På skræddersalen på Aarhus Teater syr de kostumer til alle teatrets forestillinger, og det kræver både godt håndværk, tradition, nytænkning og masser, masser af stof. Aarhus Panorama har besøgt kostumechefen og hendes fingernemme damer.

Det 115 år gamle Aarhus Teater har fem scener, og mange har nok prøvet at sidde i store sal og blive underholdt, inspireret eller berørt af en af teatrets forestillinger. Men udover dem med de skrå brædder, findes der faktisk flere sale, som publikum normalt ikke får muligheden for at besøge. En af dem er skræddersalen.

Helt oppe under loftet finder man stedet, hvor alle skuespillernes kostumer bliver lavet. Ikke at man er i tvivl, når man træder ind gennem døren, for fra gulv til loft bugner det med stofrester, lynlåse, bælter, halv- og helfærdige kostumer hængende på giner, kasser med velcrobånd, hægtebånd, smykker og knapper. Og det er kun en lille del af det. På trods af sin ydmyge størrelse er alt plads blevet udnyttet, og det er indrettet så funktionelt, at selv den skarpeste IKEA-designer ville blive imponeret. Det er nødvendigt, for det er ikke så lidt silke og bomuld, der kommer ind og ud af de små lokaler under loftet i løbet af en sæson.

Kostumechef Camilla Bruun er leder for de seks fastansatte skræddere, eleven og de freelancere, der er løst tilknyttet. Deres opgave er at formidle scenografens eller instruktørens ønske til en forestillings kostumer, som hun formulerer det. Og det er nemlig en opgave i formidling, for som med så meget andet kunst, er det ikke altid, at visionerne er lige realistiske.

– Vi har pligt til at stille de frække spørgsmål. Hvis vi kan se, at scenografen har en idé om at klaske med maling eller have en skrå scene, er det vores opgave at fortælle, at det bliver enormt dyrt med rensning af kostumer, og at høje hæle måske ikke er den bedste løsning. Så det handler meget om at sparre med hinanden, fortæller Camilla Bruun.

Når arbejdet med rent faktisk at sy kostumerne så går i gang, skal man ikke tro, at det bare er at sy klæder som i den normale forstand. Udover de spraglede og til tider urealistiske kreationer, der opstår fra tid til anden, er der visse forhold, de altid skal tage højde for.

– Alle kostumer laves til at kunne sys ind og ud efter behov, så de kan genbruges i en senere sammenhæng. Derfor skal de have en anden holdbarhed, som kan klare, at man skifter ind og ud af dem hurtigt og mange gange, mens normal brugsslidtage ikke er så vigtigt, siger Camilla Bruun.

Klædt på til det hele
Duften af læder og den hypnotiserende lyd af kørende symaskiner leder tankerne hen på fortidens håndarbejdslokaler. Her er dog ingen ukoncentrerede børn eller mislykkede grydelapper. Til gengæld er der et ozonskab til 75.000 kroner, som giver tøjet den der ”frisk luft” følelse. Der er tre vaskemaskiner, to tørretumblere, to tørreskabe, ét rum til farvning af tøj og ét til strygning, to prøverum og en håndfuld fuldt med sko. En stor, våd walk-in-drøm.

Camilla og skrædderne har brug for det hele, hvis de skal være klar til at imødekomme de meget varierende ønsker til kostumer, som ikke kun skal sys inden premieren men også vedligeholdes, renses og repareres, mens forestillingen spiller.

– Den største udfordring, men også største fornøjelse ved at arbejde her, er variationen. Vi ved aldrig, hvad næste opgave består af. Du kan godt være på familieforestillinger to år i træk og tænke, at det er meget fantasifuldt og med legende kostumer, men det er det så måske ikke alligevel, siger Camilla Bruun.aarhus_teater_skræddersalen_aarhus_panorama13Hun husker opsætningen af Les Misérables i 2014 som en af de største faglige udfordringer, hun har haft på teatret på grund af mængden af kostumer, der skulle til. I den anden ende finder man Marie Louise Willes kjole i Farlige Forbindelser fra 2013, som var en kopi af en Christian Dior haute couture. Den slags, der koster over 100.000 kroner at lave.

– Det var en kæmpe opgave, og der skulle bruges enormt meget stof. Og så skulle hun også lige kunne gå på en bjælke halvanden meter over jorden – i stilletter! Det tog nok omkring tre måneder med alle de forsøg, fejl, ændringer, der skulle til. Som regel beregner vi højst et par uger pr. kjole.

Det nye med det gamle
I det organiserede rod blandt kostumeskitser, ærmeblade og gamle Pfaff-symaskiner, er der én ting, der er helt styr på. Saksene er nemlig der, hvor det personlige islæt alligevel viser sit ansigt i dette ellers meget kollektive miljø. Hvordan den klipper, hvordan den ligger i hånden, hvor tung den er. Hver skrædder har sine præferencer og personlige saks. Og så alligevel, for da Bente vil vise denne journalist sin saks, har Kirsten lige lånt den, hvilket resulterer i en hjerteligt drillende latter hos de to erfarne damer, der tilsammen har været på Aarhus Teater i knap en menneskealder.

Med så erfarne kræfter og en skræddertradition, der har rødder langt tilbage, er der en vis fare for, at man ikke udvikler professionen. Men på Aarhus Teater gør Camilla Bruun sit for, at der hele tiden sker noget nyt på skræddersalen. Skrædderne bliver fordelt på forestillinger, alt efter hvilke udfordringer de nu har brug for, og de eksperimenterer med nye og mere moderne materialer.

– I rigtig mange brancher er det vigtigt og helt naturligt, at man følger med teknologien og de nye produkter. Det sker ikke automatisk her hos os, da vi sidder lidt i vores egen lukkede verden. Nu her syr vi eksempelvis tøj fra 1810, og gør det så autentisk som muligt. Så vi skal finde vores nytænkning i andet end vores kostumer, siger hun.

Skræddersalen har eksisteret lige så længe som teatret, og noget skal ændre sig drastisk, hvis det ikke fortsætter sådan i fremtiden. Med Camilla Bruun og skrædderne oppe under loftet i damesiden – passende nok, da der ikke er mange mænd at finde på skræddersalen – er der dog garanti for, at de mange flotte kostumer er at finde på Aarhus Teater i et godt stykke tid endnu.