Skattejæger til søs

67-årige Stig Thornsohn har altid været fascineret af fortidens skjulte skatte, og derfor sejler han med sin makker Aage Jensen ud til forliste skibsvrag for at bjærge skatte. Det handler ikke om at finde guld, men om at finde noget, der kan nuancere og fortælle en spændende historie.

Tekst: Trina Nielsen
Foto: Ulla Bjulver

To små drenge står med store øjne, mens en høj mand med langt, kraftigt hår slæber kasser og gamle våben ind i sit lille rækkehus. Det er sommer, drengene er lige flyttet til Skodshøjen i Risskov, og den høje mand, der ligner en indianer, er deres nye genbo. Hans lange lokker ved skuldrene flagrer i vinden, mens de på toppen af hovedet bliver holdt fast af et rødt bandanatørklæde. Han puster og pruster, mens han bakser med en øjensynlig tung trækasse. Et skridt baglæns. To skridt baglæns. Drengene sørger for at holde afstand, for selvom manden er umådelig fascinerende, er han også en smule intimiderende.

Den store indianermand, der også går under navnet ’Indianer-Stig’, er Stig Thornsohn. En mand der på sit 67 år lange liv har nået mere end de fleste. Med en tilværelse som formidler, fortæller, fribytter, pioner, pendler, papa og pirat – og meget mere – kan hans CV sidestilles med en længere novelle. Tilfældige nedslag vil pege på jobs som lektor i Norge og USA, skaber af indianer-udstillingen ”De kalder os indianere” på Moesgaard Museum, senere Nationalmuseet, Legoland, Island og Grønland, og medansvarlig på et projekt omkring hævningen af ubåden U534 for milliardæren Karsten Ree.

Et af de seneste projekter Stig Thornsohn var en del af, var som hovedperson i DR-programserien “Jagten på havbundens hemmeligheder” sammen med makkeren Aage Jensen eller ’Dynamit-Aage’. Gennem seks afsnit følger man det umage makkerpar, når de sejler ud til seks forliste skibsvrag – blandt andet ‘Gitano’ og ‘Neva’ – og bjærger skatte i land.

Skatte er ikke altid af guld
Den isnende vintervind piver uden for vinduet, mens Stig Thornsohn trygt sidder ved det runde spisebord inde i stuen. Han tænker tilbage på, hvordan det hele startede. Skattejæger har han nok egentlig altid været. Det bunder i en dyb interesse og passion for historie og formidling, der igennem tiden har ført ham til adskillige jobs på museer rundt om i verden.

For mig handler det om kulturformidling og kulturbevaring. Min opfattelse af hvad en “skat” er – er ikke guld. En skat er alt, der fortæller en spændende, medrivende og dramatisk historie.Indianer-Stig

 

Skattejæger. Han smager på ordet, spytter det ud og lader det hænge lidt i luften. Skattejæger. Et ord, han synes, der til tider både misbruges og misforstås:

“For mig handler det om kulturformidling og kulturbevaring. Min opfattelse af hvad en “skat” er – er ikke guld. En skat er alt, der fortæller en spændende, medrivende og dramatisk historie.”

Han læner sig tilbage, og stolen svarer igen med et lille knirk.

“Det er ikke for ingenting, jeg har været i museumsbranchen i mange år. Det er spændende. Om det så er at nuancere myterne og stereotyperne om det vilde vesten eller indianerne, eller om det er at lave en lidt anden forståelse af, hvad Anden Verdenskrig egentlig var”, siger han, mens han bider om en bleg kage fra skålen på bordet.

Han fortæller, hvordan arbejdet med ubåd U534 var en helt speciel oplevelse for ham og Aage Jensen, der begge er særligt optagede af Anden Verdenskrig. Ubåden var den sidste ubåd, der forlod Tyskland før kapitulationen, og der gik en masse rygter om netop denne ubåd – blandt andet rygtet om, at der var en masse guld ombord.

“Vi fandt ikke guldet på U534, men hvad fandt vi så? Jo, vi fandt de eneste underbukser, der har overlevet Anden Verdenskrig”, klukker Stig Thornsohn og tager en tår af sin kaffe.

Malerier hænger overalt på væggene i den lille stue. Nogle med skikkelser i mørke farver, andre med mønstre og tegn fra fremmede kulturer. Mange indianere iblandt. Bunker af bøger bugner på stuebordet, og i reolen står de side om side uden et glimt af orkestrering. De bøger, der stikker ud, bliver brugt som en slags ekstra-reol til at bære andre genstande. En CD og en lille klokke ovenpå en tyk bog, der er for stor til at indordne sig blandt de øvrige.

‘Indianer-Stig’ og ‘Dynmait-Aage’
Stig Thornsohn og Aage Jensen har kendt hinanden siden 1992, hvor de begge hjalp til med at bjærge ubåden for Karsten Ree. Lige siden har de været uadskillige, forbundet af en fælles interesse – at finde ‘skatte’ på havets bund. De har begge taget øgenenavne efter deres individuelle interesser; rødhuder og sprængstoffer. ‘Indianer-Stig’ og ‘Dynamit-Aage’.

“Aage og jeg er meget ens. Aage er bare en bedre købmand end jeg. Han er rigtig god til at handle. Vi har et lille værksted, hvor vi shiner nogle af fundene op, og så er der lidt forretning i det også,” siger Stig Thornsohn, mens han peger på en aflang trækasse, der ligger foran fjernsynet i stuen.

Jeg har stor respekt for havet og frygter det også. Og så bliver jeg søsyg indimellem. Men det er for spændende til at lade være, så det er man nødt til at bide i sig.Indianer-Stig

Han fortæller, at det er en ammunitionskasse fra fragtskibet Gitano, der blev sænket i 1918 et sted mellem Skagen og Gøteborg, og at det sagtens kan være, den skal med på museum. Det er der flere af genstandene i stuen, der skal. Duoen er nemlig i gang med at skabe en udstilling, der tager udgangspunkt i de vrag, de dykker på i tv-serien, især Neva og Gitano. Det bliver en vandreudstilling i samarbejde med maritime museer i Europa.

“Udstillingen kommer til at hedde “Havet husker” – for det gør det – og vi er en vigtig del af hukommelsen,” siger han.

Makkerparret bruger utroligt meget tid i kaffestuer og styrehuse med lokale fiskere rundt i landet. De kan hjælpe dem, for hvis en fisker mister et trawl eller et net i Danmark, så kan man være ret sikker på, at det hænger fast på et vrag. Og så er det vigtigt at holde sig gode venner med dem, der kan lede dem til de forsvundne skibe og mulige skatte.

Bag Stig Thornsohn står en stor, sort skibsklokke med rustbrune algeplamager op ad siderne. “Neva 1861” står der, bøjet henover metallet i midten. Klokken er ligesom er ID-kort for skibe, fortæller han. Det var derfor, de fandt ud af, at vraget hed Neva i sin tid. Det er de små, finurlige fund, der gør det spændende, og bliver man ved med at udforske, dukker der hele tiden noget nyt op. Og så er alt andet ligegyldigt:

“Jeg har stor respekt for havet og frygter det også. Og så bliver jeg søsyg indimellem. Men det er for spændende til at lade være, så det er man nødt til at bide i sig.”

Han smiler. Ikke fordi hans mundvige bevæger sig opad i en bue. Men han smiler. Det er ikke til at tage fejl af.

Vragøl og andre skjulte skatte
Hele stuen emmer af en varme, varme farver, varme skind og pelse pryder rummet. Koskind på skinnende trægulv, koskind på lædersofa, og koskind på dertilhørende puf. Stig Thornsohns varme blik bevæger sig rundt i lokalet og stopper ude i køkkenet. Han rejser sig forsigtigt, og med lette skridt svæver han ubesværet henover gulvet, inden han forsvinder fra stuen ud i det lysende køkken.

Han kommer tilbage med to tykke ølflasker af ler og en kasse med en side af glas, hvorigennem man kan se en flaske champagne. Champagnen er fra Gitano-vraget og øllene fra Neva.

Han lader forsigtigt fingeren køre henover de indgraverede bogstaver i det spættede ler og lader tomlen hvile på toppen. Da de fik de første øl op fra vraget, sprang propperne af, men da de fandt ud af, hvordan de skulle bjærge dem, forblev væskerne i flaskerne. Og det har de udnyttet:

“Tro det eller lad være, i den her øl fra 1861, der lever gæren stadig. Så vi er nu i gang med at genbrygge verdens ældste øl i samarbejde med Mikkeller.”

Et af verdens førende gærlaboratorier ‘White Labs’ i San Diego, USA, syntes det lød som et sjovt projekt, så de indgik straks et partnerskab med Stig Thornsohn og Aage Jensen. De fik isoleret og undersøgt gærcellerne fra øllene, og ved hjælp af DNA-analyse har de kunnet finde frem til de gamle typer malt og humle, man oprindeligt brugte til at brygge øllen. Øllen skal ikke på museum, den skal ud og arbejde og leve videre.

“Den kommer til at hedde ‘Neva 1861 Wreck Ale’ – og så har min datter fundet et pragtfuldt slogan til den; ‘drink and sink’”, siger han og og retter ryggen, inden han forlader stuen for at sætte en ny kande kaffe over i køkkenet.

Kaffen brygger, og Stig Thornsohn råber ude fra køkkenet. Det er ikke kaffen, han råber om:

“Den er i gang med at blive brygget, og den kommer her i starten af det nye år. En vragøl,” griner han.

Havet husker
Foran reolen, bag ammunitionskassen fra Gitano står en meterhøj indianer med en riffel i armene og vogter. Hans brune trækrop er stiv, og hans ansigtsudtryk er ikke mildt som Stig Thornsohns, men han bærer et rødt bandanatørklæde identisk med hans.

Jeg går syngende ned en dag. Jeg bliver ved, indtil jeg dør.Indianer-Stig

Stig Thornsohn retter på sit bandanatørklæde, mens han fortæller, at der er en grund til, at de arbejder med krigsvrag:

“Vi vil gerne skabe noget opmærksomhed omkring de tikkende bomber, der ligger derude.”

Ifølge ham, ligger der utroligt meget krigsmateriale under havet, især fra Anden Verdenskrig, som både er farligt og forurener.

“Dengang var det meget nemmere at dumpe det i havet. ‘Havet sletter alle spor’, tænkte man – men nej, det gør ikke. Havet husker! Og så vil tyskerne helst ikke have noget op fra krigen. Der kunne jo komme nogle trælse dokumenter op, og der er ingen, der vil mindes ‘den der affære’. “Don’t mention the war”.”

Stig Thornsohn fortæller, at der sågar ligger 15.000 tons blandet krigsmateriale fra Anden Verdenskrig midt ude i Kongedybet i Aarhusbugten.

“Det kan give os en havneudvidelse, vi ikke vil bryde os om,” siger han, mens han tegner cirkler på bordet med sin finger og fortæller, at der også stadig ligger en mine på Gitano-vraget:

“Det har vi ikke fortalt til nogen. Men man skal bare gå uden om den – og som Aage også siger, så er alt jo farligt. Vi har heldigvis meget erfaring inden for sprængstoffer.”

Selvom det til tider både er farligt og en økonomisk underskudsforretning at være skattejæger, så har Stig Thornsohn ikke i sinde at stoppe med at udforske og formidle fortidens skjulte skatte. For han kan ikke lade være:

”Jeg går syngende ned en dag. Jeg bliver ved, indtil jeg dør.”

Om Stig Thornsohn

  • Norge er Stig Thornsohns andet hjemland. Han har norsk som andet sprog, blandt andet fordi han studerede i Oslo og blev forelsket i en islandsk pige, der ikke ville snakke dansk. Han kom senere tilbage som dansk lektor.
  • U534 førte mange spøjse kontakter med sig. Blandt andet lavede Stig Thornsohn en ubådsbar på Skanderborg Festival. “U8660 “Nemo”” er stadig Smukfests ældste temabar.
  • DR’s programserie om Stig Thornsohn og Aage Jensen, “Jagten på havbundens hemmeligheder”, er blevet solgt til de nordiske lande, hvor den bliver sendt til januar.
  • I 1993 samlede Stig Thornsohn 14 tyskere fra Anden Verdenskrig, der havde været ombord på U534. Han interviewede dem og lavede en tv-dokumentar til National Geographic, fordi han ville formidle nogle andre nuancer end billedet af de onde nazister, der gassede jøder og forsøgte at overtage verdensherredømmet.