Poul Krebs er ikke stilstandsmand og tager gerne imod musikalske udfordringer. Han har været en del af dansk musiks superliga i mange år og fortæller her om sangskrivningen og det at holde sig på toppen.

Af Morten Ebert Larsen

På ægte musikermaner kommer han et kvarter for sent. Selvfølgelig. Jeg har interviewet musikere mange gange, og jeg har aldrig prøvet, at nogen er kommet til tiden. Ikke at det gør den store forskel. Denne formiddag står jeg heller ikke og konstant skæver til uret, for jeg ved, han nok skal komme.

Poul Krebs og jeg har henlagt vores snak til Café Stardust på de indre breddegrader i Aarhus. Han er stamgæst her på yndlingscaféen og kender indehaveren, Jette Lykke, helt tilbage fra 1970’erne, hvor hun lavede PR-arbejde for den dengang ukendte musiker.

Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det, men fødselsattesten hos den Aarhus-bosiddende musiker siger 1956. Pension er ikke et ord i den musikalske ordbog, og Poul Krebs føler stadig, her 35 år efter udsendelsen af debutalbummet, at han er på toppen.

”Jeg synes stadig, jeg er på toppen, fordi jeg ikke halser efter noget, men gør det, jeg har lyst til og det, der føles rigtigt for mig. Det er vigtigt for mig, at jeg har nogle folk omkring mig, som kan sige mig imod. I Danmark er det sådan, at når man får succes, er der ingen, der siger dig imod. Det mærkede jeg selv på et tidspunkt, og det er ikke sundt,” siger Poul Krebs.

Uden sikkerhedsnet
Tidligere i år udgav Krebs albummet, ’Asfalt’, der strøg direkte ind som nummer et på hitlisten. Processen med at lave albummet var meget anderledes end vanligt, og samtidig skiftede ’Krebsen’ hele musikerholdet ud. ’Asfalt’ blev indspillet på to dage, og det var muligt at komme med til indspilningerne som publikum.

Noget af det mest essentielle i Krebs’ verden er at flytte sig og afprøve nye ting, og der er sket rigtig mange ting siden den spæde start. Poul Krebs har blandt andet indspillet i Los Angeles og England, men noget af det største nogensinde var, da Bob Dylans guitarist, Charlie Sexton, en nat ringede og sagde, at han gerne ville producere et album med Aarhus-musikeren. Et samarbejde, som blev til albummet ’Magnolia Tales’, og senere blev det også til et venskab med Sexton, der har til huse i USA. 

”I den her branche er vi så heldige, at vi ikke har papir på, vi er uddannede til noget som helst, men vi er forpligtede til konstant at være på jagt og uddanne os. Jeg kunne ikke få nogen bedre form for efteruddannelse, end da jeg tog til USA og arbejdede med Charlie Sexton. Her lærte jeg en masse mentale og tekniske ting, som jeg kan bruge i fremtidige projekter,” forklarer Poul Krebs.

Brønden er uudtømmelig
Et spørgsmål, alle kunstnere med et cv som Poul Krebs har fået utallige gange – og vil få stillet mange gange i fremtiden, er: Hvordan kan du blive ved med at skrive sange? Svaret er enkelt. ”Min største styrke som sangskriver er, at jeg er rigtig god til at sætte mig ind i, hvordan andre mennesker har det. Hvis man kun kan skrive om sit eget jeg, bliver det alt for indsnævret. Jeg møder hele tiden mennesker, der inspirerer mig. Så spørger jeg mig selv, hvordan fanden mit liv ville se ud, hvis jeg for eksempel var ham, der arbejder på motorvejen hver nat. På den måde er min brønd uudtømmelig,” siger Poul Krebs.

Lige nu er fokus ikke på at skrive nye sange. Der er ikke løbet vand nok i åen efter det succesfulde ’Asfalt’. Notesbogen bruges som altid flittigt, men resten af året står i koncerternes tegn, hvor Poul Krebs både sommer- og efterårsturnerer med sit nye band.  Til efteråret kan man opleve Krebs i TV2’s primetime-program, ’Toppen Af Poppen’, hvor han fortæller om karrieren og fortolker andre danske kunstneres sange. 

”Jeg sagde ja, fordi jeg havde set den svenske version af programmet. Det var inspirerende, fordi de ikke sad på en eller anden sydhavsø i hawaiiskjorte, men det foregik på musikkens præmisser. Selvfølgelig var det benhårdt, men det er samtidig det tætteste, vi i danske medier kommer på et program, der beskæftiger sig med musikken, som det gør, og derfor ville jeg være med,” fortæller Krebs.

Svær hjemkomst
Efter et nomadeliv med ophold i Amsterdam og på Samsø kom Poul Krebs og familien tilbage til Smilets By i 2005, og det var en svær tid for musikeren, der ikke kunne finde legekammerater. Helt anderledes end på Samsø, hvor fællesskabet var stort og armene åbne.

”Det var en nedtur for mig, fordi jeg følte, at alle havde deres egne små oaser med et studie i baggården. Det er svært at finde miljøet i byen, men det faktum, at det tager lidt tid at opdage det, er også en styrke. Der bliver ikke skiltet så meget med, at det er der, men leder man længe nok, finder man det også. Folk værnede enormt meget om det, de havde kørende, og det bryder jeg mig ikke om. For mig har musikken altid været en åben proces. Aarhus er en fantastisk by i forhold til livemusik, men vi mangler en fælles front og et internationalt indspilningsmiljø, der kan være med til at trække gode kræfter til byen, så Aarhus ikke bliver fastlåst i et evige vækstlag,” siger Poul Krebs.