Renée Toft Simonsen har et liv med fart på. Samtidig er hun aldrig gået af vejen for en udfordring og har prøvet mange forskellige ting. Hun har blandt andet forfattet bøger til både børn og voksne, og nu er hun aktuel med en bog om sig selv.

Af Morten Ebert Larsen

”Hun kommer altid lidt for sent, så hun er her nok lige om to minutter”. 
Afsender af ordene er Alexander, indehaver af Coiffure Alexander i Vestergade 54, og ikke mindst mangeårig ven af hende, vi begge venter på. En kvinde stiller kort efter sin cykel udenfor frisørsalonen og kommer ind. Renée Toft Simonsen er ankommet. Klar til at få ordnet sit lange smukke hår og beredt til en frisørstolssnak om sin netop udgivne biografi, som kom på gaden den 20. oktober.

Den 49-årige Aarhus-fødte kvinde har været et af mediernes og de kulørte blades yndlingsbeskæftigelser, siden hun startede sit modeleventyr i begyndelsen af 1980’erne. Nu er hun tidligere topmodel med kronede år i New York City og arbejder på den anden side af fuldtid som forfatter i flere afskygninger. Hun er ophavskvinde til børnebogsserien om pigen Karla og har desuden skrevet ungdoms- og voksenbøger. Desuden laver Renée Toft Simonsen film og er uddannet psykolog.

Der er fart på i alt, hvad hun foretager sig. Man skal stå tidligt op for at følge med i det hæsblæsende tempo, hun lægger for dagen. Også når hun taler, for ordstrømmen er massiv og med indhold. Diktionen og dedikationen er tydelig, og dialekten aarhusiansk hele vejen igennem. Det er tydeligt, hvor hun kommer fra. Hvordan skulle den nogensinde kunne være anderledes? Renée Toft Simonsen er indfødt aarhusianer og har bortset fra tiden i USA altid haft ’Smilets By’ som hovedsæde.

Jeg tænder diktafonen, og fra første ord og til samtalen slutter 75 minutter senere, ses der ikke tilbage. Pedalen er i bund. Der svares grundigt på mine spørgsmål, diskuteres hår med Alexander og pigesnakkes med datteren Ulrikke, som træder ind ad døren en times inde i interviewet. Herefter bliver det noget, som ligner behersket kaos. Det er som om, jeg er havnet midt i en hyggelig familiesammenkomst, og svarene på mine spørgsmål er pludselig ikke det væsentligste. Det er ikke en mor-datter samtale, men derimod en venindesnak, som Alexander også tager ivrigt del i.

Vi spoler tiden tilbage til tidspunktet, hvor Renée Toft Simonsen tager plads i frisørstolen, og jeg stiller hende mit første spørgsmål. Hvorfor en biografi?

”Jeg er blevet spurgt om det her lige siden, jeg kom hjem fra USA. Om jeg ikke ville være med til at fortælle historien om 80’ernes ansigt, men hver gang har jeg slået det væk med, at jeg var alt for ung til at skrive om mit liv, og det tænker jeg sådan set stadigvæk. Forlagets største salgsargument har hele tiden gået på, hvor mange penge, jeg ville kunne tjene på sådan et bogprojekt. Så jeg tænkte, at jeg med en biografi kunne lave en indtjening, der kunne hjælpe mange af mine andre projekter på vej. For dem tjener jeg ikke penge på. Men da jeg først kom i gang, blev jeg ærekær med det, og det skulle være ordentligt. At tjene penge trådte i baggrunden og var ikke længere nogen drivkraft,” siger Renée Toft Simonsen.

Refleksion som kodeord

Det har været angstprovokerende at lade nogen rode rundt i mit indre, men jeg har ikke fortrudt på noget tidspunkt.Renée Toft Simonsen om at udarbejde en selvbiografi

Hun har ikke været alene om bogen. Den såkaldte ghostwriter har været journalisten og forfatteren Andreas Fugl Thøgersen, der tidligere har skrevet biografier om blandt andre Jes Dorph-Petersen og Simon Spies. Han har været med til at lægge puslespillet rigtigt og skabe overblik. Hovedpersonen mener, at en af bogens største styrker er, at den er ’skide godt’ disponeret – og så er der det med refleksionerne, som alle dage har været et nøgleord i hendes tilværelse.

Og dem har der været mange af i forbindelse med at skulle fortælle om sit liv, for det er ligesom, hun har gennemlevet det hele en gang mere. Selvfølgelig på en anden måde. I store dele af livet har Renée Toft Simonsen skrevet dagbog, og mødet med de gamle optegnelser har været sjovt, men også barskt. Der er blevet rippet op i nogle ting, og det har givet anledning til nye refleksioner – om noget, der skete for en menneskealder siden:

”Det har været angstprovokerende at lade nogen rode rundt i mit indre, men jeg har ikke fortrudt på noget tidspunkt. På den anden side var det blevet en helt anden bog, hvis jeg ikke havde haft mine gamle dagbøger. Det har været vildt at grave et eller andet øjebliksbillede frem, for har jo været noget, jeg virkelig har følt noget for, og at skrive dagbog har været en stor del af mit liv. De seneste ti år har jeg ikke brugt at skrive mine refleksioner ned, men det ligger ikke længere væk, end at jeg sagtens kunne finde på at tage det op igen,” fortæller Renée Toft Simonsen.

De evige refleksioner har været med til at give medvind i modvind. For det har været med til at skabe personlig udvikling, og er det stadig. Der har nemlig også været bump på vejen, og dansen på roserne har flere gange været på standby. Renée Toft Simonsens tid i New York City var historien om pigen fra femte kartoffelrække, som kom til storbyen, tjente penge og fik masser af berømmelse. Men der var også en bagside, som kom til at præge hende fremover og stadig er en del af livet. For opholdet i den amerikanske metropol fandt sted i modningen fra pige til kvinde, de formative år, og arbejdspresset endte med at sende den unge Toft Simonsen til tælling:

”Årene i USA satte et voldsomt præg på mig. Ikke bare fordi jeg blev berømt, men også i forhold til, hvad for en slags menneske, jeg er blevet, og hvordan min udvikling har været. Det hele endte med, at jeg fik det, man i dag betegner som stress, og ud af det fik jeg også angst. Jeg gik ned, og det kommer til at være med mig resten af mit liv.

Jeg har fået en sårbarhed og kan aldrig komme helt op på helt samme niveau igen. Omvendt har det også været en kæmpe gave, for når jeg arbejder, presser jeg mig selv hårdt og har svært ved at stoppe igen, men nu kan jeg mærke, hvornår lamperne begynder at blinke. Selvfølgelig har det også været smertefuldt, men det er i modgang og kriser, at vi udvikler os,” pointerer Renée Toft Simonsen.

Årene i USA satte et voldsomt præg på mig. Ikke bare fordi jeg blev berømt, men også i forhold til, hvad for en slags menneske, jeg er blevet, og hvordan min udvikling har været.Renée Toft Simonsen

Ingen saftig sag
Renée Toft Simonsen har i sit indtil videre 49-årige liv fået flere oplevelser i sækken, end mange nogensinde får, men hun understreger flere gange i løbet af samtalen, at bogen på ingen måder har haft som formål at udlevere nogen, og det er heller ikke en udgivelse med en masse heftige afsløringer. Derfor er der også nogle ting, som ikke bliver fortalt. Men ærlighed er en dyd for Renée Toft Simonsen, og hun når nogle spadestik dybere, end nogensinde før.

Biografien fik efter mange og lange overvejelser titlen ”Renée – At vende hjem”. Og den kan ifølge ophavskvinden forstås på to måder:

”Du kan se sådan på det, at jeg rejste ud og kom hjem igen. Jeg tog ud i verden, opnåede noget visdom og erfaring og vendte tilbage. Men titlen kan også ses som en refleksion over mit liv. At jeg finder ind til mig selv, så det er min rejse, jeg beskriver. Det var svært at finde en passende titel, og jeg kom på den ret sent i processen, og jeg havde en del andre oppe at vende. Men den jeg kom frem til, passer super godt på mit liv,” forklarer Renée Toft Simonsen.

Imellem snakken om bogen fortæller kvinden ved min side vilde historier om, hvordan hun og gemalen (Thomas Helmig, red.) er blevet jagtet af paparazzifotografer, og det at være så kendt som hun er, har altid en betragtelig bagside. Der underholdes også om ægteskabskrisen, hun oplevede sidste sommer – og som i den grad fik mediernes spalter til at gløde. Det var for meget, for hvem har ikke oplevet en krise i et forhold, der er 14 år gammelt? Der jokes med, at de kulørte blade kunne da i det mindste sende en kasse vin som tak for hjælpen for alle de forsider, hun har været med til at sælge.

Hvad er hensigten med bogen?

”At jeg har skrevet en bog med noget fart over, for den skal afspejle den, jeg er. Jeg håber, at den vil skabe en eller anden form for værdi, og at andre vil kunne spejle sig i min historie, så det rækker ud over det, jeg selv har oplevet. Det er jo min udvikling fra ung pige til moden kvinde, som bliver beskrevet, men refleksionerne undervejs kan være med til, at andre også begynder at fundere over deres udvikling. Det er i hvert fald mit håb,” understreger Renée Toft Simonsen.