NorthSide 2017 er her lørdag aften ved at sætte sig godt og grundigt. Fredagens skybrud har efterladt en gedigen mudderpøl, som efterhånden er trådt mør. Det er faktisk ikke ubehageligt at gå i. Og fællesskab er den afledte effekt. Fordi, at vi a) har fået en indgangsvinkel, noget at snakke om, og b) fordi det kræver en hjælpende hånd fra fremmed, fjende eller ven at vakle igennem pløret, når man selv er, ja, pløret.

Samtidig har tråden gjort sit indtog. Siden Monterey for næsten, nærmest nøjagtig 50 år siden, har den elektriske guitar tegnet festivalkonceptet, som vi kender det i dag. Og det er spændende varianter af riff-mestere og øksesvingere, Northside har disket op med. Her er tre udvalgte oplevelser – og dommen over dem. Trommehvirvel, tak…

 

Oasis’ følsomme lillebror kan selv

Ride – 4 ud af 6 stjerner

Nå, hvad siger du så? Sådan kunne tidligere Oasis-guitarist Andy Bell med rette have provokeret sin tidligere bandfælle Liam Gallagher, da han sammen med resten af gutterne i Ride leverede en stærk opvisning i genopstanden halvfemser-støjrock. De to var i øvrigt også sammen i Beady Eye, Gallaghers seneste bud på et comeback. Og nu tyder det på, at Bell trækker det længste strå i kampen om at holde sig skarp.

De er ikke helt Britpop. Heller ikke grunge.

De er ikke helt Britpop. Heller ikke grunge. Nogle gange lyder de lidt som Stone Roses. Og i hvert fald mere sensitive end Gallagher-brødrenes macho-indstilling nogensinde ville tillade. Men frem for alt viste Ride, at de er en virkelig velspillende gruppe, der mestrer samtlige indflydelser i en original lyd. De havde lyst til at stå på scenen på Northside, og det skinnede igennem. Mark Gardeners vokal sad i skabet, mens Andy Bell leverede på guitaren. Sidstnævnte skulle dog ikke have sunget så meget, og lyden var ind imellem for mudret. Det er nok eneste anker.

 

Rocken rullede men publikum sov

The Kills – 3 ud af 6 stjerner

Live-billeder på storskærm fra publikums synsvinkel – det er et af Northsides nye påfund i år. Og må det ryge hurtigt ud igen allerede til næste år. Hvorfor opmuntre til selviscenesættelse og evindelig hash-taggen, når der står fremragende kunstnere på scenen? Alison Mosshart og Jamie Hince, tilsammen The Kills, lagde veloplagt og stramt rockende ud fra scenen. Det svingede og rullede virkelig. Men publikum gjorde tilsyneladende intet ud over at stå helt stille eller kæmpe om at gøre sig så meget til foran kameraerne, at storskærms-redaktørerne ville klippe over til netop dem.

Hvorfor opmuntre til selviscenesættelse og evindelig hash-taggen?

Mosshart vred sig, dansede og svingede med hårpagten, som gjaldt det livet. Hince brillerede på guitaren med de riffs og hooks, der gør The Kills så svære ikke at danse til. Men lige lidt hjalp det. Og da duoens gestikuleren til publikum om at løfte stemningen endte i lidt forkølet klapperi, var gejsten efterhånden feset ud. Det reducerede desværre resten af forestillingen til en rutinepræstation. Synd og skam at publikum ikke sagde stort og rungende ja, da de blev budt op til dans. Der skal to til tango og gerne lidt flere til rockshow under åben himmel.

 

En heldig mand

Richard Ashcroft – 3 ud af 6 stjerner

Endnu en gigant fra halvfemserne indtog lørdag aften Northsides grønne scene. Og den tidligere forsanger i hedengangne The Verve var kommet for at behage. Efter første nummer afslørede Richard Ashcroft således, at beklædningen under bomberjakken var en souvenir-t-shirt med Aarhus-motiver. Derudover havde han taget Verve-hits som Sonnet, The Drugs Don’t Work og Lucky Man med. Det gik rent ind hos publikum, der syntes sultne efter nogen, der ville ’spille noget, vi kender’.

Dén sang sætter man bare ikke papkassestrygere på

Ashcroft er nok klar over, at han selv er en Lucky Man med adgang til et så stærkt bagkatalog. Men det er efterhånden tyve år siden, at sangene var friske. Så han skal til at øve sig på at føle dem på ny. Det kneb lidt ved denne lejlighed, selvom den 45-årige brite ellers var i godt festhumør. Et stort problem var, at sangenes symfoniske kvaliteter reelt blev udslettet af en unødvendigt skrabet fremførelse. Samtlige af de originale strygerindslag var erstattet af præ-indspillede synthesizertoner, hvilket nærmest reducerede de smukke klassikere til karaokeudgaver, kun akkurat reddet af Ashcrofts vokal, der stadig lyder som den gjorde dengang. Med det in mente skulle han havde udeladt Bittersweet Symphony. Dén sang sætter man bare ikke papkassestrygere på. Næste gang, Richard, der hyrer du altså en violinist – du kunne sikkert have fundet en frivillig i Aarhus i stedet for at shoppe t-shirts.