Festivalsæsonen er endnu engang over os, og weekendens SPOT Festival er præcis stedet at befinde sig, hvis man er nysgerrig og vil opdateres på den danske musikscene. Både nye og mere garvede kunstnere finder vej til festivalen i år, og vi har spurgt en håndfuld festivalgængere om deres forventninger til dette års udgave af SPOT.  

ANNE, 22 ÅR

Jeg har høje forventninger til SPOT Festival i år. Jeg har efterhånden været her nogle gange, og det her er mit fjerde år. Jeg synes altid, at SPOT er vildt godt og på et højt niveau. Kunstnerne giver den max gas, fordi de aldrig ved, hvem der potentielt kan stå blandt publikum – det kunne jo være den helt store chance.

Jeg ser meget frem til koncerten med Moses: ”Andreas”, der laver noget ret lækkert dansksproget RnB. Og så ser jeg rigtig meget frem til at høre Lord Siva på lørdag, som netop har udgivet et nyt album. Derudover hørte jeg også lige en lille bid af Lowly nede på SPOT Royal scenen ved åen tidligere, og det var også rigtig godt.

Af andre ting har jeg egentlig bare glædet mig rigtig meget til at drikke nogle øl og hygge med mine venner. Og så tror jeg også, jeg skal ned i Øst for Paradis på søndag for at se dokumentaren om Amy Winehouse. Den har jeg ikke fået set endnu, og det er egentlig lidt noget skidt.

 

JEPPE, 21 ÅR

Først og fremmest forventer jeg, at det kommer til at være godt vejr. Men jeg håber selvfølgelig også på at få nogle fede koncertoplevelser rundt omkring på de forskellige spillesteder. Jeg synes især, at SPOT har valgt nogle gode bands til siddekoncerterne i Musikhuset i år.

Men ellers glæder jeg mig specielt til at høre BaBa ZuLa, der spiller fredag aften i Ridehuset, og så kan jeg også anbefale folk at tage ind at se IRAH, der også skal spille fredag aften i Musikhuset. Indtil videre har jeg været til et SPOT pre-party nede på Radar, hvor blandt andre Saint Cava, Liss og First Hate spillede.

Det er tredje gang, jeg er med til SPOT, og det fede ved festivalen er, at man i princippet ikke behøver at investere så meget i det. Man kan sagtens gå lidt frem og tilbage – eller gå hjem for at tage en lur, hvis det er det, man vil. Så man kan have den der festivalstemning samtidig med, at man har det lækkert og ordentligt.

 

FRIDA, 18 ÅR

Jeg håber egentlig bare på at hygge mig rigtig meget med mine gode venner, og så håber jeg at høre en masse forskelligt og nyt musik. Jeg kender lidt til dem, der kommer, men mange af kunstnerne er ukendte for mig, så jeg glæder mig til at opdage noget nyt, og det er også det, der netop er fedt ved SPOT.

Jeg kan anbefale andre at se Gents. Dem har jeg selv oplevet før, og de var rigtig nice. Og så tænker jeg, at Communions og Scarlet Pleasure bliver godt – dem har jeg også begge set før. Men jeg tror også, der er meget godt musik til SPOT, som jeg bare ikke har fået øjnene op for endnu.

Fredag aften har jeg overvejet at tage til Roller Disco i Den Rå Hal, men jeg er ikke helt sikker på det endnu. Og som det næste skal jeg ned til Wood Woods SPOT pre-party og høre noget Soleima, som også spiller lørdag på SPOT. Og så skal jeg selvfølgelig drikke nogle øl og måske spise en hotdog.

 

MIKKEL, 45 ÅR

Jeg har været til SPOT to gange før, og begge gange har jeg i hvert fald hørt fem-seks kunstnere, som jeg syntes var pisse gode, og som jeg ikke anede eksisterede. Sidste år var det blandt andet en svensk kunster, der hedder Albin Lee Meldau, som var det bedste, og året før det hørte jeg Kill J, som også var vildt godt.

Jeg kommer altid med store forventninger, men jeg ved aldrig, hvad de er rettet mod – andet end at jeg selvfølgelig håber, der kommer noget godt. Så jeg kender faktisk ikke rigtigt musikprogrammet i år, men tager det i stedet lidt som det kommer.

Det er mest musikken, jeg kommer for, så med mindre jeg støder ind i nogle andre events tilfældigt, så tror jeg, at det meste af tiden kommer til at blive brugt på koncerter.