Mange danskere har måske hørt om rugby. Nogen har sågar set ’Wallabies’ og ’All Blacks’ tørne sammen i en rugbykamp i fjernsynet. Men det er et fåtal, som kender til Aarhus Rugby Klub, der er et af Danmarks bedste rugbyhold. For selvom sporten tiltrækker millioner af seere og udøvere på verdensplan, har den ikke formået at slå igennem herhjemme.
Tekst: Daniel Skinbjerg
Foto: Christer Rise Malfoy
”Skub til venstre, skub til venstre!” brøler 52-årige Chris Adby fra sidelinjen ud mod grønsværen, hvor en gruppe fuldvoksne mænd netop er smadret sammen i en eksplosion af råb og rabalder. Omkring dem står endnu flere mænd iklædt lime-stribede trøjer og ser afventende på.
For dér – et eller andet sted i klyngen af lårmuskler og mudder – ligger en oval bold, som samtlige spillere forsøger at kæmpe sig frem til med alle kræfter i deres krop. Om så det ender ud i blod, sved og tårer, brækkede fingre eller næser. Koste hvad det koste vil.
Selvom det for lægmænd virker som unødig vold, er det en ganske normal søndag i denne afkrog af Aarhus. Vi befinder os nemlig ved idrætsanlægget i Viby, hvor Aarhus Rugby Klub og tyske Hamburger RC lige nu tørner sammen i Commonwealth-sporten rugby.
Holdsport for gentlemen
”Det kræver mod at bevæge sig ud på den bane. Hver og en, som står på banen lige nu ved, at det kommer til at gøre nas. Men det er bare en del af spillet, og det må de acceptere,” forklarer Chris Adby, som er cheftræner for Aarhus Rugby Klub, mens han skuer ud mod banen.
Den garvede træner, som er født og opvokset i England, har været en del af Aarhus Rugby Klub, siden han kom til Danmark tilbage i 1987. Han mener, at rugbys voldelige ydre overskygges af, hvad sporten i sin kerne er: En ægte gentlemansport.
”Rugby handler altid om gensidig respekt. Til trods for det gør ondt, og vi kommer til skade, så kærer vi om hinanden. Hvis man saver en modstander ned, og vedkommende ikke rejser sig, løber man tilbage og hjælper ham op. Her er vi altid ordentlige,” siger han.
Klubindtægt gennem ølsalg
Aarhus Rugby Klub blev etableret i 1974, hvor den grønne plet i Viby blev omdannet til en rugbybane, som klubben har gjort brug af lige siden. Der var hverken klubhus eller omklædning. Og pengene blev tjent ind på at sælge øl til spillerne før og efter kampene.
”Da jeg startede på holdet i 1987, mødte tre spillere op til træning. Det var forfærdeligt, men har heldigvis ændret sig gevaldigt,” siger Chris Adby, der tidligere har spillet på det danske rugbylandshold og i dag er landsholdstræner for selvsamme hold, når han ikke træner Aarhus Rugby Klub.
Siden da har Aarhus Rugby Klub nemlig formået at vokse sig til en succesfuld sportsklub med et lille skur som omklædningsrum og et dertilhørende klubhus. Her er pokaler og medaljer plastret på væggen i dusinvis, som vidne om klubbens mange Danmarksmesterskaber – senest i 2016 og 2017.
Kammeratskab over konkurrence
Mens kampen skrider frem, bevæger et mørkt skydække sig nu henover rugbybanen, og regndråber forvandler langsomt græstæppet til et væld af mudder. Efterhånden dækkes begge holds uniformer og kropsdele af et lag kamuflage af møg, som kampene tager til i den våde jord.
En af Aarhus Rugby Klubs spillere ender med hovedet i jorden og bolden i hænderne, mens en medspiller og modspiller skubber til hinanden over ham. Pludselig lyder et fløjt fra dommeren, og begge spillere hjælper den tredje op fra mudderet. Han spiller videre med blodet dryppende fra næsen.
”Man tager knubsene som en mand. Det er ikke som i fodbold, hvor man ruller rundt. Man vil ikke tabe ansigt og ligne en tøsedreng. Brækker man en finger eller næsen, lægger man is på, og så er det bare videre,” siger Kenneth Rasmussen, som er kaptajn for Aarhus Rugby Klub, og tilføjer:
”Selvom vi slås om bolden og giver den fuld gas på banen, så opstår der bare et kammeratskab, som ikke er til at forklare. Man går igennem de her ting sammen på banen og kan grine af det over en øl i klubhuset efterfølgende.”
Alle bliver accepteret
Kenneth Ramussen fortæller, at som rugbyspiller bliver man accepteret, uanset hvor man kommer fra. Om man er rig eller fattig, tyk eller tynd eller er fra Tjekkiet eller Thyborøn. Det er den sociale kultur, som gør rugby til en sport, der skiller sig ud fra så mange andre.
”Vi er alle ens, når vi løber ud på den bane. Der er ikke nogen, som er hævet over andre, og man skal ikke være ekstraordinær for at blive accepteret, når man møder op i en rugbyklub. Og det holder man fast i uden for banen,” siger han.
Holdkaptajnen bryster sig da også af, at klubben har mange internationale spillere fra blandt andet Sydafrika, Rumænien og Chile. For det er netop det, rugby er kendt for – kammeratskabet, og at man kan møde op i den lokale klub og få en omgangskreds med det samme.
”Hvis man flytter til en ny by, så får man allerede nye kammerater, så snart man møder op i den lokale klub. Man bliver en del af fællesskabet med det samme, fordi vi værner om hinanden. Vi har ikke den luksus, at der dukker en ny spiller op, hvis nogen smutter,” siger Kenneth Rasmussen.
Trange kår i Danmark
Rugby er en af verdens mest populære sportsgrene med over 330 millioner fans globalt ifølge organisationen World Rugby. Men selvom rugby oplever succes i lande som Australien, Sydafrika, Indien og Irland, har sporten trange kår i Danmark, hvor klubberne har svært ved at tiltrække spillere.
En oversigt fra Danmarks Statistik viser, at der blot er 2200 rugbyudøvere herhjemme, og antallet har ligget stabilt over de seneste år. Til sammenligning har fodbold og håndbold henholdsvis 350.000 og 100.000 udøvere i idrætsforeninger landet over.
Mikael Lai Rasmussen, som er sportschef i Dansk Rugby Union, er dog optimistisk i forhold til sportens udvikling i Danmark. Det er især de unge, som er kommet på banen i foreningerne, og han håber derfor, at endnu flere vil finde vejen ind i en rugbyklub.
”Tallene taler for sig selv. Men vi har stadig troen på, at tendensen ændrer sig i fremtiden. For rugby er en fuldstændig fantastisk sport, som byder på en helt unik diversitet og fællesskab. Hvis vi bare alle spillede rugby, ville vi nok blive bedre mennesker,” fortæller Mikael Lai Rasmussen.
Han mener, at en af rugbys største udfordringer er, at der ikke er nok folk, som kender til sportsgrenen, og alt det den indebærer af sammenhold, ordentlighed og tradition. For så snart de gør det, bliver den hurtigt attraktiv.
”Langt hen ad vejen handler det om, at folk ikke kender til rugby. Og det er svært at få folk til at spille det, når de ikke ved, det eksisterer. Men så snart folk stifter bekendtskab med sporten, bliver de hurtigt forelsket i den,” siger han.
En skål mellem venner og fjender
Tilbage på rugbybanen i Viby har regnvejret passeret, og kampens slutfløjt lyder. Med stillingen 12-15 er det de tyske gæster fra Hamburger RC, der løber med sejren. Og selvom spillerne fra Aarhus Rugby Klub er skuffede, betyder det ikke alverdens. For i klubhuset venter der en kold øl.
Men før alle spillerne løber ud i omklædningsrummene, stiller hjemmebaneholdet sig op på en række og danner en port. Her løber modstanderholdet igennem, mens hjemmeholdet klapper dem ad banen som en sidste gestus og tak for kampen. Præcis som kutymen foreskriver det.
Holdkaptajn Kenneth Rasmussen mener, at det er efter kampen, det for alvor kommer til udtryk, at rugby er en gentlemansport:
”Selvom det går vildt for sig på banen, så er det også en skrøbelig sport, som ikke er større, end den er. Derfor holder vi også fast i hinanden, og det sociale fællesskab vi har sammen. Det er det, sporten står for i min optik.”
Om rugby
- Rugby er en af verdens største idrætsgrene, og regelsættet for sportsgrenen blev nedskrevet tilbage i 1845 på Rugby School i byen Rugby, Warwickshire i England.
- Hvert hold består af 15 spillere, der skal sparke, spille og til sidst bære bolden over slutlinjen. En kamp varer omtrent 80 minutter, som er delt op af en enkelt halvveg.
- Normalt bruges der ikke anden beskyttelse end tandbeskyttere og en blød hjelm kaldet en ’scrum cap’.
- I Danmark er der blevet spillet rugby siden 1931. Dansk Rugby Union blev stiftet i 1950 og har i dag over 2200 medlemmer fordelt på mere end 25 klubber landet over.
Rugbylandshold og deres kaldenavne:
Australien: Wallabies
New Zealand:All Blacks
Sydafrika:Springboks
England:Red and Whites
Danmark: Danish Lions
Mød Bradley Thomas Glisson
35 år, bygningskonstruktør
Cape Town, Sydafrika
Jeg har spillet rugby i 3,5 år. Man skulle selvfølgelig tro, at jeg er et naturtalent, siden jeg er fra Sydafrika, hvor sporten er stor, men det er jeg slet ikke.
Jeg spiller rugby, fordi jeg elsker holdånden. Hvis man kommer udlands fra, er det et godt sted at møde nye mennesker, blive en del af et fællesskab og drikke et par øl efter kampene.
Fodbold har måske individuelle spillere som Cristiano Ronaldo og David Beckham. Men rugby har solidaritet og et fantastisk kammeratskab. Vi er alle venner på den anden side af slutfløjtet.
Mød Cristian Leahu
22 år, softwareudvikler
Rumænien
Jeg har spillet rugby i 10 år, og det har været min fritidsinteresse, siden jeg flyttede fra Rumænien til Danmark. Rugbyklubben var nok et af de første steder, jeg opsøgte, da jeg kom til Aarhus.
Vi er lidt som en familie, og det er meget mere end bare sport. Jeg følte mig en del alene månederne efter, jeg kom til Danmark. Men så fik jeg rugby og et fantastisk fællesskab.
Jeg begyndte at snakke med et hav af nye mennesker, og sporten hjalp mig med at få nye venner og blive introduceret til Danmark. Det er det, som gør rugby til så fantastisk en sport.
Mød Kenny Nielsen
23 år, elektriker
Danmark
Jeg har spillet rugby i mere end 9 år. Jeg havde forsøgt mig med badminton, men der var jeg for stor og for langsom. Efterfølgende fandt jeg ud af, at min størrelse nok passede bedre til rugby.
Det fedeste er fællesskabet. Man kender alle, ligeså snart man møder op i en rugbyklub. For der er altid noget, som man er fælles om, og der er tradition for at hænge ud på tværs af holdene.
Det er ikke en voldelig sport. Selvfølgelig sker der skader. Men lige meget hvad, så drikker vi alle en øl sammen bagefter med modstanderholdet. Det er få sportsgrene, at man kan det i.