Bag murene i Aarhus Arrest lever de indsatte et liv afskåret fra verden udenfor. Her går savn og tro hånd i hånd, når de besøger sogne- og arresthuspræst Anita Fabricius.

Af Line Hitz

En tung jernport, tykke mure og tremmer for vinduerne adskiller Aarhus Arrest fra det pulserende byliv. Her er livet sat på pause for de 68 varetægtsfængslede indsatte, som venter på, at deres sag skal for retten. Når de store metalporte lukker sig, indskrænkes livet til en celle på otte kvadratmeter, et vindue med tremmer og klirrende nøgler som eneste tegn på frihed. Her lever de mennesker, som på den ene eller anden måde har forbrudt sig mod samfundets regler.

Aarhus Arrest blev bygget fra 1903 til 1906. Den store røde bygning ligger overfor kunstmuseet ARoS som et solidt klenodie, der ikke har forandret sig, siden det stod færdigbygget for over hundrede år siden.

I cellerne er der plads til madras, køleskab, håndvask og skrivebord, mens de hvide vægge går i et med den kolde vinterhimmel udenfor. Kun farvestrålende familiebilleder og børnetegninger lyser op og vidner om, at savnet er med som en trofast ven, når dørene lukker og låser med et smæld. De indsatte tilbringer størstedelen af deres tid i cellen uden kontakt til andre mennesker, og de er under konstant overvågning.

Duften af frihed
Alligevel findes der et sted, hvor de indsatte kan trække vejret uden øjne i nakken. På fjerde sal i arresten ligger kirkerummet, hvor sogne- og arresthuspræst Anita Fabricius afholder gudstjeneste og samtaler med de indsatte, som ønsker at sætte ord på alt det indeni. I kirkerummet er der hverken kameraer, alarmer eller betjente i nærheden. Her kan de indsatte betro sig til præsten og dufte en lille rest af frihed med det yderste af næseborene.

”De indsatte har et frirum, hvor de kan tale frit uden at blive overvåget. Jeg har tavshedspligt, og de åbner ofte for emner som skyld, savn og håb for fremtiden,” siger 37-årige Anita Fabricius, som har været præst i Aarhus Arrest i de seneste to år.

I sit job som præst i Aarhus Arrest møder hun alle typer indsatte. Lige fra rockere til østeuropæere, indvandrere og etniske danskere. Her er mennesker, som er varetægtsfængslet for narko, uagtsomt mandsdrab, røveri og voldtægt, men selvom hun hver uge er sammen med mennesker med et blakket CV, er hun aldrig bange for at være alene med de indsatte.

”Jeg tager selvfølgelig mine forholdsregler, men jeg har aldrig oplevet noget ubehageligt. Tværtimod passer de på mig, og alle vil jo undgå ballade, da de sætter pris på kirkerummet,” siger hun.

De indsatte har et frirum, hvor de kan tale frit uden at blive overvåget.Anita Fabricius

Kristen og muslim
I det lille kirkerum er der hverken altertavle eller kirkebænke. Rummet minder mest om et mødelokale med kaffe på kanden. Alligevel leder et orgel, Bibelen og salmebogen tankerne hen mod de kirkelige ritualer. Til gudstjenesterne må der maksimalt være syv indsatte på samme tid, mens samtalerne med præsten er individuelle.  Selv om et stort sort kors pryder en af de hvide vægge, er troen på Gud og kristendommen ikke afgørende for at få en samtale med præsten eller deltagelse i gudstjenesten.

”Tro handler om håb og evnen til at se nye muligheder. Her er både kristne og muslimer, og alle synger salmer, beder fadervor og får en velsignelse med,” siger Anita Fabricius. Hun ser ikke på, hvad de indsatte har lavet, eller hvilken bande de eventuelt er medlem af, da alle mennesker efter hendes mening kan falde så dybt i livet, at de ender med at få en celle i Aarhus Arrest.

”Vi kan alle presses op i et hjørne, så vi gør noget dumt. For mig er de indsatte alle almindelige mennesker, der indeholder meget mere end det, de har lavet ude i den virkelige verden,” fortæller sogne- og arresthuspræsten.

Se livet i øjnene
Anita Fabricius er høj med lyst, fint pagehår. Hendes stemme er rolig, og svarene er sikre og velovervejede. Som arresthuspræst synes hun ikke, det er svært at arbejde med samfundets skæve eksistenser, men hun ligger hverken hovedet på skrå eller snakker de indsatte efter munden.

”Jeg bliver nødt til at erkende, at jeg ikke kan redde hele verden. Jeg kan jo ikke ændre deres situation, men jeg kan lytte og hjælpe dem med at leve livet her i arresten, mens vi samtidig ser virkeligheden i øjnene,” siger hun.

En af dem, som hver uge taler på tomandshånd med Anita Fabricius, er en 54-årig familiefar, som sidder varetægtsfængslet for narkokriminalitet. Med sin blå skjorte og sorte badesandaler ligner han en, der netop har været i Brugsen for at købe mælk. Der er hverken bitterhed eller hårde ord, når han forklarer, hvorfor samtalerne med præsten har været helt afgørende for de seneste fire måneder, hvor han har siddet varetægtsfængslet.

”Før jeg kom herind, gik jeg kun i kirke til barnedåb, bryllupper og begravelser – ligesom de fleste danskere. Herinde betyder samtalerne med Anita, at der er en, som vil lægge øre til mine tanker. Det er det tætteste, jeg kommer på en ven fra den virkelige verden, da samtalerne med min egen familie og de andre indsatte altid er overvåget,” siger familiefaderen, der ønsker at være anonym af hensyn til de pårørende udenfor.

Jeg bliver nødt til at erkende, at jeg ikke kan redde hele verden. Jeg kan jo ikke ændre deres situation, men jeg kan lytte og hjælpe dem med at leve livet her i arresten, mens vi samtidig ser virkeligheden i øjnene.Anita Fabricius

Det normale
Savn er et andet ord, som fylder meget, når Anita Fabricius taler med de indsatte. Hun har viet flere par, hvor den ene part var varetægtsfængslet i arresten, og mange af de indsatte tænker meget på deres børn, koner, kærester og forældre. Hos den 54-årige familiefar er det savnet efter konen og de fire børn, som fylder mest, når han taler om sin tid i Aarhus Arrest.

”Savn er noget mærkeligt noget. Det er jo lige meget, om jeg er her eller på Grønland, så savner jeg min familie, men her er jeg helt afskåret fra at have kontakt med dem. Jeg ser dem i en time hver anden uge under overvågning,” fortæller han.

Mens han taler, kigger han ud ad kirkerummets lille vindue. Som om svarene findes på de aarhusianske tagrygge.

Senere afslører familiefaderen, at vinduerne er den eneste port til den tabte frihed, som venter på den anden side af de tykke mure.

”Bare det at kigge ud ad et vindue uden tremmer og se familier og mennesker, der parkerer bilen. Det skaber en lille smule normalitet i hverdagen,” siger han.

Bare det at kigge ud ad et vindue uden tremmer og se familier og mennesker, der parkerer bilen. Det skaber en lille smule normalitet i hverdagen.Anonym indsat

Længslen efter normalitet
Netop normaliteten er ifølge Anita Fabricius helt afgørende for, at de indsatte hver uge troligt møder op til både gudstjenester og individuelle samtaler med præsten.

”De indsatte ved, at mennesker uden for arresten har mulighed for at gå i kirke. Derfor betyder det meget for dem at komme i kirkerummet og synge salmer og høre en prædiken. Det er en måde for dem at holde fast i normaliteten,” fortæller hun.

Hvad fremtiden angår, har ikke alle indsatte lyst til at se den i øjnene. Den gruppe hører familiefaderen til. ”Jeg tænker ikke på fremtiden. Det kan jeg slet ikke holde til. Hvis det går godt, får jeg ingenting, hvis det går helt galt, kan jeg få op til otte år,” siger han.