Med rødderne solidt plantet i Aarhus og uden de store armbevægelser har den nu islandsk bosatte og gifte Tina Dickow opbygget en international og succesfuld karriere som singer-songwriter.

Af Brian Mogensen

Det har længe været en drøm at interviewe Tina Dickow. Jeg er selv vokset op i samme periode i Aarhus som hun. Jeg var der til ’Vi har scenen – Har I musikken?’, da hun vandt en singleudgivelse i 1998. Men selv om hun i høj grad har været den del af mit Aarhusbillede, har hendes musik sjovt nok aldrig føltes som et soundtrack til Aarhus. Ikke på samme måde som blandt andet Thomas Helmig og TV-2. Men modsat dem, hvis succes aldrig rigtigt har bevæget sig uden for Danmark, er Tina Dickow en internationalt anerkendt kunstner. Hun har dæleme gjort noget ud af sig selv. Professionelt forstås.

Ingen grund til panik
Og pludselig blev drømmen om et interview med Tina Dickow en realitet. Farvel til de gratis drømme. Bordet fangede, og jeg skulle finde på gode, intelligente spørgsmål. Jeg kastede mig ud i at læse en masse forskellige interviews med hende; bare for at blive endnu mere mættet og forvirret. Hvad pokker skulle interviewet handle om? Det er så dumt at stå der som en anden sportsjournalist og spørge: ”10. album?” Det blev pludselig superstressende. Der var dog ingen grund til panik. Inden jeg mødte Tina Dickow til interviewet på Kvindemuseet, havde vi snakket sammen via Skype og mailet frem og tilbage. Mit indtryk af hende var en sød og almindelig pige, der er for tålmodig for sit eget bedste og måske har et blødt punkt, når det gælder hjembyen. Efter interviewet har nogle ting ændret sig, men min beundring, min fascination og mit teenage-crush er kun blevet større.

For én ting er det billede, som hun maler i sine sange, sine tekster, og det jeg har læst om hende. Noget andet er den person, der den søndag, efter en lang fotosession med makeup og alt det tilhørende, bare kunne sidde og snakke med mig. Midt i håndværkerrod og flyttekasser på Kvindemuseets øverste etage. Det føltes helt naturligt. Det blev aldrig for professionelt, og det gik heller ikke op i hat og briller.

Knivskarp og superfascinerende
For hun er virkelig bare en pige fra Aarhus, der valgt en karriere, der passer til sine drømme. Og som stadig kan tage bussen og gå ned og købe ind i Føtex. Samtidig er hun knivskarp og superfascinerende at snakke med. Og nu er min taletid vist også for længst ovre. Jeg skal nok blande mig udenom og give ordet til Tina Dickow.

Hvis du nu ikke var Tina Dickow, hvordan ville du så beskrive din musik?
Jeg ville beskrive min musik som en pige med en guitar, der synger tænksomme sange med tænksomme tekster.

Hvorfor er du sådan?
Jeg ville beskrive mig selv som et menneske, der i alt i livet søger en enkelthed og en ro. Måske fordi jeg føler, at jeg altid har gået rundt med meget kaos indeni, plus der er meget ved denne her verden og ved mig selv, som jeg måske ikke altid har forstået. Derfor giver det mening for mig, når det handler om musik, at barbere fuldstændig ned til noget enkelt. En pige med en guitar, der fortæller nogle historier. Uden attitude, uden spil. Bare ærligt og simpelt at kommunikere nogle tanker ud til sit publikum.

Jeg ville beskrive mig selv som et menneske, der i alt i livet søger en enkelthed og en ro.Tina Dickow

Er det dit generelle forhold til den verden, du lever i?
Jeg synes jo, at livet er ekstremt modsætningsfuldt. Der er mange situationer, hvor tingene er på én måde den ene dag og en anden måde den anden dag. Den næste dag kræver det samme problem en anden løsning. Den næste dag har det hele løst sig selv. Det kan man også mærke, hvis man nærlæser mine tekster. Det handler meget om at undersøge de der forskelle. De der modsætninger. I den ene ende af skalaen gør man sådan, og i den anden ende er det noget andet, man gør. ’Sometimes the fastest way to get there, is to go slow.’ Men jeg kunne også have skrevet en sang, der sagde: ’Sometimes the fastest way to get there, is to go fast.’ Nogle gange skal du gå langsomt for at gå stærkt, og andre gange skal du give slip for at holde fast. Jeg kan godt lide facitter. Dem synes jeg ikke, at jeg oplever særlig mange af, når jeg går rundt i livet. Det er en filosofisk måde at være til på. Man bliver ved med at spørge og spørge, men man finder aldrig et svar.

Er det en erkendelse af, at man ikke når dertil? Eller handler det mere om sådan en laissez faire-indstilling til tingene, og de krav man stiller til den verden, man lever i?
Erkendelsen af, at man aldrig når til at forstå tingene, har altid været der. Det er en af grundene til, at jeg laver musik i det hele taget. Men at lære at leve med den erkendelse handler om, tror jeg, at man i ordets bedste forstand bliver ligeglad.

tina_dickow_web2

Tænker du altid i musik?
Nej. Slet ikke. Nej. Jeg laver kun de sange, der bliver udgivet. Stort set. Hvis jeg kan mærke på en sang, at den ikke er en del af mit livsværk, at den ikke kommenterer noget relevant i mit liv, stopper jeg med at skrive. Så kan det være lige meget.

Så du har et ikke bagkatalog af sange, der aldrig kom med på en plade?
Nej. Sådan arbejder mange bands. Mange skriver 50 sange for at lave en plade. Det gør jeg ikke. Jeg skriver de sange, der skal være på pladen. Så kan det være, at nogle af dem, af trackliste-årsager, ender med ikke at passe ind og derfor ikke kommer med. Men så passer de måske, næste gang jeg laver en plade. Så kommer de med der.

Whispers er dit 10. album. Kan du blive ved på den måde?
Ikke i samme tempo. Jeg vil sige det på den måde, at i forhold til at lave plader føles det som om, at jeg lige er kommet i gang. Jeg føler mig jo ikke som en vis gammel rotte indenfor det at lave plader. Faktisk. Men jeg har ikke det samme behov for at holde det tempo og output, og jeg synes også, at det er en stor udfordring at have sådan en karriere. Altså at holde sig relevant. Det ved jeg ikke, om man kan blive ved med. Jeg tror nu nok, at i det øjeblik, hvor jeg føler, at det, jeg laver, er fuldstændig irrelevant – også for mig selv, så stopper jeg. I den forstand føler jeg mig ikke som musiker ind til benet. Jeg kunne komme i tanke om de første 100 ting, som jeg også godt gad. For det første inden for de kreative grene. Bare at skrive eller male.

Er der en del af dig, der kunne leve med ikke at være kreativ?

Jeg elsker at få idéer og føre dem ud i livet.Tina Dickow

Ja, det er der helt sikkert. Det er den del af mig, der har drevet pladeselskab siden 2000. Hvor jeg får lov til at sidde inde i Dansk Rocksamråds lokaler. Det er en stor del af mig. Det er den del, der kræver facit. Det er iværksætterdelen af mig. Så jeg tror også, at det ville være mere sandsynligt, hvis jeg stoppede med at lave musik, at så ville jeg starte noget. Nogle projekter. En virksomhed. Arbejde med velgørenhed. Der er så uendeligt mange muligheder. Jeg elsker at få idéer og føre dem ud i livet.

Du laver musik i den her søgen, og det er den samme tilgang, du har til alt muligt andet i livet. Hvordan er det så, at dine albums skiller sig ud fra hinanden?
For det første tror jeg nok, at de veksler mellem at være ’gang i den’, og så at være lidt mere stille. Jeg tror, at hvis jeg får følelsen af at have været lige poppet nok, går mere eller mindre bevidst i en anden retning. Og når jeg så har været i den mere hemmelige, folkede retning, så kommer der noget, der er lidt mere outgoing.

Er det et bevidst valg?
Nej. Jeg er meget bevidst om det, men efter et album som ’Where do you go to disappear’ med en sang som ’You wanna teach me to dance?’, der til vores koncerter i Danmark får publikum til at holde en fest, får jeg lyst til at skrue ned og lave et mere intimt album. Som for eksempel ’Whispers’. Det afhænger selvfølgelig også af, hvem jeg har arbejdet sammen med og hvordan. Jeg har været meget loyal overfor de mennesker, jeg arbejder sammen med. Bortset fra en enkelt afstikker, hvor jeg var signet til Sony i London. Nu er jeg så begyndt at lave plader med min mand bag knapperne, og det har sat sit præg på lyden af de seneste par albums. Han har sådan en meget varm og mørk og åben lyd. Det er selvfølgelig også en aldersting. Jeg kan høre på mine tidligere albums, at jeg prøver meget mere, end jeg gør nu. Jeg var mere i mine følelsers vold, hvor jeg i dag har nået en alder, hvor jeg ser tingene lidt mere for oven.

Hvordan har det, at du er blevet mor, haft indflydelse på din musik?
Faktisk er jeg overrasket over, hvor lidt de to ting hænger sammen for mig. Jeg må indrømme, at når det kommer til musik, så er der overhovedet ikke noget, der har ændret sig for mig. Jeg tror, at det er fordi, at musik er noget, jeg rækker ud efter. Noget der er større end mig selv. Det er der, jeg går hen for at komme ud over mit liv med mand og børn. Kunst er en måde at føle sig mere intenst i live, end når man står over havregrøden om morgenen.

Så det har ikke haft nogen indflydelse, ud over det praktiske?
Det skulle være i den forstand, at det nok har givet mig en ro i livet. Den ro kan man høre i den måde, jeg synger på. Det er dybere, roligere og mere behageligt; også for min krop. Man bruger jo nogle muskler, når man skal synge, og det svarer til, at man spurter eller løber der, hvor det er behageligt. Eller at man prøver at løfte 100 kilo, men nøjes med 20. Jeg føler, at jeg får hul til nogle andre ting ved ikke at forsøge at løfte 100 kilo, hvis jeg egentlig kun kan løfte 20.

Hvad med den verden, du lever i? Har det ændret noget på din musik, at du er flyttet til Island?
Ja, det er klart, at det også er med til at give en ro. At det miljø, jeg færdes i deroppe, så er alt andet end roligt. Naturen er jo rolig deroppe, men tingene bobler lige under overfladen. Det er med til at give noget kant. Den udsigt jeg har fra mit hus, og som jeg kigger på en stor del af dagen, rummer både nogle bjerge, der står der og altid har stået der, uden at jeg kan gøre noget ved det. Foran dem har man havet, som den ene dag er blikstille, og den næste er fuldstændig i oprør. Der er både det vilde og den gamle, majestætiske natur. Det påvirker selvfølgelig også i stedet for at flakke rundt i Londons undergrundstog.

Naturen er jo rolig deroppe, men tingene bobler lige under overfladen. Det er med til at give noget kant.Tina Dickow om Island

Nu nævner du selv den modstridende natur. Er det årsagen til, at der kommer så mange forskellige former for kunst fra Island?
Jeg synes, at jeg lidt oplever de samme ekstremer i befolkningen. Der er sådan en ekstremt genert overflade, men lige så snart at folk går i byen, skal jeg lige love for, at der både er vulkaner og gejsere. Om sådan noget kan overføres 1 til 1 fra naturen til befolkningen, ved jeg ikke. Det er de samme ekstremer, man oplever i vejret. Fra den mørke, mørke tid, hvor man ikke kan andet end at krybe sammen og hygge sig med familien og holde sig inden døre, og til den der ekstremt lyse tid, hvor man ikke kan sove, fordi man bliver fuldstændig vanvittig af alt det lys. Så der er nok nogle ting der fra naturens side giver nogle ekstremiteter, som der måske kommer noget god kunst ud af. Og så er der en råstyrke i folket. Livet har eddermaneme været barskt deroppe, og det er ikke særlig længe siden, at man har etableret et fornuftigt samfund. Det er nation af ’survivors’ fra sagatiden; med fuldstændig blodige, vanvittige historier. Det bærer islændingene selvfølgelig også med sig. Der er en råstyrke og en tro på, at tingene kan lade sig gøre. Det kan de måske tit, fordi de er så skæve, hvad kunst angår. Når sådan en som Bjørk rammer verden med et album som Debut. Det er jo fra en anden verden.

Det passer jo meget godt ind i den romantiske forestilling om Island. Barskt vejr og miljø og spændende sagaer fra en svunden tid. Hvad er det ufede ved Island?
Altså, der er en side af det land, som jeg ikke forstår, for jeg har først lært landet at kende for nylig. Jeg var deroppe første gang en uge før, alting krakkede. Jeg forstår ikke den champagnekultur, der herskede deroppe i 00’erne. En nation, der var fuldstændig besatte af forbrug, som forgældede sig til op over skorstenene og bare skulle ud og overvinde verden og købe alt. Så i den der råstyrke og survivor-ting ligger der en kant, der er virkelig ufed. Det har været så fucking hårdt, og så har de lige pludselig fået alting serveret, og det har de slet ikke kunnet styre. Jeg tror, at det samme ville ske igen, hvis omstændighederne var de samme. Der har jo ikke været sådan en klar vilje til at straffe alle dem, der kørte det i sænk. Der er ikke nogen: ”Nu står vi sammen mod de røvhuller stemning.” Det er en lang historie.

Hvad er det ufede ellers ved Island?
Fra mit lille perspektiv er det ufede ved Island, at det aldrig bliver sommer. Det siger de, at det bliver. Hvis du spørger dem, så har de jo en smuk sommer. Jeg snakkede med min mand om det. Vi skulle jo giftes her i sommer. Et par uger før brylluppet kørte vi en tur, hvor jeg sagde: ”Hvis det bliver sådan et vejr her på vores bryllupsdag, bliver jeg faktisk lidt ked af det. Det vil faktisk påvirke mig.” Hans hans reaktion var: ”What? Hvad snakker du om? Det er en smuk sommerdag. Det regner næsten ikke. Himlen er kun en lille smule grå.” Det med vejret har islændingene lidt et andet forhold til.

Hvad er det ufede ved Aarhus?
Jeg kan ikke umiddelbart komme på noget. Der er ingen tvivl om, at hvis jeg ikke skulle bo på Island, så ville jeg være her, fluks. Når man savner et sted, som jeg savner Aarhus, hvis jeg bliver træt af Island, så er det svært at få øje på det ufede ved byen. Størrelsen er fin. Den er større end Reykjavik. Der er skov og strand, og de sidste par somre har været virkelig smukke. Jeg kan ikke komme i tanke om noget ufedt ved Aarhus specifikt.

Ville du begynde at savne Island, hvis du var her for længe?
Ja.

Er I flyttet derop permanent?
Ja, det er vi.

Hvad har Aarhus betydet for din karriere?

Jeg har haft Aarhus som en rede, hvor jeg har kunnet vokse og blive stærk nok.Tina Dickow

Rent praktisk. Aarhus har betydet en hel masse for min karriere. Det var jo her, jeg startede mit eget pladeselskab tilbage i 2000. Det var her jeg, fik et lille skub af Dansk Rocksamråd, der sagde, at det kunne jeg sgu godt. ”Du kan få en kontorplads her hos os, hvis du gør det her,” fik jeg at vide. Det var dengang, da det var helt normalt, at man signede ved de store selskaber. Så det var et supervigtigt skridt for mig, at jeg havde rocksamrådets støtte, og det har jeg ved Gud haft gennem alle de år. Også gennem SPOT-festivalen, som de jo arrangerer. Jeg fik lidt støttekroner fra kommunens fritids- og kulturforvaltning til at lave mit første album. Plus at der var sådan et sted, hvor man kunne gå hen. Sådan første onsdag i hver måned, hvor man kunne tale med advokat og få råd til at starte egen virksomhed. Der var jeg forbi med min far. Og bare lige løst skulle fortælle om min plan. Der var mange praktiske ting, der spillede ind på min beslutning. Og så er der jo en stærk lokalpatriotisme i Aarhus, som i den grad har styrket mig. Både min selvtillid, men også det, at jeg har kunnet spille en del koncerter her så tidligt. Det har haft en stor indflydelse på, at jeg er blevet flyvefærdig. Det tager altså tid at blive klar til at rejse ud og erobre nye territorier. Og der har jeg haft Aarhus som en rede, hvor jeg har kunnet vokse og blive stærk nok.

Hvor stor en del af Aarhus er blevet en del af din identitet i dag?
Det er jo en stor del. Det er jo jysk, det er jo den måde jeg taler på, og det sted jeg vender tilbage til, fordi mine forældre bor her og min bror og hans familie. Det er den måde, jeg kan høre, at min toårige søn taler på. Det, at jeg går rundt på Island og kan høre ham tale aarhusiansk. Ja, jeg er meget aarhusiansk og jeg er meget jysk. Også når jeg går rundt deroppe. Det er jo noget af det, der er fedt. Jeg bliver ikke islandsk af at bo der. Mit indre landskab er Jylland, og det vil det altid være.

tina_dickow_web3

Når man skal starte op med at lave musik. Hvem kigger man på? Hvem læner man sig op ad?
Det glemte jeg også at sige i forhold til Aarhus. Vi vandt jo denne her legendariske Aarhuskonkurrence ’Vi har scenen, I har musikken’. Der vandt vi en singleudgivelse, der gik hen og blev ugens uundgåelige. Det var ligesom der, det hele startede. Dem, jeg spillede med dengang, vi lyttede meget til ’Her Personal Pain’, som var et stort Aarhus-navn, på det tidspunkt. Det var også dengang, Marie Frank og Randi Laubæk var de store navne, men det var ikke kun det, jeg lyttede til. Jeg er vokset op med irsk folkemusik og så den traditionelle amerikanske singer/songwriter-stil. Det var jo derfra, jeg fik den der fascination af den historiefortællende musik. Og der var Tracy Chapman mit store idol.

Hvad har ændret sig siden? Hvordan ser musikscenen ud i dag i modsætning til dengang, hvor der var noget mere drive?
Det er svært for mig at holde fingeren på pulsen her i Aarhus, men det er klart, at folk er langt mere mobile i dag. Folk flytter rundt omkring. Hvis ikke til København, så til London eller New York. Med dagens mediebillede er det jo stort set umuligt for alvor at kunne stikke hovedet frem. Sådan et musikmiljø, der fandtes dengang, tror jeg ikke, at man kan have i dag. Det er nok rigtigt, at folk blev i Aarhus dengang. Også de store navne, og det var der virkelig en styrke i mange af de navne står jo stadigvæk.

Har du set op til nogle af de aarhusianske kunstnere?
Både og. Jeg har aldrig rigtigt lyttet til danske kunstnere. Jeg kan ikke lige forklare hvorfor. Men jeg kan huske, at jeg – da var lille, og før jeg kunne engelsk – gik jeg og snakkede med mig selv på sådan et vrøvleengelsk. Der er mere plads i engelsk til de bløde og mere feminine følelser, hvor dansk er mere firkantet. På godt og ondt. Jeg kunne ikke have skrevet sange på dansk, der på samme måde ville kunne formulere mit poetiske univers.

Er det en form for distancering? En persona, du tager på til det formål?
Nej, det kan man ikke sige. Nu har jeg levet på engelsk de sidste 15 år. Jeg tænker på engelsk. Så nej. Og musik er jo mere, end de ord man synger. Det er jo også en lyd. En måde at synge på. Det sted ordene ligger på. Det er de konsonanter, der tager fat i tungen. Det er næsten som om, at de spidsfindigheder – og det skal lige siges, at der findes fantastiske danske sange – der kan være ved den sangskrivning, er på et mere … ikke hverdagsniveau. Det er mere håndgribeligt på en fed måde. Men håndgribeligt beskriver det ikke for mig. Det bedste eksempel er, når man siger: ”Jeg elsker dig.” De ord, de er eddermaneme store i munden. Det engelske ’I love you’ er ikke så dyrt. Hverken som lyd eller som billede. Der mærker jeg bare, at hvis jeg skal være poetisk på en måde, hvor der skal sættes ord på de temaer, som jeg går med, skal sproget ikke stå i vejen. Så må det ikke være så hårdt.

Når du nu kommer tilbage til Aarhus. Hvad skal du så ellers, udover at besøge familie?
Jeg skal helst i skoven. Ud i Marselisskoven. Det er mit ’hood’ helt tilbage fra de gamle Marselisløbsdage, som min familie gik meget op i. Vi var til fortræning to gange om ugen og tog på skovtur i Mindeparken. Også to gange om ugen. Jeg forstår ikke, hvordan man havde tid til det. Men det havde man jo dengang. De områder derude betyder meget for mig.

Hvorfor lige Marselisskoven?
På Island er der ingen træer! Der er goldt og dødt i forhold til Danmark. Det er jo fascinerende med sådan et månelandskab. Dit blik bliver himmelsøgende, fordi der ikke er noget til at holde det fast. Når man så kommer ud i Marselisskoven, så skal jeg lige love for, at der er liv på et helt andet niveau.

Hvordan går den internationale karriere?
Det går godt. Jeg arbejder meget i Tyskland. Vi har lige været på tour dernede, og der er store publikummer hver aften. Så der kniber jeg mig selv i armen. Men så er der jo andre territorier, hvor jeg som ung havde regnet med, at jeg skulle spille, hvor jeg ikke spiller længere. Som for eksempel USA. Jeg har lige været ovre og spille i New York og LA, men i erkendelsen af, at jeg har familie, kan det ikke længere lade sig gøre. Jeg kan ikke holde det kørende. Så nogle af de ting, jeg har opbygget tidligere i karrieren, må jeg lade falde, og så må jeg vælge mine yndlingsområder.

Så det, du betegner som ”en pige med en guitar”, kan godt lade sig gøre ude i den store verden?
Jeg vil sige det på denne måde: Jeg er glad for, at jeg ikke begynder i dag. Jeg er glad for, at jeg begyndte, før mediebilledet blev helt så kaotisk, som jeg synes, at det er i dag. Det, jeg har i dag, har jeg brugt lang tid på at opbygge. Jeg har brugt lang tid i Tyskland. Den tid får man ikke så nemt i dag. Man får ikke særlig mange chancer, hvis man ikke brager igennem som et eller andet youtube-fænomen eller med et eller andet verdensomspændende hit. Og så er man alligevel ude igen efter to måneder. En pige fra Aarhus kan sagtens opnå succes i London eller Tyskland, men det at holde det ved lige, og blive ved med at komme tilbage, det er ikke så lige til.

Jeg er glad for, at jeg ikke begynder i dag. Jeg er glad for, at jeg begyndte, før mediebilledet blev helt så kaotisk, som jeg synes, at det er i dag.Tina Dickow

Er du nået dertil, hvor du gerne vil nå?
Jeg har virkelig mit drømmejob, lige nu. Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at nu vil jeg bare nyde det. Nu behøver jeg ikke stige i graderne. Jeg skal ikke være chef for whatever. Men samtidig ligger det implicit jobbeskrivelsen hos alle de folk, jeg har ansat, og som jeg arbejder sammen med, at de skal hjælpe med at gøre mig større. Nu udgiver jeg for første gang i Frankrig i januar. Jeg elsker Frankrig, så det er vildt spændende, men samtidig så tænker jeg: ”Fra bunden? I Frankrig? Really? Jeg har drømmejobbet? Hvad skal jeg med Frankrig?” Så nej, på en eller anden måde så behøver jeg det ikke. Men så alligevel. Så lad os se, hvad der sker.

Hvorfor har du ændret dit navn til Dico?
Fordi amerikanerne sagde Dick-cow. Det er noget bøvl, men det giver mig muligheden for at kommunikere med mine danske fans, uden at de sidder og skal se mig skrive om et show i England, hvor de så tænker: ”Hvorfor skal vi høre om det? Det kommer ikke os ved!” Så det er faktisk en stor fordel på visse områder og noget værre rod på andre!