar. 

”Jeg husker, at porten begynder at køre op, og at jeg kigger lige ind i kameraet på den anden side, men så kan jeg ikke huske mere. Alt blev bare sort,” forklarer Charter McCloskey. 

Charter McCloskey kunne hverken huske, hvor han var, eller hvad han lavede, da kameraholdet på den anden side af garageporten spurgte ham, hvad der var galt. 

”Det var jo ikke, fordi klappen gik ned – der var mange, der sagde, at det nok bare var nervøsitet – det havde intet med nervøsitet at gøre.”

Han var tilbage i sin mors spisestue, hvor han for første gang oplevede et angstanfald. Han bliver ramt af en altoverskyggende angst for at dø. Det kan ikke sammenlignes med den nervøsitet, som Charter McCloskey også oplever, når han for eksempel skal optræde. I modsætning til nervøsitet, så lammer angsten ham fuldstændig. 

”Stress og angst er skide gode kammerater, og det fik jeg lov at mærke på den hårde måde.”

Det fik Charter McCloskey til at trække stikket i halvandet års tid, hvor han blev nødt til at takke nej til alt det arbejde, der lå foran ham. 

”Jeg blev bare nødt til at sige; ”fuck det!” Sådan vil jeg aldrig have det igen.” 

Den (tragi)komiske virkelighed
Lysten til at skabe og underholde er ikke forsvundet på trods af halvandet års pause, hvor Charter McCloskey har måttet takke nej til alt lige fra programdeltagelse og interviews. Det har været et nødvendigt onde at trække stikket fuldstændigt. 

Det er omvendt også nødvendigt for Charter McCloskey at komme tilbage til arbejdet igen. Ideerne er for mange til blot at lade dem ligge på hylderne i hovedet på den 38-årige komiker. 

”Lars og jeg arbejder i øjeblikket sammen med TV2 Zulu om en ny tv-serie,” fortæller Charter McCloskey. Han er lidt usikker på, hvor meget han må sige. 

Selvom serien i høj grad stadig er på tegnebrættet og først kommer på skærmen i 2021, så afslører Charter McCloskey, at det bliver et mere realistisk univers, end det vi kender fra ’Turbomodul’. Det betyder blandt andet, at hvis karaktererne i serien skal have langt hår, så bliver Charter McCloskey nødt til at lade være med at klippe sit hår. 

”Vi kommer ikke til at tage en paryk omvendt på og forvente, at folk falder på halen af grin over det,” smågriner Charter McCloskey.

Det er vigtigt for Charter McCloskey og Lars T. Therkildsen, at den nye tv-serie, som kommer til at kredse omkring dating og kærlighed, kommer til at minde om noget, seerne kender fra seriøse dokumentar- eller reportageprogrammer. Karaktererne og scenerne skal i højere grad være nogle, der afspejler en virkelighed, som de fleste kender til.

Charter McCloskey og Lars T. Therkildsen har blandt andet fået en del inspiration fra DR-programmet ’Ku’ godt må godt’, hvor parret Alex og Malou lever i et åbent forhold.

”Det er simpelthen noget af det sjoveste, jeg nogensinde har set,” siger Charter McCloskey.

I stil med ’Turbomodul’ er målet ikke at nedgøre nogen, men derimod tegne et humoristisk portræt af en lille del af virkeligheden. Forskellen på det nye program, som endnu ikke har en titel, og ’Turbomodul’ er, at seerne skal kunne købe præmissen for handlingen. Det skal være så realistisk, at folk bliver i tvivl om, karaktererne er virkelige personer. For som Charter McCloskey siger, så er reality jo egentlig en komedie i sig selv.

Charter McCloskey kommer til at spille overfor blandt andre Jesper Groth, som er mest kendt for satireserien ”Klaphat,” mens Lars T. Therkildsen kommer til at stå bag kameraet og styre slagets gang. 

Selvom der umiddelbart er lang tid til 2021, så forsikrer Charter McCloskey om, at det nye program er ventetiden værd, og at man derfor roligt kan glæde sig til, at det får premiere. 

Charter McCloskey rejser sig fra sin stol. Han tager sin skuldertaske fra bordet ved siden af. Tjekker om hans snus stadig er der. Det er det. Han skal tilbage til Sjælland og holde vinterferie i sit sommerhus. Alligevel har han taget turen tilbage til Aarhus for at tale om sin opvækst, sin kreativitet og sin angst. Det er vigtigt for ham, at folk forstår, hvad angst er, og hvis det kan hjælpe, at han fortæller om sin oplevelse med angst, så er det hele turen fra København til Aarhus værd. 

Charter McCloskey

  • Født 1. april 1981
  • Søn af nordirsk far og dansk mor – deraf det irskklingende navn.
  • Opvokset i Østerild i det nordlige Thy.
  • Flyttede som 18-årig til Aarhus.
  • Bor i dag på Vesterbro i København.
  • Er medejer af produktionsselskabet Grasværk i Aarhus.
  • Har sammen med makkeren Lars T. Therkildsen lavet serierne ’Turbomodul’ og ’Helved’.