Svend Åge Madsen
Ulla Bjulver

Skriveglædens gave

Aarhus Panorama besøgte forfatteren Svend Åge Madsen i hjemmet i Risskov til en snak om livet, døden og alt det midt imellem.

Af Anja Pors Storkholm og Thomas Glud

Vi parkerer bilen ved det blå A-formede typehus fra 70’erne i Risskov. Da vi ringer på døren, lukker forfatteren Svend Åge Madsen op og byder os indenfor. De funklende blå øjne og det venlige smil bag det markante hvide skæg spørger, om vi vil have kaffe? Han bevæger sig let og ubesværet rundt i huset præcis som for godt to år siden, hvor det også var beboet af hans elskede kone, Lise.

I flere vendinger siger han ”vi” og forklarer, at det stadig er svært at forstå, at Lise ikke er her mere. De var sammen i næsten 50 år, og det er en stor omvæltning at være alene. Som han selv udtrykker det, troede han, at han ville styrte verden rundt og gøre nogle af de ting, som han ikke kunne under Lises sygdomsforløb. Det er en svær tid, hvor savnet fylder, og det er ikke det samme at rejse alene, så han rejser med familien, og det nyder han.

Der er nye strukturer i hans liv, men én ting er sikkert; så længe han kan holde på en kuglepen, vil han skrive bøger og glæde sig over alle de gode ideer.

Passion for teatret
Kaffen bliver sat over, og det begynder at dufte dejligt i det blåternede køkken med de grå køkkenlåger og runde greb, som igen er blevet moderne. Svend Åge Madsen finder chokoladen frem og byder. Der hænger fotos af hans børn og de to børnebørn på fire og fem år på døre og køleskab, og han fortæller glad om dem. Han ser sine børnebørn, også gerne i hverdagene, og fortæller med en varm, smilende stemme, at han skal hente børnebørnene i børnehaven dagen efter.

Tit inviterer han både børn og børnebørn i teatret. At gå i teatret er en fælles lidenskab, og da hans børn var små, var det en stor del af deres familieliv. Sammen med datteren Maria S. Madsen, der er cand.mag. i æstetik og kultur, skrev han teksten til Rosa og Evigheden, som Erik Bach, tidligere rektor for Musikkonservatoriet, kalder en ny operafantasi.

Svend Åge Madsen og hans datter er enige om, at det er meget meningsfuldt og giver en ekstra dimension til forholdet, at lave noget på tværs af generationerne.

svend_åge_madsen_aarhus_panorama2

Ny kunst
Vi går ind i stuen med vores kaffe, og fotografen spørger om hun må flytte lidt rundt på møblerne til billederne. Svend Åge Madsen svarer med et smil: ”Ja, og hvis du stiller det bedre, lader jeg det stå.” Han fortæller, at i de næsten 50 år, Lise og han boede sammen i det blå hus i Risskov, stod Lise altid for indretningen.

I dag kan han tage sig selv i at kigge på en stol i stuen og tænke over, hvorfor mon den står netop der, men han kommer hurtigt til den konklusion, at der har den jo altid stået. De skiftede ikke sådan møblerne ud, og han viser os en briks, de købte sammen i 1968, som stadig står i stuen.

Svend Åge Madsen har dog gjort lidt ved huset og malet stuen. I den forbindelse fik han ny kunst på væggene. Nu pryder en stor grafisk kulttegning, som hans niece, Anja Christensen, har tegnet. Han sætter sig i stolen med sin nyeste bog ”Pigen i cementblanderen”, og fotografen tager endnu et foto af ham, inden han bliver bedt om at stille sig foran de store vinduer ud mod haven.

Et bogtårn i haven
Svend Åge Madsen står foran vinduerne og kigger ud på en forholdsvis tæmmet have, hvor han selv slår græsset og klipper hækken. Han peger på bjælkehytten bagerst i haven og fortæller, at han blev inspireret af Statsbibliotekets bogtårn. Et tårn i haven kunne afhjælpe pladsproblemet inde i huset, hvor der var bøger fra gulv til loft.

Lise manede dog den idé til jorden, da hun mente, han ikke kunne bygge i højden, så det endte med at blive et bogtårn, der var lagt ned. Her sidder Svend Åge Madsen i sin dybe lænestol det meste af sommerhalvåret og læser skønlitteratur og bøger om litteratur. I duften af træ og omgivet af mange bøger kommer ideerne til verden.

Han spørger os, hvor man kan finde magasinet Aarhus Panorama, og da vi svarer cafeer, butikker og frisører, svarer han med et smil, at han ikke kommer så meget på café og slet ikke til frisøren. Han tager sig til sit hvide skulderlange hår.

Gutterne og en atypisk læsegruppe
I det hyggelige køkken fortæller Svend Åge Madsen om sin 75 års fødselsdag, som han fejrede med huset fuldt af familie og venner. Gutterne, som Svend Åge kalder de venner, han har holdt sammen med i 40 år, snakker han med om alt.

Svend Åge Madsen er meget socialt aktiv. Han spiller tennis fire gange om ugen og mødes desuden med en læsegruppe, hvor eksempelvis bøger om moderne fysik og matematik læses og diskuteres. Da han var ung, begyndte han på matematikstudiet på universitetet, men han kunne ikke se sig selv i et 8-16- job iklædt hvid kittel, så han droppede ud. Interessen for det matematiske er der dog stadig og bruges struktureret i hans bøger.

Fra køkkenet kan man se ind i stuen, hvor pladesamlingen med Miles Davis’ ”Kind of Blue” står forrest, og snakken kommer ind på musik.

Da Svend Åge Madsen var ung, spillede han trompet og lyttede meget til jazz. Jazzmusikken hører han stadig og nyder også klassisk, men instrumenterne bruger han ikke tid på mere. De har fået deres faste plads over klaveret i stuen. Han bruger til gengæld lang tid på avisen, især kultur- og idesektionerne, og bliver inspireret af hverdagen, læsning og at snakke med gutterne.

Når en idé fanger ham, kribler det i kroppen, og tankerne giver sig til at arbejde. Hvis han får en fornemmelse af, at to ideer supplerer hinanden, kommer historien i gang. Fornemmelsen, indholdet, løse indfald, personer og bisætninger bliver noteret.

Forfatterskab fra natten
Svend Åge Madsen har en helt bestemt arbejdsrytme, som han og Lise indførte for at få både familie- og arbejdsliv til at gå op i en højere enhed. Han arbejdede, når der var ro i huset fra klokken 23 til klokken 05, hvor han gik i seng og sov til op ad formiddagen. Imens klarede Lise de to børn om morgenen, gik selv på arbejde, og så samles hele familien i det blå hus om eftermiddagen.

Når en ny bog skulle skrives, tog Svend Åge Madsen ud i familiens sommerhus på Mols for at finde stemningen og det rum, der skulle bygges op omkring bogen. Han kunne nærmest skrive sig manisk. Stemningen gjorde ham høj. Han fortæller, at det var en meget fascinerende og tiltalende sindstilstand at være i. Det frigjorde nogle kræfter, men hvis det kørte for stærkt, kunne han nemt miste den kritiske sans og desuden glemme at spise og sove. Så Svend Åge Madsen aftalte altid med Lise at ringe hjem hver anden dag, så hun lige kunne høre, om han var ok. Han glemte tid og sted, men når han så kom hjem ugen efter, mødte han hverdagen igen  i form af regninger og en form for krise. I den periode tænkte han mere kritisk om indholdet i bogen; om den var god nok, og om han stadig følte sig begejstret nok som læser.

Når den færdige bog var sendt til hans faste forlag, Gyldendal, tog han afsked med bogen og brugte den efterfølgende tid på at tage ud og holde foredrag om hans forfatterskab, men aldrig om den seneste nye bog. Han mente ikke, at han skulle komme ind på betydningen i bogen. Dog ville han gerne komme ind på sproget, personerne og historien i de tidligere bøger.

svend_åge_madsen_aarhus_panorama3

Høj på læsere
Svend Åge Madsen er tit helt høj i bilen på vej hjem fra et foredrag. Folk giver positiv respons og viser glæde for hans bøger. Det kan være helt svært at falde ned igen, når han kommer hjem, men så sætter han sig til at læse. Han læser dog aldrig sine egne bøger, da han så ville opdage alle ’fejlene’. Det vil fjerne illusionerne om, at det er en god bog, fra ham, og i stedet ville tvivlen komme snigende; ”Kan jeg mon ikke skrive så godt, som jeg har gjort”? ”Hvad tænker læseren”? En undtagelse var, da han læste ”Tugt og utugt i mellemtiden” i sin engelske oversættelse. Det var som at læse en fremmed bog, hvor han tog sig selv i at tænke: ”Bare det var mig, der havde skrevet den”.

Med alderens naturlige forfald bliver det også sværere at formulere sig helt så smart, for som Svend Åge Madsen pointerer, så er det helt teoretisk bevist, at man går og bliver mindre klog med alderen. Vores snak bliver brat afbrudt af en høj lyd inde i et af køkkenskabene. Svend Åge Madsen rejser sig og forklarer, at det bare er posten, der bliver afleveret i en skabslåge direkte ind i køkkenet. Sådan blev huset bygget, og det har fungeret rigtig godt, da Svend Åge Madsen tit får tilsendt bøger og andet, der helst ikke må blive vådt.

På vej ud af døren snakker vi om basen i Aarhus, lokalområdet med købmanden rundt om hjørnet og om, hvordan det hele så ud i kvarteret omkring det blå A-formede typehus fra 1970’erne, da børnene var små. Meget har forandret sig på 75 år, men det flyder stadig med gode aarhushistorier fra Svend Åge Madsens pen. Senest har han deltaget i det treårige projekt “Atlas over Aarhus”, der førte til tekster om øgadekvarteret, udstillet i Øgaderne.