Hans karakteristiske streg fører vej gennem byens storskrald. På fortovenes aflagte IKEA-møbler, gamle madrasser og efterladte papkasser dukker motiver af katte og dødningehoveder op. Vi har besøgt kunstneren Ulrik Myrtue på hans hjemmebane i de aarhusianske gader.

ulrik-myrtue2På fortovet i Knudrisgade ligger en stor bunke ragelse. Gamle fastnettelefoner, proptrækkerledninger, ituslåede billedrammer, en hidsigt gul IKEA-pose fuld af Tupperware, gamle syltetøjsglas og et hav af kuglepenne i alverdens farver fylder fliserne. Efterladenskaberne af denne uges forbrugsfest og et lille paradis for Ulrik Myrtue. Han griber fat i, hvad der ligner glaslågen fra en mikroovn og finder en slidt, gaffatape-indbundet tusch frem fra den neongule Haglöfs-rygsæk. Langsomt fremtoner omridset af et dødningehoved på glasset. Da han er færdig, placeres det nyeste Myrtue-værk midt i skraldebunken. Klar til at blive opdaget af den næste heldige forbipasserende.

”Jeg havde faktisk slet ikke forestillet mig, at nogen ville begynde at tage mine ting med hjem. Jeg tegnede bare. Og så tænkte jeg, at folk ville se det, når de gik forbi, inden det blev fjernet af kommunen,” fortæller Ulrik Myrtue og skubber de store briller længere op ad næseryggen med bagsiden af hånden.

Men folk gik ikke bare forbi, og i dag findes Ulrik Myrtues værker i masser af aarhusianske hjem. En kendsgerning, der stadig føles lidt mærkelig ”på den gode måde” for den 27-årige kunstner.

”Det er da fedt, at folk kan lide mine ting. Nogle gange kan jeg også godt finde på at sætte mig i nærheden af det, jeg har lavet, og se, hvem der samler det op,” smiler han.

Det skal ikke være for pænt
Inspirationen til den velkendte, let naivistiske Myrtue-streg kom fra en kombination af børnetegninger og storebroderens ringe tegneevner. Alle Ulrik Myrtues dødningehoveder stammer fra et, som hans bror i sin tid tegnede for sjov.

”Jeg kan godt lide at efterligne børn, retarderede eller folk, der bare er dårlige til at tegne. De har en helt særlig streg. Det skal ikke være for pænt eller tænkt. Så jeg tager elementer fra dem, bygger videre og gør dem til mine egne. Jeg stjæler fra dem, der er mere intuitive end mig selv.”

På trods af, at Ulrik Myrtue efterhånden har tegnet rigtig mange dødningehoveder, bliver han ikke træt af det motiv, der for alvor har gjort ham kendt på gadeplan:

”Jeg er tryghedsmenneske i forhold til mine motiver. Jeg holder mig til det, jeg ved, fungerer for mit øje,” fortæller han.

ulrik-myrtue4Ulrik Myrtue lægger tuschen tilbage i rygsækken og svinger den over skulderen. Vi går videre, drejer om hjørnet ad Molsgade og til højre ad Helgenæsgade. En stor, mørkerød papcontainer står placeret mellem de parkerede biler. På fortovet ved siden af hviler resterne af et kasseret glasbord sig op ad husmuren. Bordpladen er stadig intakt, og Ulrik Myrtue lyser op ved synet af fundet. Han tager en papirserviet op af tasken og begynder at rengøre glaspladen. Et rent lærred er åbenbart stadig at foretrække, selvom man maler på skrald.

”Et glasbord forbinder man tit med en helt bestemt type. Der er noget sjovt i, at det pludselig kan komme hjem til nogen, der ellers aldrig ville købe sådan et. På den måde kan man tage noget fra en personlighedstype og flytte til en anden og dermed lege med betydningen,” reflekterer Ulrik Myrtue, mens endnu et dødningehoved tager form.

Tuschen hviner ved kontakten med glasset. Værket afsluttes med en signatur nederst og fire store E’er i hjørnerne af glasset – et andet gennemgående indslag i værkerne, der ifølge Ulrik Myrtue ligesom dødningehovedet ikke rummer nogen dybere mening.

”Jeg leger bare med former og finder ud af, hvad jeg kan lide,” siger han og placerer den nu Myrtue-ficerede glasplade, hvor han fandt den.

ulrik-myrtue5På kant med loven
Ulrik Myrtue ligner ikke så mange andre i det aarhusianske gadebillede. Iført Nikekasket, sorte Umbro-joggingbukser, en hvid T-shirt med sorte tuschpletter på forsiden, et Myrtue-’rygmærke’ med dødningehoved bagpå og en 80’er-farvet joggingjakke er han en, man lægger mærke til.

”Jeg finder alt mit tøj i genbrugsforretninger og storskrald. Både fordi det er godt for miljøet, og fordi det er spændende at gå på opdagelse efter det. Nogle gange går jeg også ind i forladte bygninger og finder ting. Engang fandt jeg et helt ødelagt dødsbo, hvor der havde boet en dranker. Han havde nogle fede shorts og et par fede sko, som jeg tog.”

Ulrik Myrtue er en eventyrer. Og hans behov for det uopdagede fører ham ind imellem til steder og aktiviteter, der ligger på kanten af det lovlige og udover det anstændige for mange.

”Det er jo ikke, fordi noget er ulovligt, at det er spændende. Det er bare i gråzonen, at de mest interessante ting ofte sker,” fortæller han.

Det er jo ikke, fordi noget er ulovligt, at det er spændende. Det er bare i gråzonen, at de mest interessante ting ofte sker.

I Ulrik Myrtues unge år tog behovet for spænding dog overhånd, og pludselig befandt han sig i en situation, hvor kriminalitet var blevet hverdag:

”Min værelseskammerat fra efterskolen viste mig, hvordan han stjal slik fra Brugsen, og jeg var dybt fascineret og inspireret. Snart stjal jeg rigtig meget og blev desværre også dygtig til det. DVD’er, tøj, slik og andet mere eller mindre tilfældigt, som lige kunne nupses. Jeg kunne mærke hjertet banke og havde det fantastisk. Jeg stjal kun fra butikker, aldrig fra private. Dér gik min grænse. Udover det lavede jeg også en del hærværk i den periode af mit liv.”

Det er jo ikke, fordi noget er ulovligt, at det er spændende. Det er bare i gråzonen, at de mest interessante ting ofte sker

I dag holder Ulrik Myrtue sig til at gå på opdagelse. Det giver dog også ind imellem kritisk medfart, når hans togter fører ham uden for lovens rammer. Som da han i sensommeren under et falsk navn lagde en video på Instagramprofilen MitAarhus, hvori han bevægede sig rundt i et ufærdigt højhusbyggeri. Det skabte vrede hos de mange følgere, hvilket påvirkede Ulrik Myrtues følsomme sind:

”Det er svært helt at ignorere, når folk bliver sure. Jeg er ret følsom over for kritik. Men jeg synes ikke kun, det skal være billeder af kaffe og børn, der skal definere Aarhus. Sådan nogle oplevelser er ’Mit Aarhus’, også selvom det er lidt på kanten, og det støder nogen. Jeg kan altid godt lide at prikke til folk, der er lidt for firkantede,” siger Ulrik Myrtue med hele hovedet gemt i den røde container med pap.

Han river et stort stykke midt over og finder igen tuschen frem.

ulrik-myrtue7Hele Aarhus’ klovn
Et ungt par kaster nysgerrige blikke mod den farverige mand, der sidder på knæ på asfalten og tegner. Da øjnene rammer pappet, anes en vis genkendelse i mødet med dødningehovedet. På trods af de kontroversielle kunstprojekter og Ulrik Myrtues farverige udseende er der nu ikke noget videre larmende over hans person.

Hans ord er indpakket i en umiskendelig, aarhusiansk dialekt og en iøjnefaldende ro, hvilket resulterer i en spøjs blanding af larm og stilhed. Idealisme og provokation. Beskedenhed og storhedsvanvid. Kunst og skrald. Trangen til at skille sig ud kommer dog ifølge Ulrik Myrtue selv fra et helt grundlæggende behov for at blive set:

Jeg gik fra at være klassens klovn på HF til nu at være hele Aarhus’ klovn.

”Jeg har altid været meget opmærksomhedskrævende. Jeg er en rigtig lillebror, men da jeg flyttede hjemmefra, måtte jeg finde en anden måde at få opmærksomhed på. Jeg gik fra at være klassens klovn på HF til nu at være hele Aarhus’ klovn.”

Klovneriet kommer blandt andet til udtryk i de satiriske videoer, der fylder Ulrik Myrtues Instagram-profil, og i 2013 igangsatte han et større selvpromoveringsprojekt, der fyldte byrummet med billeder af ham selv.

”Engang tænkte jeg, at jeg bare gerne ville være kendt. Nu vil jeg gerne være kendt, fordi jeg kan bruge det til at leve af at være kunstner,” fortæller han.

”Det er helt klart en vigtig strategi for mig at skabe noget larm. Der er mange, der synes, jeg er lidt mærkelig, og som ikke helt forstår, hvad jeg render og laver. Det, synes jeg, er helt perfekt.”

Målet med larmen er først og fremmest at nå ud til så mange som muligt. Derfor er Ulrik Myrtue heller ikke bange for at deltage i mere kommercielle projekter, og i løbet af efteråret medvirker han i TV 2-programmet ’Fantastiske fund’.

Rivende rastløshed
Vi krydser den byggeplads, der i øjeblikket udgør den nederste del af Nørrebrogade, og fortsætter gennem Mejlgades virvar af travle eftermiddagscyklister. Det er tydeligvis ikke en scene, der passer Ulrik Myrtue særligt godt. Han savner flere rolige gågader, siger han. Vi drejer om hjørnet ad Graven, hvor en gruppe studerende nyder dagens sidste sol på ’Hipsterhøjen’ ved Teatertorvet.

”Jeg er meget utålmodig og rastløs. Der går ikke så lang tid, før jeg bliver træt af de ting, jeg laver. Det er desværre sådan med alt, hvad jeg foretager mig. Også med de uddannelser, jeg har været i gang med. Jeg er ikke altid så god til at gennemføre ting,” fortæller Ulrik Myrtue, mens vi går.

Han har tidligere både prøvet kræfter med dyrepasseruddannelsen, læst idéhistorie på universitetet og søgt ind på Kunstakademiet en enkelt gang. Skolebænken føltes dog aldrig rigtig komfortabel. Nu er rastløsheden igen begyndt at melde sig. Derfor går der nok heller ikke lang tid, før man ikke længere kan finde det Myrtue-udsmykkede storskrald i gaderne, spår han.

Vi kommer dog ikke til at undvære Ulrik Myrtue helt, men i stedet for at kigge ned, skal blikket fra nu af rettes opad for at spotte den særlige streg. Senest har han nemlig i igangsat projektet ”Mere end gavlmalerier”, der skal forfine byens tomme gavle og skabe identitet i de forskellige kvarterer. Og tilføre lidt mere Myrtue-larm til de aarhusianske gader.ulrik-myrtue8