Siden 2008 har freelanceillustrator og tekstforfatter Stine Spedsbjerg delt tegnede fortællinger om sit liv på bloggen Stine Stregen – og derigennem lært sig selv bedre at kende. Selvudstillingen er væsentlig, påpeger en livsstilsekspert.

Af Anne Eisenberg Nordendahl

Tavshed. Det var alt, jeg blev mødt med, da jeg som optakt til mit interview med den Aarhus-baserede blogger og tegner Stine Spedsbjerg havde mailet til hende og spurgt, om hun havde tid og overskud til at illustrere mit interview med hende med en tegning. Et par timer efter min mail fik jeg til gengæld et indirekte svar på mit spørgsmål via en udsædvanlig kanal. Nemlig på Twitter. For Twitter-Stine havde kort tid efter, jeg havde sendt min mail af sted, tweetet ud til samtlige sine godt 8.000 følgere: “Åh nej,” tænkte jeg, “Ikke bare har jeg fornærmet en, jeg skal interviewe i overmorgen. Jeg har formentlig givet hende stress, og nu ved HELE verden det også.”

Hele verden er måske i denne sammenhæng en overdrivelse, men i løbet af sine seks leveår har bloggen StineStregen fået 1.182 faste læsere, 6.465 synes godt om på Facebook og 8.000 følgere på Twitter. Bloggen passer Stine Spedsbjerg ved siden af tilværelsen som freelanceillustrator og tekst-forfatter. Det første indlæg på ”Stinestregen” blev lagt op den 20. juli 2008, og siden har Stine Spedsbjerg delt ud af sit liv med flere tegnede indlæg med tilhørende kort tekst om ugen. På godt og ondt. Således er der kun et indlæg på bloggen fra april 2011, som til gengæld er en tegnet version af Stine Spedsbjerg periode med alvorlig stress

Almindeligt hoved
Det er en solskinsformiddag, da jeg skal mødes med kvinden bag Stinestregen i hendes og kærestens taglejlighed på Frederiksbjerg. Jeg er nervøs. Det plejer jeg ikke at være, når jeg skal lave portrætinterviews. Men for første gang har jeg fået indblik i, hvad en interviewperson har tænkt om en mailkorrespondance med mig. Og jeg synes ikke synderligt om at se mig som én journalist, der stresser interviewpersoner med krav om gratis ting.

På toppen af trapperne åbner Stine Spedsbjerg døren ind til den lejlighed, der både er hendes hjem og hendes arbejdsplads. Kender man StineStregen, vil man vide, at Stine Spedsbjergs tegnede version af sig har en knold og et stort hoved. Den virkelige versions hoved har en ret almindelig størrelse. Men oven på det er knolden på plads.

Selv hvis man ikke var klar over, at den ene af lejlighedens to beboere har en forkærlighed for tegnede fortællinger, er der en del små hints, der peger i den retning: I sofaen står en pude med adskillige blyanter afbilledet på betrækket. På reolerne er figurer fra kendte tegneserier som den japanske ’Min nabo Totoro’ af japaneren Hayao Miyazaki og den amerikanske tegneserie ’Adventure Time’ stillet som dekoration. Og endelig er der spredt et udvalg af Stine Spedsbjergs eget tegneunivers på spisebordet.

”Når jeg tegner, er det en måde at få den verden, jeg har inde i hovedet, ned på papir. Jeg tror, de flestes indre verdener er meget uspecifikke – de er ikke så konkrete. Jeg skriver jo også meget, og når man skriver ting med ord, så bliver de meget konkrete og i rammer, hvor tegninger har en anden åbenhed,” fortæller Stine Spedsbjerg. Hun har aldrig forstået, hvorfor det at tegne blev en barnlig ting, man skulle vokse fra. ”Jeg kan huske, at jeg syntes, det var så underligt, da de andre børn stoppede med at synes, det var sjovt bare at sidde og tegne,” konstaterer Stine Spedsbjerg.

Et stort skridt
Bloggen StineStregen begyndte, mens hun stadig var i gang med journalistuddannelsen. Stine Spedsbjerg har aldrig følt sig som en særlig teknisk dygtig tegner, så derfor var det et stort skridt for hende at stille sin første tegning til frit skue for andre. ”Det var en sindssyg overvindelse. Der gik tre uger, før jeg viste den til min bedste ven. Egentlig var det jo for min egen skyld, og ikke fordi nogen skulle se den, at jeg lavede den. Det var for at få øvet mig og have nogle deadlines og tvinge mig selv til at træne, som jeg aldrig rigtig havde gjort,” siger Stine Spedsbjerg.

Men StineStregen kom også til verden midt i en kærestesorg, og som fast læser på bloggen får man lov til at komme rigtig langt med ind i Stine Spedsbjergs liv. Både når det går godt med freelance-forretningen, og kæresten er sød. Men også når Stine Spedsbjergs søster flytter hjem til hende og passer hende under den periode, hvor hun havde allermest stress, ikke kunne hverken sove eller huske, og hvor meget af tiden – i hvert fald ifølge bloggen – er gået med at græde. De personlige og private ting, de fleste af os ikke skriver på Facebook og helst klarer inden for hjemmets fire vægge, indvier Stine Spedsbjerg sine læsere i.

”Jeg synes faktisk, at det på en måde er noget, jeg skylder. Hvis jeg forventer, at folk gider læse om mit liv, så skylder jeg dem ærlighed. Når jeg læser noget om andre – en biografi eller en blog – så spejler jeg også mig selv i det. Det er superfristende at fremstille sig selv på en pæn måde, fordi folk ikke ser de andre sider og går ud fra, at det nok er ærligt. Men jeg synes ikke, jeg har en berettigelse til at skrive om mig selv, hvis ikke jeg også skriver, når det ikke er så nemt,” siger Stine Spedsbjerg.

Dyrk det uperfekte
Stine Spedsbjerg er ikke ene om at bruge de mindre gode sider af sig selv og sit liv. Ifølge livsstilsekspert og strategisk direktør hos reklamebureauet envision Anne Glad dyrker vi hverdagen og det nære, når der er krise. Her spiller det uperfekte en væsentlig rolle:

”Den kvindelige maratonløber skal huske at fortælle, at hun også spiser kager indimellem. Ellers er hun for meget. De yngre kvindelige satirikere bruger sig selv som materiale, de gør grin med deres egne fejl og mangler, dovenskab, svigtende moral og uperfekte kroppe. Og tegnerne gør det i en naiv, ufærdig streg, der indrammer det uperfekte. Vi peger fingre ad de kvinder, der iscenesætter sig selv som perfekte – og det selvudleverende, selvironiske bliver i stedet symbolet på selvindsigt og sund mental balance,” siger hun.

Men Stine Spedsbjerg får også selv noget ud af det, når hun deler glæder og sorger på sin blog. ”Jeg vil gerne forstå mig selv bedre. En måde at gøre det på er at se sig selv udefra. Så når jeg tvinger mig selv til at tegne et eller andet fra mit eget liv, så er det ligesom, når du kommer ind idet her hjem. Så kan jeg pludselig se det hele med dine øjne og måske tænke ’Gud, hvor har jeg mange dimser!’. Det ser jeg jo ikke, når jeg er her til hverdag – så er det jo bare ting, der løbende er kommet til,” siger Stine Spedsbjerg og sammenligner det med, når hun tegner indlæg om stressens eftervirkninger.

”Vi lyver jo alle sammen for os selv. Men arbejdet på bloggen tvinger mig til at se nogle ting i øjnene om mit eget liv. På den måde er det meget sundt at lave StineStregen, for når jeg kan mærke, at der er visse ting, jeg ikke rigtig har lyst til at tegne, så er det netop, atjeg SKAL tegne det,” fastslår Stine Spedsbjerg. På den måde mener hun, at StineStregen hjælper hende til at forhindre hende i at lyve om sig selv.

Almindeligt hoved
”Når jeg ikke rigtig vil tegne om stress, er det i virkeligheden mig, der helst ikke vil se i øjnene, at mine stresssymptomer bliver ved med at springe op, og at der bliver ved med at være en uge hver måned, hvor jeg ikke kan sove om natten. Men hvis bloggen skal blive ved med at have en berettigelse og lære mig noget om mig selv, så skal jeg også tegne det, der er svært at fortælle om,” siger Stine Spedsbjerg.

Måske kommer tweetet, fordi jeg fortalte Stine Spedsbjerg, at jeg havde set det første tweet. Men jeg kan bedre lide billedet af mig selv som en grundig og velforberedt end stressende og krævende udnytter. Om det er sandheden, eller om jeg også lyver lidt for mig selv – det er ikke til at sige. På vejen tilbage fra interviewet med Stine Spedsbjerg tjekker jeg lige, hvad der er sket på de sociale medier, mens jeg har været optaget. Blandt andet Twitter. Og her er endnu et tweet fra StineStregen netop blevet lagt op.