NorthSide 2017 er ikke mere. Den var. Og den var fyldt med musikalsk kvalitet, spændende påfund, regn, mudder – og identitetskrise. Retninger stritter nemlig lidt mere end før, og spørgsmålet er nu, hvad der skal satses på næste gang.
Succesformularen blev – med undtagelse af enkelte svipsere – holdt flot i hævd med et musikprogram bestående af indierock, elektronisk musik og R&B for den tænkende lytter. Det småskøre Moulin Rouge-univers i ’Sideshow’-delen af festivalen passede godt ind i den sammenhæng som et afbræk inden døre.
Vil man have flade fadbamser og fællessang eller økobajere til vinylpladesamlerne?
Men det er en gåde, hvordan Thomas Helmig lige fandt vej ind som driftssikker publikumsfavorit men samtidig uambitiøs og sær anti-NorthSide bookning. Måske er det faktisk lidt for svært at engagere sig i The Kills det ene øjeblik og skråle med på Malaga det næste. I værste fald kan det skabe en rastløshed blandt publikum. I bedste fald formår vi at skifte stemning og fokus. En gåde er også spørgsmålet om, hvorfor der skal lefles for social media-kulturen med hashtags og kameraer på alt og alle. Og hvem var det lige, der klagede over forholdene på festivalen, fordi der lå en god portion mudder efter fredagens regnskyl? Det var lidt som om, at hemmeligheden, jomfrueligheden og kulten NorthSide blev fejet af bordet i år. Som det der band, kun du og vennerne opdagede, og som hele verden pludselig dyrker.
Nu må NorthSide beslutte, om man vil have endnu flere mennesker gennem tælleapparaterne eller dyrke konceptet. Om man vil have flade fadbamser og fællessang eller økobajere til vinylpladesamlerne. Det er nu, arrangørerne må stå fast og insistere på at gøre det, der gjorde festivalen populær til at begynde med. Kun sådan bliver det fortsat en rigtig, rigtig festival. Og der må man altså gerne blive lidt våd og beskidt.
Til sidst kom forløsningen
Radiohead – 5 ud af 6 stjerner
Nærmest på klokkeslættet søndag klokken 22.30 entrerede Radiohead scenen og et apokalyptisk regnvejr satte ind over NorthSide. Der var noget forløsende over det. Ikke alene var det øjeblikket, arrangørerne af festivalen havde drømt om siden den spæde start på Tangkrogen i 2010. Det var også højdepunktet for gæsterne – den ene begivenhed, alle havde cirklet ind i programmet. De blev sjaskhamrende våde alle sammen – men aldrig skuffede.
Det var insisterende, medrivende veloplagt og fandenivoldsk. Det var værdigt for en rockmastodont.
”A great day for this, isn’t it?” Thom Yorkes ramte med sin bevidste parodi på engelsk overklassedialekt hovedet på sømmet; vi trækker på skuldrene af elementernes rasen, for her er et band, der er kommet for at give en uforglemmelig oplevelse, uden at noget skal stå i vejen. Det var insisterende, medrivende veloplagt og fandenivoldsk. Det var værdigt for en rockmastodont.
Over 22 sange demonstrerede Radiohead, at de er artistisk overlegne, originale og samtidig helt på bølgelængde med en bred fanskare. Melodier, tunge riffs, smukke harmonier og kold og stram electro-pop blev mikset sammen i et smukt sammensat forløb. Man skulle virkelig være enten dødtræt eller døv for ikke at tabe kæben bare lidt. Nogle var utilfredse med, at bandet kun spillede to timer i stedet for de annoncerede tre. Og det havde sparket endnu mere til oplevelsen af sammenhæng, hvis de største hits var spredt ud over setlisten, i stedet for at ende sammenpakket i det fem sange lange encore.
På den måde markerede Radiohead-koncerten en slags kulmination på NorthSides stadigt stigende popularitet og ambitionsniveau. Det bliver spændende at se, hvilken retning udviklingen går i til næste år. Vil man være endnu større eller værne om den særlige NorthSide feel? Hvordan topper man så stort et hovednavn? Og hvem bliver mon 2018’s Helmig, hvis dén vinkel fortsat skal dyrkes?