I 60 år har et gigantisk tårn raget op mod himlen, når man spejder ud mod Moesgaard. Men hvad gemmer sig egentlig derude? Og hvem? Vi tager dig med på opdagelse i Søsterhøjsenderens teknologiske tidslomme.

Ford Ka’en gungrer i affjedringen, mens vi manøvrerer os gennem en orangepangfarvet voldgrav af labyrintisk vejrarbejde. Søsterhøjsenderen knejser foran os i gråsprængt himmelflugt og tårner sig langt over forrudens synsfelt. Ni massive, udspændte wirer strider i hver sin retning for at tøjle den over 200 meter vertikale kalorius, der før udgjorde en streg i horisonten, men nu buldrer i vejret som et betongråt babelstårn.

En truende tårnskygge opsluger glubsk den forsvindende lille bil, som vi træder ud på parkeringspladsen og lægger hovederne tilbage for at ane det øverste spir. Masten rejser sig imponerende 320 meter op over havoverfladen og blinker forførende til smilets by, når man kaster et sydligt blik mod Moesgaard.

Fanget i en dagdrøm om korngyldne lokker, der pludselig bølger ud fra et fjernt vindue, mens indgangen til senderen foregår via rappelling op ad Rapunzels fletninger, bliver vi vækket af tårnets tekniker, Jens Bollerup, der anråber os fra hovedbygningen ved siden af.

Fra Søsterhøjsenderen er der blevet transmitteret tv og radio til aarhusianerne lige siden 1956. I 60 år har historier, først fra public service-organet og senere også de kommercielle aktører, svævet gennem luften og sammenkædet samfundet med medierede fortællinger og oplysning. Derfor er det med en vis ærefrygt, at vi løsriver os fra ’projekt tilsnigende nakkeskade’ og tager på guidet tour i tårnet.

soesterhoej870’er farver og krinkelkroge
”Der er noget historisk over det,” siger Jens Bollerup, mens han leder os gennem et administrativt kontorlandskab af lakerede trægulve og papiroverdyngede skriveborde.

Stedet har været igennem mange ting. Det har blandt andet hørt under Danmarks Radio, Post & Telegrafvæsenet, Broadcastservice Danmark og TDC. Nu er det så Teracom A/S, der har tårnet i dag. Og det er ligesom at komme ind i en tidslomme.

Både og. På den ene side lader det til, at husets interiørdesigner så sig om i 70’erne og satsede på, det ville blive en tidløs æra herfra, og at solgule udluftningskanaler derfor var et friskt farvevalg. Til gengæld forklarer Jens Bollerups kollega, Knud Andersen, hvordan den teknologiske udvikling har fulgt med tiden, mens han doserer kaffepulver fra en blomstret Erik Kold-dåse:

”Det er ikke mere teknisk, end at det virker ligesom dengang, vi sendte analogt tv. Nu er det bare digitalt. Vi udsender DVB-T – digital video broadcast, og så ’T’ for terrestrisk. Det er luftbåret ud i æteren. Men vi har efterhånden meget infrastruktur, der står tomt, i og med at udstyret ikke fylder nær så meget, som det gjorde engang for halvtreds år siden.”

Pladsaspektet afspejler sig også i mødebordet, vi har placeret os for enden af. Blandt tyve tomme stole om et syvmeters- langbord forklarer Jens Bollerup og Knud Andersen, hvordan teknologiens automatisering med tiden har gjort, at der efterhånden ikke skal flere end tre fastansatte til at ajourføre den daglige drift af samtlige sendemaster i Østjylland. Fuldautomatiske systemer sørger for at omkoble til backup-transmittering, hvis uheldet er ude under et uvejr, og aarhusianerne vil sjældent mærke nogen form for forstyrrelse af signalet.

”Der er nogen, der har set lyn løbe ned ad masten,” beretter Erik Bollerup.

”Men vi mærker intet inde på stationen. Og det er fordi, masten er jordet helt ude i nabosognene med kobbernet. Intet lyn kan slå os ud.”soesterhoej6Teknikbegejstret tårnpasser
Ud af sine over 200 meters samlede vertikale statur udgøres Søsterhøjsenderen af et 65 meter cylinderformet betontårn. Jens Bollerup fører os ind i en snæver elevator med åben skakt, der rummer æstetikken til at kunne udgøre en koldkrigsbunker. 15 etageknapper repræsenterer de rum, der i ligeså mange år har udgjort hans hverdag som tekniker i tårnet.

”Jeg har altid nørdet med at lave en masse ting. Ind imellem var jeg også en pestilens, fordi jeg tit åbnede ting for at se, hvordan de virkede. Så var det ligeså tit, det ikke virkede, efter jeg havde været i gang,” griner Jens Bollerup, mens vi forsøger at indkredse oprindelsen for hans teknikbegejstring.

”Det var jo også smart at kunne lave lysshow på værelset, da jeg var ung. Det kunne de andre sgu ikke finde ud af. Så var der kulørte lamper, der blinkede, når damerne kom på besøg.”

Efter lysshowet fulgte en 20-årig karriere som elektromekaniker i Søværnet, som man fornemmer i den fattede myndighed og et afmålt og præcist ordvalg.soesterhoej4soesterhoej9Højteknologiens fyrtårn
Elevatoren giver et ryk, og vi træder ind i en fusion af sci-fi-inspireret elektronik og fyrtårnsstemning på havnemolen fra små matterede vinduer i cylindertårnet. Kolloser af dataarmaturer står på geled, mens de behandler de modtagne signaler fra public service og det kommercielle Boxer-format.

”De kabler, der kommer ind her, er fra fire forskellige sendere. Man ender ud med at have det her rør. Man kan godt mærke, der er nogle kilowatt i.”

Pludselig former skyggen af et smil sig på hans læber, da han i mit matte blik fornemmer en nagende uforståenhed over for teknikken, selvom jeg ellers prøver at berolige ham med min humaniorabaggrund.

”Den vigtigste bestanddel i al elektronik er røgen. Hvis først dén slipper ud, så virker elektronikken ikke mere,” forklarer Jens Bollerup og afrunder det komiske knockout:

”Altså, forstod du den? Det vil sige, hvis først sådan et apparat her brænder, ja, så ryger det. Og så virker det jo ikke mere.”

En hurtig højre-venstre-kombination af tekniker- og far-humor har slået ned i tårnet som et lyn i en antennemast. Jens Bollerup leder med et triumferende smil elevatoren mod øverste etage.

Byen set fra toppen
En kold vind synger i tagets omgivende metalgitter i et kvart-interval. Toppen af Søsterhøjsenderen bærer på en blændende panoramaudsigt over Østjylland. Bølgende grønne marker omkranser tårnet, så langt øjet rækker, og oplyser en grådiset efterårsdag nedefra. Isbjergets tagtakker stikker op fra Aarhus Ø mod nord, Samsø skimtes i det sydlige og Jens Bollerup peger mod nabomasten ved Hasles sendestation, hvor der skal være sigtelinje til.

”Det bliver hverdag at være de her steder. Jeg har andet at tænke på end udsigt. Men en gang i mellem kan det være lidt rart at trække vejret dybt i fem minutter, hvis teknologien ikke lige gør, som man vil,” funderer han, men smiler så af et minde, der dukker frem:

”Engang tog vi faktisk herover nytårsaften med familien, mens ungerne ikke var så store, og satte et par stole op. Så var der sgu fyrværkeri over Aarhus,” griner han.soesterhoej5Udsigt til nye tider
Internettets øgede kraft har gjort et kæmpe fremskridt for on demand-æraen, hvilket formentlig vil ændre forholdende for Søsterhøjsenderen på lang sigt. Hver gang ny teknologi udvikles, er der flere forhold, der skal tages forbehold for, inden den bare bliver adapteret.

”Det er politisk bestemt. Radio skal vi jo have i bilerne, og det er ikke så let lige at stoppe et stik i bilerne og køre. Så jeg spår, der vil være brug for vores terrestriske udsendelser en del år endnu,” vurderer Jens Bollerup.

”Det er stadig primært unge mennesker, der omstiller sig til en on demandtænkning. Men min generation har stadig et indbygget ur, der siger, hvornår der er TV Avisen,” forklarer Jens Bollerup og fortsætter:

”Teknologien har selvfølgelig ændret sig over tid. Men man vil altid slås med, at ligeså snart vi ændrer teknologien, sidder der et publikum tilbage med noget, der ikke virker mere. Derfor gør man tingene med en vis omhu. Men vi startede altså med at sende tv, og det er stadig det, vi gør i dag.”

Selvom teknologien fortsætter sin hastige udvikling, bliver mange ting stadigvæk ved det gamle i Søsterhøjsenderen. Her går tidslommens rutiner hånd i hånd med den allernyeste teknologi.soesterhoej3