Når Rasmus Tantholdt rapporterer hjem fra krigen i Syrien, kan han næsten ikke komme længere væk fra Aarhus. Her blev TV2-korrespondenten født, og her voksede han op. Rasmus Tantholdt forlod først Aarhus, da han blev journalist. Så måtte han modstræbende følge med karrieren og kærligheden til København. Men kærligheden til Aarhus vil for evigt banke i hjertet på den 40-årige krigskorrespondent.

Af Søren Højlund Carlsen

– Jeg kan ikke rigtig overskue det her – kan du ikke bare ringe…?

Sådan stod der i en e-mail til Panorama-redaktionen kort inde i det nye år. Mailen var fra TV2’s udenrigskorrespondent Rasmus Tantholdt, og den skulle have været en del af et interview med journalisten kun foretaget via e-mail.

Ideen var, at Rasmus Tantholdt var en så berejst og travl mand, at det mest realistiske ville være at korrespondere med ham via e-mail. Og det kunne der så måske komme et anderledes portræt ud af.

Men midt mellem dækningen af demonstrationer i Thailand og nærmest månedlige ture til Syrien var det alligevel for svært for landets måske mest berejste udenrigsreporter at få tid til at svare på utallige e-mails fra et aarhusiansk magasin.

Behagelig opgave

Så en dag lød det alligevel i telefonen:

– Det er Rasmus. Jeg har tid nu, hvis du har…

Rasmus Tantholdt var nu langt væk fra farlige demonstrationer i Thailand og sultne børn i Syrien. Han var nemlig på en af de mere behagelige opgaver for en udenrigskorrespondent.

I Los Angeles – Englenes by i USA – skulle han fungere som mentor for sin kollega Stéphanie Surrugue fra programmet ’Kulturen på News’. I forbindelse med hendes dækning af Oscar-uddelingen 2. marts i Hollywood skulle Rasmus Tantholdt coache sin kollega i fjernsynets ædle kunst. Et behageligt afbræk for Tantholdts ellers hektiske og ofte farefulde journalistliv.

– Hun skal i gang med at lave flere tv-indslag fra forskellige steder i verden. Så man mente, at hun kunne lære noget af mig. Så jeg går lidt og coacher hende og forsøger at lære fra mig – det er ganske behageligt og hyggeligt, fortæller Rasmus Tantholdt.

Verdens brændpunkter

Normalt er det ellers som journalist i verdens brændpunkter, vi har lært at kende den 40-årige aarhusianer. I mere end 10 år har han således været TV2/Nyhedernes mand i krigs- og katastrofeområder. Særligt i Mellemøsten – og især fra Irak og Afghanistan har han sendt levende og engagerende reportager hjem til de danske tv-seere.

Med sin faste fotografmakker Anders Lai sendes Rasmus Tantholdt ofte ud til farlige områder. Senest var han en af de få journalister i verden, der fik adgang til den besatte by Homs i Syrien. Det betød, at han kunne opleves rapportere direkte til CNN, som havde sat kløerne i den aarhusianske journalist for at få en stemningsreportage.

Hjemmelavet system

Som han senere fortalte fagbladet Journalisten, så skyldes det måske mest, at han og hans fotograf var de eneste, der kunne sende live direkte ud af Syrien. Det skete med et hjemmelavet system bestående af lidt gaffatape, et par 3G-modems og mobiltelefoner.

– Jeg er så heldig, at jeg er omgivet af dygtige folk, der kan deres kram. Ellers kunne det, vi laver, slet ikke lade sig gøre. Men det er ikke kun tilfældigt, at det lige er os, der får mulighed for at komme ind i Homs. Det er også resultatet af et ihærdigt forarbejde og et stort kendskab til området, som jeg efterhånden har oparbejdet. Der skal naturligvis også held med i spillet, men det tager vi også meget gerne med. Vi plejer at sige, at heldet også kommer til dem, der søger det, siger Rasmus Tantholdt, der som noget helt usædvanligt for en dansk tv-journalist fornylig er blevet udstyret med sin egen producer på fuld tid.

Historier på en snor

Det er en medarbejder, der hjælper ham med research og praktiske opgaver som for eksempel at søge visum og arrangere de mange rejser, han bliver nødt til at foretage i forbindelse med sit job. Dermed har Rasmus Tantholdt fået frigivet en masse tid og energi til sit journalistiske arbejde. Samtidig har de store historier udfoldet sig som perler på en snor. For eksempel Nelson Mandelas død, borgerkrigen i Syrien og opstanden i Thailand. Tilsammen har det betydet, at Rasmus Tantholdt i de senere måneder har været i vores tv mere end nogensinde før

– Det er ofte ret tilfældigt, hvor meget jeg er ude i forhold til, hvad der sker rundt om i verden. Men i store dele af 2013 og også ind i 2014 var der mange katastrofer og begivenheder, som TV2 mente, jeg skulle dække. Og når jeg så også har lidt mere tid til at koncentrere mig om det journalistiske, så er der bare flere ting, som TV2 gerne vil bruge mig til. Det er jeg selvfølgelig glad for. Men der har da også været dage og måneder, hvor jeg er hjemme hos familien i København. Og jeg er meget mere hjemme, end folk tror, når de ser mig på skærmen. Jeg er skilsmissefar og har derfor desværre ikke min dreng hele tiden. Men når jeg har – så er jeg også hjemme. Men når jeg ikke har, så er jeg som regel ude, forklarer Rasmus Tantholdt.

Privat danner han par med kollegaen Cecilie Beck som han har været gift med siden 2010. Fra et tidligere ægteskab har Rasmus Tantholdt sønnen Emil.

Vokset op i Aarhus

Ikke meget tydede på, at Rasmus Tantholdt som voksen mand skulle stå og tape to mobiltelefoner sammen med gaffatape i en krigszone i Syrien. Han er vokset op i rolige Heibergsgade på Frederiksbjerg i Aarhus, og her var alt, hvad en aarhusiansk dreng med græs på knæene og krudt i røven havde brug for.

– Her brugte jeg oceaner af timer med mine venner på en tid, hvor man kunne færdes meget for sig selv, men alligevel føle sig tryg. Heibergsgade er ikke en gennemkørselsgade – det er kun en gade, du kører ind i, hvis du har et ærinde, så der var ikke megen trafik. Og så har gaden sådan en slags byhuse, der gør, at man lidt føler, at man bor ude på landet inde i byen. Der er haver til, og så løber børnene jo bare – dengang i hvert fald – ud og ind hos hinanden og kravler igennem haverne for at komme over til hinanden. Og vi kunne løbe over i Skanseparken med en fodbold, hvis det var det, vi ville. Vi var frie og havde alle muligheder inden for 100 meters afstand, og det var et sted, hvor jeg følte mig rigtig tryg. Jjeg kan ikke forestille mig et bedre kvarter i Aarhus at vokse op i, fortæller Rasmus Tantholdt.

Interview med Jørn Hjorting

Han forlod kun kvarteret, når han skulle i skole på N. Kochs Skole i Aarhus’ nordlige del og i ungdomsklubben, som holdt til i kælderen under den nærliggende Skt. Anna Gade Skole.

Her udlevede han rockdrømmen som forsanger i et kælderband, og senere lavede han beboerbladet ’Annas Røst’ i det lokale beboerhus samme sted. Dermed fik han sået frøet til sin senere profession som journalist. Hans første artikel var et interview med Jørn Hjorting, der endte med en artikel, som blev rost af den lokale deltidsredaktør. En ros, som Rasmus Tantholdt husker tilbage på som et af de øjeblikke, der senere sendte ham på journalisthøjskolen oppe i nordbyen, langt fra Frederiksbjergs byhuse og små haver – og endnu senere til Afghanistan og Syrien som krigskorrespondent for TV2.

Skjold mod rodløsheden

Men til trods for, at han nu har hele verden som sin arbejdsplads, så har bærer han stadig Aarhus med sig.

– Jeg har et arbejde, der ikke kunne være mere i kontrast til Frederiksbjerg i Aarhus. Derfor gør jeg også en dyd ud af at komme her, så tit jeg kan, og jeg gør alt, hvad jeg kan for at bevare kontakten til kvarteret og til Aarhus, siger Rasmus Tantholdt.

En kontakt han prioriterer højt.

– Jeg tror, det er vigtigt, når man lever på den måde, jeg gør og har sådan et hektisk arbejde, at man så ved, hvor man hører til – ellers så ville man blive skør i hovedet. Selv om jeg nu bor i København med min familie, så er det i Aarhus, jeg hører til. Det er her, jeg finder mit skjold mod rodløsheden. Hvis jeg skal holde fast i mig selv i død, krig og ødelæggelse, så bliver jeg nødt til at have et stort fast træ, jeg kan klynge mig til. For mig er Frederiksbjerg og Heibergsgade det træ, fastslår Rasmus Tantholdt.

Flere former for kærlighed

Derfor mener han, at Aarhus nærmest har fået større betydning for ham som voksen.

– Når du kommer væk fra dine omgivelser og dine rødder, bliver de pludselig meget vigtige – i hvert fald for mig, siger Rasmus Tantholdt, der da også betegner sig selv som en ’aarhuspatriot’:

– Jeg gør meget ud af at fastholde mig selv som aarhusianer, selv om jeg nu bor i København, og jeg synes, at alt med Aarhus er fedt. For eksempel har jeg plakater hjemme på min væg fra Aarhus. Den, jeg er mest glad for, er en gammel plakat fra 1942, som jeg har købt i dyre domme – det er et billede ude fra stranden, hvor du ser byens skyline, fra før rådhuset blev bygget. Og selv, når jeg er rundt om i verden, skal jeg lige tjekke de lokale nyheder på nettet. Så på mange måder dyrker jeg nærmest Aarhus.

Men hvorfor har du så ikke taget konsekvensen af al den kærlighed til Aarhus og er flyttet tilbage til byen, hvor du kunne omgive dig med det hver eneste dag?

– Det er så fordi, at der findes flere forskellige slags kærlighed; der findes kærlighed til byer, og så findes der kærlighed til et andet menneske. Jeg flyttede til København i første omgang på grund af en kæreste, og prøv du at overbevise en kvinde, der er født og opvokset i København, om, at hun skal bo i Aarhus – det kan godt være lidt svært. Så kærligheden til en kvinde fik mig altså til København, og nu ville det samtidig være helt umuligt at bo i Arhus på grund af mit arbejde. Jeg skal kunne rykke hurtigt ud til store dele af verden, så jeg er nødt til at bo tæt på en international lufthavn. Men hvis det kunne lade sig gøre, så tror jeg også, at jeg boede her nu.

AGF er hjem

Når Rasmus Tantholdt trænger til et skud Aarhus, tager han til fodbold. Den lokale klub AGF er hans store kærlighed og selve symbolet på hans Aarhus – et symbol han i øvrigt bærer med sig hele tiden i form af en tatovering af AGF’s oprindelige logo på sin ene skulder.

– Jeg bruger fodbolden som forbindelsen hjem til byen, forklarer Rasmus Tantholdt, der dermed må erkende, at ikke alting er, som det har været i byen.

Ting forandrer sig – selv i Aarhus. For siden Rasmus Tantholdt forlod sin fødeby, har AGF ikke lignet sig selv.

To gange har den ellers så traditionsrige og stolte fodboldklub måttet tage til takke med en plads i 1. division – dansk fodbolds anden klasse. Sådan var det ikke, da Rasmus Tantholdt tog med sin ven og sin vens far med til en kamp mod Esbjerg i 1981. Siden har klubben været med ham – nu mere end nogensinde.

– Når man vokser op på Frederiksbjerg 10 minutters gang fra stadion, bliver det meget naturligt at holde med AGF. Jeg var otte år, da jeg så min første kamp. AGF spillede jævnt kedeligt, så det var nok ikke lige spillet, der tændte mig som fodboldfan, fortæller Rasmus Tantholdt.

Men AGF hang ved, og efter fraflytningen fra Aarhus er det at se ’De hvi’e” blevet endnu mere vigtigt for ham.

– Når jeg ser AGF spille på Sjælland, er det som at komme hjem til fællesskabet og mine rødder, bare uden fysisk at være tilbage i byen. Så står man blandt aarhusianere. Nogle kender man fra barndommen, andre slet ikke. Men vi er alle fra Aarhus. Så den klub betyder noget helt specielt for mig, og den minder mig om alt det gode, jeg forbinder med Frederiksbjerg og Aarhus. AGF er med til, at jeg kan bevare min tilknytning til Aarhus, og klubben giver mig mulighed for at holde fast i mine rødder på en meget konkret måde, fortæller Rasmus Tantholdt.

Hvidt højdepunkt

Han oplevede et stort højdepunkt, da den tidligere AGF-angriber Peter Graulund sidste år bad Rasmus Tantholdt være med i en showkamp til ære for den legendariske angriber.

– Det var et meget stort øjeblik i mit liv. Fornemmelsen af at løbe ind på stadion i den hvide trøje vil jeg aldrig glemme, husker Rasmus Tantholdt, som heller aldrig kommer til at glemme sin fødeby – sit elskede Aarhus.

– Jeg oplever mange mennesker, der fuldstændig har sluppet det sted, de er vokset op, men det har jeg simpelthen ikke lyst til – det er meget vigtigt for mig at bevare en stærk tilknytning til min barndoms by og huske på, hvor det hele begyndte. Når du bor i byen, så tager man den – og det gør de fleste vel – for givet. Men når du kommer væk fra dine velkendte omgivelser, så bliver de pludselig mere vigtige. Selvfølgelig ændrer Aarhus sig, og alting forandrer sig, men det vil altid være min by, og AGF vil altid være min klub – uanset, hvordan det går klubben og byen, siger Rasmus Tantholdt.

Fik sin vilje

Sidst i februar var han hjemme og se AGF skyde forårssæsonen i superligaen af med at spille 1-1 mod FCK, som nu er den klub, han bor tættest på.

– Men når jeg er væk, så forsøger jeg altid at se AGF’s kampe på en computer. Hvis ikke det kan lade sig gøre, så er min søn som regel sød til at skrive sms’er med opdateringer om kampene. For uanset hvad så skal jeg følge med.

Rasmus Tantholdt skal videre ud i den milde californiske februarluft. Han fik sin vilje og slap for at skrive lange svar i en e-mail til en journalist med lidt for gode ideer. Så kunne han også gøre det, han gør bedst; fortælle historier ude fra den store verden. I dag gælder det undervisningen af en kollega i Los Angeles, i morgen måske Syrien og i overmorgen…? Hvem ved? Men uanset, hvor hen i verden hans arbejde tager ham, vil han altid have Aarhus og AGF.


BLÅ BOG

  • Rasmus Tantholdt
  • Født i oktober 1973
  • Opvokset i Aarhus
  • Journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i 2000.
  • Ansat på TV 2 lige siden.
  • Siden 2003 TV 2 Nyhedernes korrespondent i konfliktområder, særligt i Mellemøsten og Afghanistan.
  • Står også for TV 2’s populære reportageserie ’Dags Dato’.
  • Kan følges på Facebook, hvor 20.000 danskere følger med i hans opdateringer fra verdens konfliktområder.