Vibeke Houmøller har været præst i 23 år. Hun følger folk fra vugge til grav, og hendes hverdag består af mange mentale skift. Aarhus Panorama har fulgt den kvindelige præst en torsdag i december. En dag, som bød på alt lige fra konfirmationsundervisning til bisættelse. Og fra travle forberedelser til indlevende og rolige prædiker.

Vores religiøse trang bliver mange steder beskrevet som et ”menneskeligt vilkår”. Sådan har det været så langt tilbage i tiden, man kan spore. Men for mange mennesker bliver kirken i dag kun brugt til de tre b’er: Barnedåb, bryllup og begravelse. Og selvfølgelig juleaften. Det kan ses på antallet af medlemmer i folkekirken, hvor der i mange år har været en lille, men konstant nedgang. I Aarhus er medlemstallet fra 1990 til 2015 faldet med 10 procent.

Vibeke Houmøller er præst i Skt. Lukas Kirken på Ingerslev Boulevard. Man skulle tro, at troen var det sikreste kald og det mest betydningsfulde for hende. Men Vibeke Houmøller er ikke en præst med en definitiv tro og endegyldige svar på alting. Og selv beskriver hun sin tro som værende vakkelvorn og hullet.”

En kristen opvækst
”Det religiøse aspekt har jeg haft helt fra barnsben. Jeg har gået i kirke hver søndag hele mit liv, lige indtil jeg blev præst,” fortæller Vibeke Houmøller, da hun bliver adspurgt om sin baggrund.

Vibeke Houmøller er født og opvokset som missionærbarn i Nigeria i Afrika. Begge forældre er læger og arbejdede i en kirke dernede. Familien boede i Nigeria i de første 11 år af Vibeke Houmøllers liv.

”Jeg er vokset op i en meget traditionel kristen ramme, næsten indremissionsk opvækst, hvor alting var så enkelt og klart, og man vidste, hvad man skulle mene om Jesus og Gud og biblen. Der var ingen tvivl,” fortæller præsten.

Hun begyndte at læse teologi som 19-årig og blev ordineret i 1992. Efterfølgende startede hun med et vikariat i Risskov, og her begyndte hendes første tros krise.

”Da jeg så bliver præst og pludselig skal stå selv og skal forkynde alt det her, så kan jeg ikke længere bare sige ordene. Så bliver der nødt til at være en eller anden autoritet omkring det, og det er der, jeg falder sammen. Det gik rigtig godt udadtil, men indadtil var det rigtig svært for mig at finde min rolle som præst.”

Tvivlen får hende til at tage en pause fra jobbet som præst for at genfinde sin tro. Hvis ikke hun havde taget den pause, tror hun, at hun havde taget helt afsked med troen.

Konfirmationsundervisning
To gange om ugen kl. 08:00 har Vibeke Houmøller konfirmationsundervisning. I dag tager hun børnene med ind i kirken, fortæller dem om advent, tænder et lys, sætter musik på og får dem til at slappe af. Senere beder hun dem om at tegne Gud.

Det religiøse aspekt har jeg haft helt fra barnsben. Jeg har gået i kirke hver søndag hele mit liv, før jeg blev præst.

Vibeke Houmøller mener, at mange mennesker har en længsel efter noget åndeligt, men omvendt påpeger hun også:

”Der er så mange, der er gået direkte fra deres barnebillede af gud, som er en dømmende mand, der sidder i en sky. Og hvis de ikke har fået lov til at pille det barnebillede fra hinanden undervejs, så tager de afstand fra religionen.”

Som afslutning på undervisningen tager Vibeke Houmøller konfirmanderne med op i kirketårnet. Herefter hopper hun videre til en mere administrativ del af præstejobbet: et møde med menighedsrådet.

Bisættelse
Efter mødet har Vibeke Houmøller en bisættelse i Vestre Kirkes Kapel kl. 11.30. Fra konfirmationsundervisning til møder og til en bisættelse, hvor hun står som dirigent i den mest sorgfulde situation af alle.

På præstekontoret under kirkerummet fortæller hun tidligere på dagen, at en af de vigtigste egenskaber som præst er nærværet:

”Evnen til at være nærværende er rigtig vigtig for mig. Det er den, jeg trækker på. Det er min styrke. Jeg kan gå fra det ene til det andet og være fuldstændig nærværende.”

En lokal præst
Midt på eftermiddagen har Vibeke Houmøller en samtale med en ældre dame med demens på Frederiksbjerg. Præsten besøger hende én gang om ugen for at sludre. Og selvom det er glemt få minutter efter, hun er gået, ved hun, det betyder noget i øjeblikket. Der er ikke mange ældre mennesker tilbage på Frederiksbjerg:

”Størstedelen er unge og børn her i sognet,” fortæller Vibeke Houmøller.

På vejen hen til samtalen møder vi en gammel dame, der snegler sig hen ad fortovet med sin rollator. Vibeke Houmøller udbryder straks ”Jamen, goddag Gerda. Hvordan går det med dig?”. Gerda har begivet sig ned i byen i dag og er på vej hjem til eftermiddagskaffen.

”Jeg har altid vidst, at jeg skulle have noget med mennesker at gøre. Det var meget afgørende for mig. Jeg er meget genert i virkeligheden. Det er ikke så enkelt at møde mennesker, men jeg er drevet af at gøre noget og være noget for andre mennesker.”

Få meter længere nede ad gaden og en snak om kirkeklokker senere, standser endnu en krumrygget dame op. Det er endnu en Gerda. Der er tre af slagsen, fortæller Vibeke Houmøller. Denne Gerda er meget lav og kan ikke høre. Men hendes øjne stråler om kap med solen, da hun får øje på præsten.

Efter det tilfældige møde med Gerda på gaden fortæller Vibeke Houmøller:

”Empati er en nødvendighed som præst. Du møder mennesker i alle situationer, og det skal interessere dig at møde andre mennesker og lytte til deres situation.”

Vi når til lejligheden, og inden præsten banker på, og vi tager afsked, aftaler vi at mødes i til natkirke.

Natkirke
Det er en lang dag for Vibeke Houmøller, for senere byder hun og Skt. Lukas Kirken på natkirke fra 19:00-23:00. Kirken er tændt op af levende lys og flygelmusik, og den stråler af nærvær. Unge som gamle møder op for at bede en bøn, synge en salme, tale med præsten eller bare for at nyde stilheden.

Empati er en nødvendighed som præst. Du møder mennesker i alle situationer, og det skal interessere dig at møde andre mennesker og lytte til deres situation.

Vibeke Houmøller sidder bagerst i kirken, endnu ikke iført præstekjole, lyttende og betaget af stemningen. Her er alle velkomne, og folk må komme og gå, som de vil. Et arrangement, hvor det er op til den enkelte at bestemme, hvordan man dyrker sin tro. Og for Vibeke Houmøller er det netop vigtigt at forholde sig til, hvad ens personlige tro indebærer.

”Jeg er ikke i tvivl om, at troen er der, og jeg længes efter den og rækker ud efter den. Men jeg kan ikke sætte ord på den, pege på den, definere den eller vise andre den. Men for mig er det altafgørende at have noget at henvende mig til. Jeg har simpelthen brug for at have en kraft, en magt at rette mig imod.”

På trods af sin lange karriere, er hendes tro stadig en tro, som ikke er endegyldig og bestemt.

Dagens sidste amen er sagt, og Aarhus Panorama forlader Vibeke Houmøller efter hendes prædike. I morgen venter endnu en dag med alt fra små administrative opgaver til livets store spørgsmål.